Prøv avisen
30-året for Berlinmurens fald

For 30 år siden skete det usandsynlige: Ingen havde set Murens fald komme

Den 9. november huskes som dagen for Berlinmurens fald, fordi DDR-grænsen blev åbnet kort før midnat. Men det var først i dagene derpå, at Muren reelt faldt – som her den 11. november 1989, hvor østtyske grænsevagter ser til, efter at en gruppe unge har revet et stykke af Muren ned nær Potsdamer Platz. Foto: Gerard Malie/AFP/Ritzau Scanpix

Murens fald for præcis 30 år siden i dag hører til blandt de sjældne verdenshistoriske begivenheder, som ikke alene er uventede, men betragtes som utænkelige. Indtil de finder sted. Siden har Vesten været vidne til fremkomsten af nye autoritære regimer. Kan man overhovedet lære af historien?

Der findes historiske begivenheder, som mennesker har forudset. Omhyggeligt planlagte og længe ventede prestige-begivenheder såsom landingen på Månen. De begejstrer os, inspirerer os, men ryster os sjældent. Der findes historiske begivenheder, som kommer totalt bag på os og ryster os, men som dog i en vis udstrækning er blevet forudset og frygtet. Såsom terrorister, der styrer flyvemaskiner ind i bygninger. Og så er der de sjældne verdenshistoriske begivenheder, som ikke alene er uventede, men også regnes for umulige og utænkelige af alle, intellektuelle såvel som politikere. Frem til det øjeblik, hvor de finder sted.

En sådan begivenhed er Berlinmurens fald, som fandt sted i dag for præcis 30 år siden. Et sammenfald af tilfældigheder, politiske misforståelser og en folkelig vilje, der trodsede al frygt for det østtyske regime, førte på ganske kort tid til en totalforvandling af den gældende verdensorden.

”For mig er og bliver den 9. november 1989 et lykkens øjeblik i den tyske historie,” siger Tysklands forbundskansler Angela Merkel, som voksede op som præstedatter i DDR.

Kansleren regnes for en politisk begavelse, men havde ingen anelse om Murens endeligt.

Mens hendes ekstatiske landsmænd om aftenen strømmede til grænseovergangene i håb om for første gang at kunne komme over til Vestberlin uden at blive skudt, tog den dengang 35-årige fysiker efter arbejde i sauna med en veninde, sådan som hun plejede at gøre om torsdagen. Først sidst på aftenen krydsede hun grænsebroen sammen med tusinder andre og fejrede ”målløs og lykkelig” begivenheden med sin første dåse øl i en vildtfremmed lejlighed i Vestberlin.

”Så mange mennesker i DDR havde drømt om frihed mellem 1949 og 1989 – og pludselig kunne vi tale om det offentligt! Vi var i stand til at hæve vores stemmer. Og også i dag kan alle hæve sin stemme,” siger hun til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

For journalist og forfatter Samuel Rachlin var Murens fald en eksistentiel begivenhed af dimensioner. Han havde selv erfaret kommunismens klamme greb. Han blev født i Sibirien i det daværende Sovjetunionen, hvortil hans dansk-litauiske familie var blevet tvangsforflyttet i 16 år. Siden blev han i årene 1977-1984 DR’s korrespondent i Moskva. Da Muren faldt, var han i Odense for at forberede TV 2 Nyhederne, som han skulle være vært på. Først var Samuel Rachlin vantro, siden i panik for at få nyheden bekræftet.

”Derefter overstadig, ubændig jubel og fryd ude på gangene. Råb og glædeshop og omfavnelser. Ingen havde set det komme, selv ikke de mest garvede og velinformerede politikere, ministre eller efterretningsfolk. Alle blev taget på sengen. Fremtidens upålidelighed slog til sammen med vores kroniske blindhed for vores egen samtid. Klarsynethed og ’jeg havde det på fornemmelsen’ er kun noget, man taler om – især bagefter. Man havde talt om Murens fald, ja, men ingen havde forudsagt det,” siger han.

Det blev hurtigt klart, at Murens fald ville udløse en kædereaktion af omvæltninger i de kommunistiske lande, fortæller han. To år efter brød Sovjetunionen sammen, og den kolde krig var slut.

”Jeg blev overvældet af en stærk følelse af lykke over, at det forhadte jerntæppe nu var en saga blot. Jeg havde selv oplevet det på begge sider, både som barn og voksen. Min familie kendte frihedens pris. Tæppefaldet betød frihed for mine venner på den anden side, især dem i Moskva, som havde været spærret inde hele deres liv,” siger Samuel Rachlin.

Hvis nogen førende politiker eller intellektuel påstår, at de så det komme, skal man ikke tro dem, siger også Frank Bösch, leder af Center for Samtidshistorisk Forskning (ZZF) i Potsdam og professor i tysk og europæisk historie i det 20. århundrede ved Potsdams universitet.

”Det blev også betragtet som helt usandsynligt af befolkningen, og derfor foretog folk stadig risikable flugtforsøg ganske kort tid forinden. Selv i spillefilm, som ellers leger med alle mulige fremtidsscenarier, var der ingen sådanne scenarier,” siger han.

De fleste usandsynlige begivenheder i historien har mennesker på forhånd været i stand til at forestille sig, herunder månelandingen og krydstogtskibet ”Titanics” forlis, påpeger Frank Bösch. Kun ganske få begivenheder er så overraskende i deres eftervirkninger som atombomberne over Japan i 1945, den iranske revolution i 1979 eller den økonomiske åbning af Kina under Deng Xiaoping, siger historikeren.

”I den sammenhæng er det måske ikke helt rigtigt at kalde Murens fald for decideret enestående. Men med så stor en samfundsmæssig indflydelse hører den til en af historiens mest overraskende begivenheder,” siger han.

Selvom ingen havde fantasi til at forestille sig, hvad der ville ske den aften for 30 år siden, var der tydeligvis noget i gære i Sovjetunionen og østblokken året igennem.

I Polen havde fagforeningen Solidaritet med elektrikeren Lech Walesa i spidsen i februar fået styret overtalt til de banebrydende rundbordssamtaler, som i juni førte til det første halvfrie valg bag jerntæppet. På det tidspunkt var dette faktisk allerede klippet delvist over i Ungarn, hvor regeringen også gik reformens vej i håb om at få flere penge i den slunkne kasse, som plagede alle østbloklande. Og den åbne grænse til Østrig fik østtyskere i stor stil til at rejse sydpå i håb om at kunne omgå Muren.

Siden begyndte borgere i Leipzig, Dresden og andre østtyske byer at trodse frygten for regimet. I uger og måneder demonstrerede de for demokrati og frihedsrettigheder under slagordet ”Vi er folket”.

Og i oktober 1989 gav den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, det østtyske regime det, der er gået over i historien som ”dødskysset”, da han lod vide, at Sovjetunionen ikke ville komme og forsvare DDR mod de folkelige protester.

”Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet,” skal Gorbatjov have sagt til den østtyske leder, Erich Honecker, under sit besøg i Østberlin i anledning af landets 40-årsjubilæum.

”Da jeg stod på talerstolen og hilste rækkerne af deltagere i paraden, følte jeg næsten fysisk folkets utilfredshed. Vi vidste, at de var omhyggeligt udvalgt, hvilket gjorde deres opførsel endnu mere slående. De råbte: Perestroika! Gorbatjov, hjælp!”, husker Sovjetunionens sidste leder i et essay i det amerikanske magasin Time.

Men også politiske fejl og misforståelser spillede en afgørende rolle. Den højtstående DDR-politiker og talsmand for regimets SED-parti, Günter Schabowski, talte stik imod partitoppens planer, da han på et pressemøde den 9. november kom til at proklamere, at DDR-borgere ifølge en ny lov og med øjeblikkelig virkning kunne krydse grænsen til vest. For politbureauet havde faktisk ikke besluttet at åbne Muren, og det var heller ikke aftalt med Sovjetunionen eller andre. Som den amerikanske historiker Mary Elise Sarotte skriver i sin bog ”The Collapse” (Kollapset) fra 2014, så var det, der skete denne dag for 30 år siden, ”et dramatisk eksempel på overraskelse, et øjeblik, hvor både bogstavelige og billedlige strukturer overraskende smuldrede”.

Udgiveren af den tyske ugeavis Die Zeit, Josef Joffe, går så vidt som at omtale Günter Schabowski som en ”stakkels idiot”.

”Men nogle gange begynder verdenshistoriens klipper at rokke på grund af bitte små sten. Og denne lille snebold udviklede sig til en lavine, som ingen kunne have forudset,” siger Josef Joffe, der erkender, at også han troede, at Muren og Sovjetunionen ville vare for evigt.

Set med de verdenshistoriske briller er alle systemer ultrastabile, indtil de bryder sammen, vurderer Josef Joffe, som i årtier har undervist i international politik på amerikanske eliteuniversiteter som Harvard og Stanford.

”Det er ikke så tautologisk, som det lyder. Tænk bare på obersternes junta i Grækenland. De blev væltet på en nat i 1974,” siger han om det tilsyneladende stærke græske militærdiktaturs fald og indførelsen af demokratiet.

”Så det holder kun, så længe angsten er der. Du kan ikke kyse folket for evigt. Du kan udslette det, sådan som præsident Bashar al-Assad gør det i Syrien, som jo har hundredetusinder på samvittigheden. Men det ville Gorbatjov ikke. Han ville undgå en gentagelse af, hvad der skete, da Sovjetunionen gik militært ind i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968. Hans fejlvurdering var, at han kunne reformere sit regime uden at opgive det,” siger Josef Joffe og tilføjer:

”Man kan aldrig forudsige historien. Selve idéen om, at kapitalismen og det liberale demokrati fremover ville dominere verden, var en smuk tanke, men i dag ved vi, at det også var noget sludder. For vi lærer altid først af historien, når den er sket.”

Udover tilværelsens uforudsigelighed er der også en anden grund til, at selv de skarpeste hoveder sjældent er i stand til at forudsige store begivenheder, påpeger den tyske historiker Frank Bösch.

”Udtrykket ’begivenhed’ er forbundet med et overraskende øjeblik og bærer således uforudsigeligheden i sig. Når videnskabsfolk kommer med prognoser om den fremtidige udvikling, så er prognoserne i sig selv ofte med til at påvirke og ændre historiens kurs, og de bidrager dermed til at falsificere sig selv. Store begivenheder såsom Murens fald viser, hvor dårligt forberedt samfundet, videnskaben og politikerne er på dem, og hvordan man kun via begivenhederne kan lære at handle på ny i forhold til fremtiden,” siger han.

Murens fald og kommunismens sammenbrud burde have gjort os klogere, mener Samuel Rachlin. Men blindheden for samtiden følger og forfølger os stadig, siger han.

”Lige så lidt som vi forudså Murens fald, har vi været i stand til at forudse Putin, Trump, Johnson, Orbán, Kaczynski og alle de andre, der overgår hinanden for at tilintetgøre det demokrati, vi hyldede dengang for 30 år siden i vores tro på et frit, samlet og demokratisk Europa. ’Ung må verden endnu være’ – men det passer ikke,” siger Rachlin med henvisning til Nordahl Griegs roman fra 1938, hvori den norske forfatter advarer mod totalitære ideologier.

”Vores verden er ikke ung længere. Vi er hårdt prøvede. Vi skulle vide bedre. Vi er bare ikke lærenemme. Vi lærer aldrig den lektie,” siger han.