Forældres ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning er en menneskeret og en del af religionsfriheden. Men denne ret må vige for hensynet til børnenes integration i det land, de bor i. Det konkluderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i går i en dom om obligatorisk svømmeundervisning.
Sagen var indbragt af et schweizisk forældrepar af tyrkisk oprindelse, der krævede deres to døtre fritaget for svømmeundervisning, fordi både piger og drenge svømmer sammen. Det nægtede skolemyndighederne i Basel, som også pålagde forældrene at betale en bøde på knap 10.000 kroner, fordi de efter gentagne forsøg på dialog holdt pigerne væk fra svømmeundervisningen.
Menneskerettighedsdomstolen skulle derfor tage stilling til, om skolemyndighederne havde krænket forældrenes religionsfrihed ved at tvinge dem til at lade deres døtre deltage i undervisning, der strider mod deres tro. Og den konkluderer, at myndighederne var i deres gode ret.
”Myndighederne har blandet sig i forældrenes religionsfrihed, men det skete på baggrund af lovgivning og med et legitimt sigte, nemlig at beskytte elever af fremmed oprindelse mod enhver form for social udstødelse,” skriver domstolen om begrundelsen for afgørelsen.
”Folkeskolen er det, der holder vores samfund sammen,” siger en tilfreds skoledirektør for Basel-kantonen, Christoph Eymann, til avisen Der Tages-Anzeiger.
De schweiziske myndigheder peger netop på, at kravet om at deltage i svømmeundervisningen ikke kun skyldes et ønske om, at børnene skal lære at svømme. I svømmehallen bliver børnene også en del af et fællesskab. Og de lærer om de værdier, der gælder i det schweiziske samfund, herunder ligestilling mellem kvinder og mænd, som det fremhæves i de schweiziske domstoles afgørelser i sagen. Det er netop dette hensyn til social integration, der sættes op imod forældrenes ret til at bestemme over deres børns opdragelse, siger seniorforsker Eva Maria Lassen, der forsker i religionsfrihed ved Institut for Menneskerettigheder.
”Det er vigtigt at bemærke, at domstolen tager udgangspunkt i barnets tarv. Det er en tendens, vi ser i stigende grad, at børns rettigheder vejer tungt i forhold til forældrenes ret til at bestemme over deres børn, for eksempel deres undervisning,” siger Eva Maria Lassen.
Domstolen understreger også, at de schweiziske myndigheder havde fulgt en præcis og forudsigelig procedure, inden forældrene blev tildelt en bøde. Og at de havde forsøgt at finde et kompromis, blandt andet at pigerne kunne bade i burkini.
”Vi kan ikke vide, hvordan domstolen havde reageret, hvis dette forsøg på mægling ikke havde fundet sted. Men at man henviser til det tyder på, at man tillægger det betydning. På den ene side har landene en forholdsvis vid skønsmargin i forhold til afvejningen af religionsfrihed med andre hensyn. Men på den anden skal de have vægtige grunde for at kunne gribe ind i religionsfriheden. Det er en klar tendens i de seneste afgørelser, blandt andet om tørklæder og andre religiøse tegn på arbejdspladsen,” siger Eva Maria Lassen.
Adskillige eksperter advarer ikke desto mindre om, at religionsfriheden i stigende grad indsnævres i Menneskerettighedsdomstolens retspraksis. En af dem er Philippe Portier, religionssociolog og seniorforsker i religions-frihed ved Sorbonne Universitetet i Paris.
”I de seneste 10 år har der været en tendens til, at domstolen giver staterne en større skønsmargin, og at denne margin i stigende grad vægter integration med en reducering af religionsfriheden til følge” siger han.