En 33-årig indonesisk kvinde er blevet idømt to års fængsel for at spise flæskesvær.
Lina Lutfiawati har millioner af følgere på det sociale medie TikTok og er blevet berømt for at lave videoer, hvor hun spiser forskellige måltider. Men én af hendes seneste videoer har altså ført til alvorlige konsekvenser.
I Indonesien er det betragtet som forbudt for muslimer at spise og sågar røre ved svinekød.
Kritikken af Lina Lutfiawatis handlinger blev først rejst af landets Ulema-forsamling, der består af Indonesiens øverste islamiske lærde, og nu er influenceren altså blevet idømt to års fængsel og skal derudover betale en bøde svarende til omkring 100.000 danske kroner. Det skriver The New York Times. Det har forværret situationen for Lina Lutfiawati, at hun i videoen inden spisningen siger “Bismillah”, hvilket på arabisk betyder “i Allahs navn”.
Indonesiens stramme blasfemilovgivning dikterer, at det er forbudt at afvige fra de centrale principper i landets seks officielle religioner: Islam, protestantisme, katolicisme, hinduisme, buddhisme og konfucianisme. Siden årtusindskiftet har der været en stigning i blasfemidomme i landet, blandt andet som resultat af landets nuværende konservative regering, der har lagt en hård religiøs linje for landet.
I 2017 blev Basuki Tjahaja Purnama, en kristen guvernør fra Jakarta, idømt to års fængsel for blasfemi, efter anklager om at have fornærmet Koranen i forbindelse med sin valgkampagne. Et år senere blev en buddhistisk kvinde idømt 18 måneders fængsel for at have klaget over lydstyrken fra en moskéhøjttaler i nærheden af sit hjem.
Indonesien er verdens tredjestørste demokrati med 280 millioner indbyggere, hvoraf 87 procent er muslimer. Indonesien har derfor verdens største muslimske befolkning.
Lina Lutfiawati har efter dommens afsigelse udtalt, at hun har undskyldt mange gange for sin opførsel.
"Jeg ved, hvad jeg gjorde, var forkert, men jeg forventede ikke, at straffen ville være to års fængsel," udtaler hun.