DER ER BESTEMTE vers i evangelierne, man nemt overser: af og til trækker Jesus sig tilbage fra folkemængden eller disciplene for at søge ensomhed. Strengt taget er det ikke ensomhed, Jesus opsøger, for han går ud for at bede og er derfor sammen med sin fader. Eftersom hans fader er vores alles fader, står det åbent for enhver at opsøge og opnå det møde.
Imidlertid betyder en ny tendens i tiden, at færre og færre finder det naturligt på den måde at gå afsides. At træde ud af det sociale, lukke døren bag sig eller opsøge ensomhed i naturen forekommer i dag mange aldeles utiltrækkende, måske endda ængstende.
Det noterer litteraturprofessor Mark Bauerlein i det amerikanske magasin First Things. Bauerlein er tidligere ateist, nu medredaktør af dette katolske tidsskrift. Og det er efter hans mening de nye sociale medier, som blokerer for den frugtbare ensomhed.
Han har skrevet bestselleren ”The Dumbest Generation” om det helt generelle dannelsestab, som er en bivirkning af den magt over sindene, der udøves af de nye teknologier til uafbrudt adspredelse. Bogen udkom i 2008, et par år før Bauerlein skrottede sin ateisme.
”Sms'er, selfies, opdateringer, chats, snapchats, tweets, online-spil, blogs og e-mails gør det muligt at sladre, prale, ævle, lægge strategier, selvpromovere, dele, samarbejde, informere, krænge følelser ud og på anden vis forbinde sig indbyrdes hvorsomhelst og nårsomhelst. Mængden er forbløffende. Tidligere i år kunne Facebook prale med 1,23 milliarder aktive brugere, mens sidste års 200 millioner twitter-brugere afsendte 400 millioner tweets om dagen,” fortæller Bauerlein.
Al denne svimlende trafik gennem æteren danner et fænomen, psykologer kalder ”hypersocialitet”: alle vil svøbes i elektronisk samvær uden ophør. Mange bliver tilmed afhængige. Og det inderste budskab i denne lavine af signaler er: Jeg vil ikke være alene!
Stifterne af Facebook og Twitter understreger selv, at deres virksomheds-mirakler blomstrer så voldsomt, fordi de leverer en vare, som angiveligt er en fantastisk gave til det 21. århundrede: at man endelig kan være social i alle sine vågne timer.
”Ifølge den forståelse er isolation lig med smertelig forladthed, karantæne, berøvelse af støtte.”
Og de nye mediers astronomiske succes tyder på, at mange føler præcis sådan, konstaterer Bauerlein.
Mængden af tid, folk spenderer i cyberspace, bliver ved at stige, hvad der vidner om, at de får stene for brød. Man forsøger at mætte sig med candyfloss.
”De venner og forbindelser, man opretter, den opmærksomhed, man samler med digitale instrumenter, kan ikke afhjælpe den åndelige sult. Det universelle håb om, at jeg-er-ikke-alene-og-overset behøver stærkere midler - så overfladiske er vi heller ikke.”
Man ophober derfor stadigt flere ”venner” og ”likes”, men mængde som sådan batter ikke. ”Så man hungrer efter mere, som om en stadig strøm af hilsner fra venner og fremmede vil uddrive ens ensomhed for stedse.”
Universitetsprofessoren giver eksempler:
”Ensomheden er allevegne. Jeg ser den hos mine studerende, når jeg beder dem slukke for tv, når de læser, og en udbryder: 'det ville jeg ikke kunne - stilheden ville drive mig til vanvid'.”
Eller man oplever folk ved busstoppestedet foretage det ene overflødige telefonopkald efter det andet, bemærker han, blot for rastløst at sikre ydre kontakt - i stedet for at lade eftertanken sænke sig.
Det virkeligt tragiske ved denne socialitet uden ophør, denne maniske kommunikation, er, at den skygger for den eneste sikre og troværdige kilde til trøst, nemlig Gud.
”Mennesker, der er opslugt af sociale medier, kan ikke begribe det paradoks, at den bedste salve mod ensomhed bør påføres i ensomhed. De søger efter svar ved at hobe kontakter op, men Gud er ikke en tættere kontakt eller en bedre ven. Han transcenderer det sociale og skal opsøges hinsides mediet for 'del' og 'like'. Når man beder alene, opløses de sekulære fornøjelser og ens succeser på de sociale medier smelter til intet. Man kan droppe sit sociale jeg.”
Idet han citerer en større amerikansk undersøgelse, konstaterer Bauerlein:
”Folk tilbringer færre minutter alene med Gud, og, hvad der er værre, de får et sind, der er mindre tilbøjelig til at lede efter ham.”
Jesus gik af og til ud i ødemarken.
”Men jo mere man socialiserer, jo mindre følger man Jesus ud i ødemarken for at indløse salmistens løfte: 'Herren er min klippe, min borg, min befrier.' Man bygger sit liv på sand, så når sandet fyger, vil man samle mere sand... og mere...”