Efter 16 måneder år og tusinder af drab og anholdelser er præsident Rodrigo Dutertes såkaldte krig mod narkotika i Filippinerne kun blevet mere forhærdet. De fleste filippinere forholder sig tavse, mens krigen kræver flere og flere ofre.
III står der på mærket på mandens ben. Han ligger udstrakt på aluminiumsbordet, iført boksershorts med print og en rød T-shirt. Ved siden af ham ligger to andre kroppe, I og II. 29 andre vil komme til denne aften i den filippinske hovedstad, Manila.
”Da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg en WhatsApp-besked om, at Bryan var blevet anholdt,” fortæller Prince delos Reyes Eso på 24 år.
Han vidste, at hans to år ældre bror var narkoman, men det var blevet bedre på det seneste. Da Prince besøgte Bryan og hans kone Mella for et par måneder siden, var de begge lykkelige efter fødslen af deres datter, Brella.
Lillebroderens første indskydelse var at tage direkte til arresten og få sin bror ud. Hans familie overbeviste ham om at blive hjemme med ordene:
”Du ved, hvad der kan ske med dig.”
Han læser ikke den næste WhatsApp-besked før næste morgen, da han vågner. Bryan er blevet skudt og dræbt af politiet, lyder beskeden. Hans lille niece træder straks frem på hans nethinde. Brellas far er nu blevet lig nummer III.
Bryan plejede at tage shabu, et populært navn for det stærkt afhængighedsskabende stof metamfetamin. Han var langtfra den eneste. I Manilas slumkvarterer afslører de stirrende blikke og manglende tænder hos gadesælgerne og tricykel-chaufførerne, hvem af dem der er påvirkede af stoffet.
Siden præsident Duterte i sin indsættelsestale sidste sommer bad politiet skyde alle, der var i besiddelse af stoffer eller modsatte sig anholdelse, og opfordrede sine landsmænd til selvtægt, hvis de opdagede en narkohandler eller misbruger, er over 12.500 narkomaner og pushere blevet dræbt, skønner menneskerettighedsorganisationer. Ifølge politiet er tallet omkring 3500. Tusinder af andre er blevet fængslet. Nogle fængsler er så overfyldte, at de indsatte er nødt til at sove på skift. Retssagerne trækker ud i årevis, rehabiliteringsplaner bliver aldrig rigtig sat i gang.
I modsætning til den forargelse, der hersker internationalt over Dutertes krig mod narko, virker de fleste mennesker i Manila overbeviste om, at præsidentens nådesløse tilgang er den eneste måde at komme narkotikaproblemerne til livs på. Mange af dens indbyggere hævder, at byen er blevet mere sikker, siden narkokrigen begyndte.
”Før ville du helt sikkert være blevet røvet, før du kunne nå det hjørne derovre,” siger en ung fotograf og peger: ”Nu hilser folk på hinanden på gaden.”
Selv i slummen, hvor de fleste af ofrene har hjemme, udtrykker folk deres støtte til narkokrigen.
”Jeg tager ikke stoffer, så jeg er ikke bange,” lyder den enkle forklaring fra en pige, der deltager i Bryans begravelse.
Desuden vover kun få af ofrenes familier at tale. Prince delos Reyes Eso gjorde klogt i at blive væk fra politistationen. Historier om mennesker, der bliver arresteret af politiet og efterfølgende afpresset – eller det der er værre – er mange. Bryans kone, Mella, ser rædselsslagen ud, som hun sidder der ved siden af sin mands kiste.
”De må have set billedet af os sammen over sengen. Hvis de sætter mig i forbindelse med en narkoman, er jeg den næste, der bliver skudt,” siger hun.
Ingen stoler længere på nogen som helst. Hotlines, kampagner og overvågningslister opfordrer folk til at forråde hinanden.
Prince delos Reyes Eso fremviser et billede fra sin Facebook-side:
”Ingen stoffer? Vi tager os af det,” siger en tegneserie-politibetjent. I betjentens baglomme ses en pistol og en lille plasticpose med stoffer. Det er en offentlig hemmelighed, at når nogen bliver skudt af politiet, fortæller politirapporten som regel, at vedkommende blev voldelig under en politiaktion.
”De planter bare våben og narkotika,” hævder han.
”Min bror var iført badebukser. Tror de virkelig, at han havde en pistol i dem? Det er så meget lettere for dem at dræbe de små end at gå efter de virkelige forbrydere.”
Bedemanden forsøger at skjule et navn på listen over dødsfald. Kian delos Santos. Den 17-årige universitetsstuderende blev dræbt natten før Bryan. I hans tilfælde modsiger overvågningsoptagelserne den officielle forklaring og viser betjente, der trækker drengen ned ad gaden, før de skyder ham. Det bliver en stor historie i de lokale medier. Politikere, kirkens gejstlige, dommere og endda præsident Duterte selv involverer sig. Aktivister organiserer protester. På EDSA Avenue, hvor folkemængden fortrængte diktatoren Ferdinand Marcos i 1986, holder en håndfuld mennesker bannere med slogans. Samme aften høres der igen skud over hele hovedstaden.
Så er Manila blevet et sikrere sted? Prince delos Reyes Eso sammenfatter det sådan:
”Vi plejede at være bange for røvere og narkomaner. Nu er vi bange for politiet.”
Oversat af Translated by Us.
