Billeder af bestialsk opfindsomme torturinstrumenter dukker automatisk frem på nethinden, når inkvisitionen bliver nævnt.
Man tænker på de bloddryppende afhøringer, som skulle fremtvinge en tilståelse, der egentlig bare var en formalitet. Millioner af uskyldige mennesker endte på bålet efter den katolske kirkes summariske retssager mod påståede hekse, videnskabsfolk, gudsbespottere og jøder, hvis eneste egentlige forbrydelse var, at de var anderledes tænkende.
Der findes en lang række gruopvækkende historier om de kirkelige domstoles voldsomme fremfærd mod kætteriet fra den sorteste middelalder i det 13. århundrede helt frem til det 19. århundrede.
Inkvisitionen står derfor i dag i manges bevidsthed som selve symbolet på religiøs intolerance og den katolske kirkes grusomhed i tidligere tider.
Disse billeder er dog mere udtryk for hårdnakkede myter om domstolenes virke end for den historiske virkelighed. Kirken var hverken særligt intolerant eller grusom sammenlignet med de andre institutioner i datiden. Det siger en række anerkendte forskere i en ny bog udgivet af Vatikanet i Rom. "Før vi beder om forladelse, må vi have et nøjagtigt kendskab til, hvad der skete," oplyste paven via et brev, der blev læst op ved præsentationen af bogen sidste måned.
- Inkvisitionens brug af tortur og dødsstraf var ikke nær så hyppig som hidtil antaget og ikke nær så voldsom som de verdslige myndigheders. Med den her bog får vi bugt med de udbredte fordomme, der siger, at der altid blev brugt tortur ved afhøringerne, og at alle anklagede endte på bålet, sagde lederen af udgivelsen, den italienske historieprofessor Agostino Borromeo, ved den nylige præsentation af bogen, der slet og ret hedder "Inkvisitionen".
Bogen bygger på solid forskning, og resultaterne er blandt andet fremkommet efter en gennemgang af inkvisitionens hidtil hemmeligholdte arkiver, som Pave Johannes Paul II gav forskerne adgang til.
Den spanske retshistoriker Jose Antonio Escudero er enig i Vatikanets udlægning.
- Inkvisitionen undertrykte folkets frihed i mange århundreder og forårsagede megen lidelse, men den var et barn af sin tid. Og sammenlignet med tidens andre, verdslige domstole var den helt klart at foretrække, siger Jose Antonio Escudero, der er professor ved det Spanske Universitet for Langdistancestudier og leder af Instituttet for Intolerancens Historie.
Inkvisitionen fik så dårligt et ry, fordi der i løbet af det 16. århundrede spredte sig rygter om dens grusomhed udbredt af protestantiske grupper i det nordlige Europa, mener forskerne.
- Propagandaen var stærk i England på det tidspunkt for at opildne folket til kamp, og den gik meget på, at hvis spanierne indtog England, ville alle blive brændt af inkvisitionen. Det billede har desværre vist sig meget holdbart lige siden, siger den engelske forsker Henry Kamen, der i 1969 skrev "The Spanish In-
quisition", som er et af standarværkerne på området.
$SUBT_ON$Gud genkender sine
Den første organiserede inkvisitionsdomstol blev nedsat af pave Gregor IX i 1231.
Det latinske ord "inquisitio" betyder efterforskning eller undersøgelse, og domstolens formål var at opspore, undersøge og udrydde enhver form for kristen heterodoksi, der betegnedes som forbrydelser mod den katolske tro.
Institutionaliseringen af den religiøse domstol kom efter en længere periode med alvorlige sammenstød med forskellige alternative kristne trossamfund. Især de såkaldte albigenserkrige i begyndelsen af det 13. århundrede var medvirkende til oprettelsen.
De sydfranske albigensere har gennem den græske betegnelse, som de brugte om sig selv - katarerne, de rene (kætterne) - givet navn til selve den forbrydelse, domstolene skulle dømme. Gruppen, der havde størst tilslutning i byen Albi, bekendte sig til den manikæiske tro. Albigensere byggede på en oprindeligt persisk religion med kristne træk, der stod i skarp modsætning til romerkirken, som den især kritiserede for de gejsliges manglende evne til at leve op til de idealer, de selv prædikede. Efterhånden som bevægelsen voksede, følte den katolske kirke sin autoritet truet, og den indledte et korstog mod albigenserne.
Inkvisitionen blev nedsat efter den endelige nedkæmpelse af kættergruppen i 1229. Dels for at forestå forfølgelsen af overlevende tilhængere, dels for faktisk at sikre, at forfølgelserne ikke løb løbsk.
Det var sket flere gange under krigen, der er blevet kaldt Europas første folkemord. Alene ved indtagelsen af byen Beziers dræbte korsridderne op mod 20.000 mennesker uden hensyntagen til ofrenes religiøse tilhørsforhold: "Dræb dem alle. Gud vil genkende sine egne," sagde den religiøse hærfører, cistercienserabbeden Arnaud-Amaury.
Selv om inkvisitionen i første omgang lagde en dæmper på udskejelserne, begyndte den hurtigt selv at levere overgreb.
Et grundlæggende træk ved de nye domstole var de anklagedes manglende retssikkerhed. Anklagerne mod dem var hemmelige under hele retssagen, selv for den anklagede. I 1252 tillod pave Innocens IV brugen af tortur under afhøringerne.
Oprindelig beskæftigede inkvisitionen sig udelukkende med kætteri. Med tiden udbredtes antallet af strafbare forbrydelser dog også til at omfatte synder som enkeltstående gudsbespottelser, homoseksualitet, sodomi, bigami og hekseri.
Domstolene opererede med tre strafformer. Åndelige straffe indbefattede tvungen bøn, kirkegang og lignende bodshandlinger. En økonomisk straf betød bøder, konfiskering af ejendom, landsforvisning eller forbud mod at udøve bestemte embeder. De korporlige straffe strakte sig fra pisk og fængselsstraffe til døden på bålet.
Den hellige domstol henrettede dog aldrig nogen selv. Ved enhver dødsdom overleverede inkvisitionen den skyldige til de verdslige myndigheder, for at de kunne eksekvere straffen. Således undgik kirken selv at bryde buddet om, at man ikke må slå ihjel.
Blandt de berømteste ofre for inkvisitionen er den italienske munk Giordano Bruno, der blev brændt i år 1600 for blandt andet at hævde, at universet var uendeligt. Videnskabsmanden Galileo Galilei undgik med nød og næppe samme skæbne, da han som bekendt trak sit synspunkt om, at solen og ikke jorden var universets centrum, tilbage.
$SUBT_ON$De spanske jødeforfølgelser
Inkvisitionens mest berygtede periode var fra det 15. til det 17. århundrede i Spanien. De religiøse domstole havde ikke været særligt aktive på den iberiske halvø før denne tid, men det ændrede en episode i Sevilla i 1478 ved.
En gruppe konverterede jøder blev opdaget i færd med et "mærkeligt ikke kristent" ritual. I takt med den kristne generobring af halvøen fra de muslimske maurere var de tilbageblevne jøder blevet tvunget til at konvertere til kristendommen for at kunne blive i landet og fortsætte med at besidde offentlige embeder. Mens de udadtil fremstod som kristne, fortsatte mange i det skjulte med at følge de jødiske skikke og sædvaner.
Derfor var de også et let bytte, da en række højtstående gejstlige benyttede sig af en generel antisemitisk stemning i landet til at komme nogle af de indflydelsesrige konvertitter til livs.
November 1478 efterkom pave Sixtus IV en anmodning fra det spanske kongepar Ferdinand og Isabella om lov til at oprette en inkvisitionsdomstol, der skulle forfølge og straffe falske, omvendte jøder. Han gav samtidig de spanske konger ret til selv at udpege inkvisitorer.
Den Spanske Inkvisition fulgte over de næste godt 400 år fremgangsmåden i den pavelige inkvisition med få ændringer. Særretten til at udnævne inkvisitorer betød, at dommene ikke kunne appelleres til paven, som det ellers var tilfældet.
Den Spanske Inkvisition blev senere beskyldt for at have stået bag en af de mest blodige menneskejagter i historien. Det tilbagevises dog af den nye forskning.
Halvdelen af de i alt 130.000 personer, der blev arresteret og afhørt af den Spanske Inkvisition frem til lukningen i 1834, blev dømt. Af disse blev "blot" 2300 sendt videre til sekulære myndigheder for at blive henrettet på kirkens ordre. Tidligere talte man om tal i størrelsesordenen fra 30.000 og op til flere hundrede tusinde.
- Man forvekslede længe antallet af retssager med antallet af dødsdømme, og det giver jo nogle fuldstændig urealistiske tal. Sandheden er, at de fleste blev frikendt eller ikendt åndelige straffe, siger forskeren Agostino Borromeo til den spanske avis ABC.
Af de henrettede i Spanien var der kun i 59 tilfælde tale om dødsdomme for hekseri. I Italien var tallet 36, i Portugal kun fire.
Tallene er små i forhold de påståede 25.000 hekse, der blev dømt og brændt af de verdslige myndigheder alene i Tyskland. I Danmark og Norge, hvor inkvisitionen aldrig vandt fodfæste, blev 1350 hekse brændt efter verdslige retssager.
Henry Kamen ser de offentliggjorte tal fra Vatikanet som ganske pålidelige.
- Det er dog lidt en falsk sammenligning, man laver mellem Spanien og Tyskland, siger han.
- Den store forskel er mere udtryk for sociale forskelle mellem de to lande end noget andet. Den kan derfor ikke bruges til at vise, at den Spanske Inkvisition var mildere end de verdslige domstole. I Spanien interesserede man sig ikke på samme måde for overtro og satanisme, mens det var en stor ting i Tyskland.
$SUBT_ON$Unødvendigt at undskylde
Henry Kamen er kritisk over for kirkens ide om at undskylde for fortidens ugerninger.
- Det forekommer mig unødvendigt, at kirken 3-400 år efter undskylder for gerninger begået af andre folk i en helt anden sammenhæng. Ved at påtage sig skyld fjerner kirken fokus fra det virkelige historiske problem. Det var jo ikke kun inkvisitionen, der var ansvarlig for de store lidelser, der blev påført. Der var kun få inkvisitorer, men mange antisemitter i datidens Spanien. Det var ikke gået uden dem, siger Henry Kamen, der sammenligner det med Nazi-Tyskland.
- Man skyder jo i dag ikke kun skylden for jødeforfølgelserne og massehenrettelserne på Gestapo og SS. Problemet lå i hele det tyske samfund, og det samme gjorde sig gældende med Spanien og den Spanske Inkvisition.
I Pavens brev, der blev læst op ved præsentationen af bogen, gentog han sin "Mea Culpa" - en undskyldning for fortidens handlinger - på baggrund af de nye oplysninger. Det skete med ordene:
"Vi beklager de fejl, der blev begået af vore brødre i sandhedens tjeneste ved brugen af ikke-evangeliske metoder".
