International kritik: Danske læger er for passive med at skaffe organdonorer

Danmark halter langt efter Spanien, når det gælder andelen af organdonorer. Danske læger kunne gøre langt mere for at skaffe organer, lyder det fra WHO-rådgiver og chef for den spanske organdonationsorganisation

Tallene for 2016 viser, at mens Danmark havde omkring 18 organdonorer pr. million indbyggere, indtog Spanien førstepladsen i verden med 43,4 donorer pr. million indbyggere. Arkivfoto.
Tallene for 2016 viser, at mens Danmark havde omkring 18 organdonorer pr. million indbyggere, indtog Spanien førstepladsen i verden med 43,4 donorer pr. million indbyggere. Arkivfoto. . Foto: Lars Skaaning.

Selvom flere danskere end spaniere har et positivt syn på donation af organer, ligger Spanien langt foran Danmark, når det gælder omfanget af donationer. Tallene for 2016 viser, at mens Danmark havde omkring 18 organdonorer pr. million indbyggere, indtog Spanien førstepladsen i verden med 43,4 donorer pr. million indbyggere.

Rafael Matesanz, nyrespecialist og chef for den spanske donationsorganisation, ONT, har næsten 30 års erfaring på området og kender praksis på donationsområdet i stort set hele verden, hvor han blandt andet har været rådgiver for Verdenssundhedsorganisationen WHO’s arbejde med organtransplantationer.

Efter hans mening skyldes den store forskel mellem Danmark og Spanien, at de danske læger – i lighed med de fleste andre af deres nordeuropæiske kolleger – gør for lidt for at skaffe organer.

”I Spanien er organdonation en naturlig del af intensivplejen af mennesker i deres sidste fase af livet. Vi betragter ikke kun donation som en pligt, men også som en rettighed,” siger Rafael Matesanz og tilføjer:

”I Danmark og de andre nordeuropæiske lande er filosofien en anden. Mange læger og en del af sundhedspersonalet mener, at deres eneste mission er at passe og pleje patienter, og derfor er de ikke indstillet på at medvirke til at skaffe organer. Mit indtryk er, at mange læger i Danmark optræder som passive tilskuere.”

Helle Haubro Andersen, leder af Dansk Center for Organdonation, synes, at den spanske kritik er forfejlet.

”Alle læger i Danmark skal altid undersøge muligheden for organdonation for den relevante patientgruppe. Og danske læger og sygeplejersker er aktive i at understøtte både afdødes og familiens ønsker omkring organdonation. I modsætning til Spanien har Danmark stor tilslutning til organdonation, idet omkring 90 procent af den danske befolkning er positive i forhold til donation,” siger hun.

Heller ikke formanden for organdonorforeningen 7liv, Karen Riis-Jørgensen, mener, at de danske læger er passive.

”Hans kritik var nok rigtig for nogle år siden, men ikke i dag. Jeg ved, at danske læger gør et stort arbejde i forbindelse med donation. I det hele taget er der ved at ske et holdningsskifte i Danmark. Og det kan jeg kun hilse velkomment, for vi skal være livreddere og have mere fokus på dem, vi kan redde med organer, og mindre på de afdøde,” siger Karin Riis-Jørgensen, der ellers betragter Spanien som en reference, som Danmark bør tage ved lære af. Fortsætter side 3 Udland side 6

”For eksempel kommer en tredjedel af de spanske organer fra hjertedøde patienter. Det har vi slet ikke opmærksomhed på i Danmark, og det er en fejl,” siger Karin Riis-Jørgensen.

I Spanien er kun lidt over halvdelen af den voksne befolkning positiv over for tanken om at donere et organ, hvilket ligger på linje med gennemsnittet i EU-landene.

Ifølge Rafael Matesanz er måden at føre samtalen med de pårørende på en anden af årsagerne til, at Spanien har verdensrekord i antal donerede organer.

”I Spanien indleder man aldrig samtalen med at spørge til patientens organer. Familien skal først have tid til at udtrykke sin sorg og sit savn. Først derefter forklarer vi om muligheden for donation, og i de fleste tilfælde behøver vi ikke engang at spørge om tilladelse, for familien tilbyder selv organerne. Hos jer spørger man familien, om de vil donere eller ej. Hvis svaret er nej, er der ikke mere at tale om. Det betyder, at en masse donorer går tabt,” siger han.

Ifølge Helle Haubro Andersen er Rafael Matesanz’ vurdering ”ikke i overenstemmelse med den danske praksis, som den er i dag”.

”Personalet skal i samtalerne sikre sig, at familiens ja eller nej er givet ud fra informationer om, hvad organdonation indebærer, og hvis der er et umiddelbart nej, vil læger undersøge på en omsorgsfuld måde, om det er et nej til hele situationen, eller om det er et nej til at donere. Ofte er et umiddelbart nej et nej til, at familien skal miste et kært familiemedlem, og det kan i den situation være en trøst og skabe mening for dem at donere. Så egentlig ser vi ikke etiske konflikter i den fremgangsmåde, da der udvises respekt både for dem, som skal give, og for dem, som skal modtage,” forklarer hun.

Spanien er til gengæld blevet kritiseret for, at lægerne presser familierne for hårdt for at få patientens organer, men det afviser Rafael Matesanz.

”Vi tager ikke et nej for et nej. Men jeg vil kategorisk afvise, at vi lægger pres på familierne,” siger han.