Ingen løsning i sigte i krigen om Nagorno-Karabakh

Titusinder civile flygtet er flygtet i konflikten om Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan, som begge hævder at ville kæmpe til den bitre ende. Tre våbenhvileaftaler er brudt sammen, nu vil Iran prøve sig med en fjerde. Kristeligt Dagblad spørger og svarer, hvad udsigterne er

Den armensk-apostolske præst Aristakes Ogannisyan velsigner og døber rekrutter i en skov ved frontlinjen i Nagorno-Karabakh. – Foto: Stanislav Krasilnikov/TASS/Ritzau Scanpix.
Den armensk-apostolske præst Aristakes Ogannisyan velsigner og døber rekrutter i en skov ved frontlinjen i Nagorno-Karabakh. – Foto: Stanislav Krasilnikov/TASS/Ritzau Scanpix.

Hvorfor er Armenien og Aserbajdsjan i krig om Nagorno-Karabakh?

Nagorno-Karabakh er en armensk eksklave. Et højsletteområde på 4400 kvadratkilometer hovedsageligt beboet af kristne armeniere, der af historiske og geopolitiske årsager ligger inden for Aserbajdsjans suverænitetsområde uden nogen fysisk forbindelse til Armenien. Det var den senere sovjetleder Josef Stalin, der i 1920’erne bestemte, at det primært armensk beboede område skulle høre under den aserbajdsjanske sovjetrepublik. Og mens sovjettidens repression holdt konflikten i ave, var den på ingen måde løst. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 erklærede Nagorno-Karabakh sig som en uafhængig republik under navnet Artsakh. Ingen lande anerkendte den nye republik, hvilket affødte en tre år lang krig mellem Armenien og Aserbajdsjan om området. Efter mere end 30.000 dræbte og hundredtusinder flygtninge afsluttedes krigen med en våbenhvile i 1994. Fra Nagorno-Karabakh og yderlige syv aserbajdsjanske provinser, der i 1994 faldt under armensk kontrol, flygtede omkring en million aserbajdsjanere. De har siden boet midlertidigt nær Nagorno-Karabakh og har ventet på at vende hjem. Siden har konflikten ulmet, i juli beskyldte parterne gensidigt hinanden for at have indledt sammenstød i grænseområderne, og i slutningen af september kom det til regulære kampe.

Er det en religionskrig?

Armenierne og størstedelen af indbyggerne i Nagorno-Karabakh er kristne og medlemmer af den armenske apostolske kirke. Aserbajdsjan er en sekulær stat, men azerierne er etnisk-religiøst shia-muslimer. Aserbajdsjan støttes militært i krigen af det sunni-muslimske Tyrkiet. Tyrkiet har desuden ifølge blandt andre russiske kilder rekrutteret op imod 2000 syriske lejesoldater til at kæmpe imod armenierne. Det muslimske folkedrab på omkring 1,5 millioner kristne armeniere bosat indenfor Det Osmanniske Rige i 1914-1923 ligger i baghovedet hos mange armeniere i den nutidige konflikt. Stort set alle armenske familier har mistet bedste- og oldeforældre under folkedrabet og frygter en gentagelse.

Hvorfor er der ingen, der standser krigen?

I 1994 nedsatte Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, den såkaldte Minsk-gruppe, der forhandlede våbenhvilen og har overvåget området lige siden. Minsk-gruppen ledes af Frankrig, Rusland og USA. Alle tre lande har sammen og hver for sig tre gange forsøgt at etablere en våbenhvile i den opblussede konflikt. Hver gang er våbenhvilen blevet brudt inden for få timer. Senest har Iran tilbudt sig som mægler. Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har under møder i Moskva for en uge siden forelagt en plan, der både indebærer en øjeblikkelig våbenhvile og ”tilbagetrækning af styrker fra alle besatte områder”, og afventer nu Armeniens, Aserbajdsjans, Ruslands og Tyrkiets reaktioner. Iran har en særlig interesse i Aserbajdsjan, idet der bor over tre millioner azeriere i de nordlige iranske provinser, der grænser til Aserbajdsjan.

Hvad menes der med tilbagetrækning fra ”alle besatte områder?”

Netop spørgsmålet om, hvem der besætter hvem, er et springende punkt i konflikten. Siden 1994 har Aserbajdsjan betragtet Armeniens kontrol med Nagorno-Karabakh og de syv aserbajdsjanske provinser for en ulovlig besættelse. Siden konflikten blussede op igen i slutningen af september, har aserbajdsjanske styrker taget kontrol med dele af de syv provinser og med dele af Nagorno-Karabakhs område.

Er der udsigt til en opblødning i parternes krav?

Nej. I Armeniens hovedstad, Jerevan, hænger der overalt plakater, der kundgør ”Vi vil sejre”. Hundredvis af mænd i hovedstaden melder sig frivilligt i kampen for Nagorno-Karabakh. Siden 1997 har Armenien haft en forsvarspagt med Rusland, og Moskva har lovet at træde til, hvis kampene skulle sprede sig til selve Armeniens territorium. Aserbajdsjans tyrkisk-støttede præsident, Ilham Aliyev, har til gengæld erklæret, at hans lands styrker vil ”slås til det sidste”, hvis ikke våbenhvileforhandlingerne fører til en aftale, der indebærer, at armenske styrker fuldstændig forlader Nagorno-Karabakh og de syv provinser.