Internettet har revolutioneret den måde, hvorpå vi får adgang til viden og interagerer med hinanden. Men det indebærer ikke nødvendigvis, at vi bliver mere vidende eller demokratiske. I en digital tidsalder, hvor politikere som den amerikanske præsident, Donald Trump, udnytter internettet og sociale medier til at mobilisere en trofast vælgerskare ved at sprede falske nyheder og misinformation, må vi tværtimod forholde os kritisk til, hvordan vi tilegner os viden.
Det mener den amerikanske filosof og forfatter Michael P. Lynch, som forsker i begreber som sandhed og viden og deres værdi for demokratiet. I sin bog ”The Internet of Us” (Internettet i os), der udkom sidste år, undersøger han, hvordan vi i en tidsalder med big data har fået adgang til enorme mængder af viden, samtidig med at vi som individer synes at forstå mindre og mindre. Alt for ofte forveksler vi nemlig det, Michael P. Lynch kalder Google-viden, at finde svar på et spørgsmål ved at google det, med at opnå en dybere forståelse gennem kritisk refleksion og kreativ tænkning.
”Vi plejede at sige, at vi ville have syn for sagen. Nu bruger vi i stedet Google til at få afklaret en sag. Når vi har et spørgsmål, eller to venner skal afgøre, hvem der har ret, så tyr vi ofte automatisk til Google. Vi bruger altså Google som et udgangspunkt for, hvad der er sandt, selvom vi ved, at internettet kan være misledende, ligesom vores eget syn kan være det. Gennem internettet får vi adgang til færdigpakket information, som en søgemaskine bestemmer for os. Det er hurtigt at tilegne sig Google-viden, men også meget passivt, så medmindre vi kombinerer det med aktiv refleksion, kan det være en kilde til ekstrem misinformation,” siger han.
Det er ikke i sig selv noget nyt, at der opstår uenighed om værdier og fakta i et samfund, men internettet har øget både den styrke og den måde, som kampen om sandheden foregår på, vurderer Michael P. Lynch:
”Spørgsmålet om, hvem der har ret, og hvilke kilder vi kan basere vores kendsgerninger på, er en gammel filosofisk gåde. Det er en kamp, der tager til, når vi oplever store samfundsmæssige eller videnskabelige forandringer som for eksempel under Reformationen eller oplysningstiden og også i dag. Normalt debatterer vi værdier på baggrund af nogle givne kendsgerninger, men når vi befinder os i en opbrudstid som nu, så flytter debatten sig til, hvad der overhovedet er kendsgerninger.”
”Problemet med den slags debatter er, at hvis jeg først begynder at sætte spørgsmålstegn ved dine kilder, så er det meget svært for dig at forsvare dem uden at bruge kendsgerninger fra andre lignende kilder. Hvis du for eksempel bruger videnskab til at underbygge dit argument om klimaforandringer, vil det ikke overbevise en person som mig, hvis jeg ikke stoler på videnskabelige beviser. Eller hvis jeg er overbevist om, at præsident Donald Trump har ret, når han siger, at pressen er fuld af løgn, vil jeg ikke nødvendigvis synes, det er en dårlig ting, at min præsident lyver over for pressen. Jeg vil mene, at han ikke er forpligtet til at tale sandt til folk, som selv spreder løgne.”
Bliver internettet alene en arena for den kamp, eller ændrer det ved selve den måde, vi kæmper om sandheden på?
”Internettet øger ikke alene farten, hvorved vi har adgang til information – det gør os samtidig til individuelle kuratorer udi information. Vi kan bruge internettet til at udvælge og sammensætte vores egen information. De, der benægter klimaforandringer og ser på pressen som løgnagtige, griber ikke deres holdninger ud af den blå luft. De vil mene, at de har undersøgt sagerne og har fundet belæg for deres synspunkter på internettet. For med internettet kan vi alle skabe vores egne informationsbobler. En del af den proces er, at vi vælger bestemte kilder og beslutter os for, at de er pålidelige. Dermed har vi mindre tillid til folk, der får deres information fra andre kilder. Nu, hvor vi ser falske nyheder og propaganda komme ud af Det Hvide Hus, og amerikanere, der er splittet for og imod Trump, står det klart, at det amerikanske folk lever i forskellige digitale bobler og dermed i forskellige virkeligheder,” siger han.
Disse forskellige virkeligheder undergraver ikke alene tilliden mellem befolkningsgrupper, men undergraver også den form for ræsonnement, som mennesker normalt bruger til at filtrere absurde og vilde påstande, når de forholder sig til et væld af informationer, mener filosoffen:
”Debatten om, hvad der overhovedet er fakta, er med til at skabe generel mistillid i samfundet. En af følgerne af misinformation og propaganda er, at folk bliver forvirrede. Selvom et flertal i befolkningen ikke tror på falske nyheder, er der nogen, der tænker, ’måske er der noget om det’. Så snart det hører til det muliges domæne, øges folks mistillid til al information. De ved ikke længere, hvad de skal tro, og det bliver meget lettere at fortælle dem, hvad de bør tænke. Det er sådan, ophavsmændene til konspirationsteorier arbejder som dem, vi nu ser på den yderste højrefløj i USA. Et eksempel er nynazisten Alex Jones, der har sit eget radioprogram, som præsident Donald Trump lytter til. Formålet med den slags propaganda er at få folk til at tvivle på, om der overhovedet findes en objektiv sandhed. Det er en farlig glidebane.”
Og hvordan vi vurderer de kilder, vi får information fra, bliver også påvirket af, hvilken type digitale platforme vi benytter, påpeger han:
”Et enormt stort antal amerikanere får deres nyheder gennem sociale medier. Men et medie som Facebook er designet til at skabe digitale relationer mellem folk. Det er ikke skabt til at formidle faktuel information, sådan som nyhedsmedier er. Tænk på de valg, du har, når en person deler en historie. Vi kan vende tommelfingeren op eller ned, og nu kan vi også reagere ved hjælp af humørikoner, så vi kan smile, græde og være vrede. Det er en form for følelsesmæssig selvudfoldelse, men det er ikke en bedømmelse af, om det, der bliver delt, er sandt. Vi bruger platforme som Facebook til skabe relationer til folk som os selv – det, vi kunne kalde vores egen stamme – og som sådan er de sociale medier meget effektive. Men de er ikke skabt til at bringe faktuel information, og derfor står vi med et problem, når de bliver brugt som kilder til nyheder.”
Facebook har forsøgt at tage nye værktøjer i brug i kampen mod falske nyheder, men du mener også, at vi selv bør tage ansvar og bruge de sociale medier på en anden måde?
”Tænk på forskellen, hvis du deler en historie med mig, og jeg kunne vælge imellem at sige, at den med stor sandsynlighed er sand, at den med stor sandsynlighed ikke er sand, eller at jeg har brug for mere information. Det ville skabe en radikal anderledes dynamik. Facebook skal have ros for at forsøge at tackle dette problem, og jeg tror, de fuldt ud er klar over, at deres platform ikke bliver brugt af folk til det formål, Facebook blev designet til. Men i stedet for at bruge strategier, der involverer redigering eller markering af indhold, ville det være bedre, hvis Facebook var åbne om begrænsningerne i deres produkt,” siger Michael P. Lynch.
Er det overhovedet muligt at bevare præmissen om, at der er en objektiv sandhed i en tid, hvor kampen om sand- heden bliver formet af og udspiller sig på internettet?
”Internettet er i høj grad blevet en blodig kampplads for, hvad der er sandt. Og i den forstand er det væsentligt at stille spørgsmålet, om begreber som sandhed og objektivitet har udspillet deres roller. Mit svar er, at vi huske på, at sandhed aldrig bliver perfekt realiseret eller udtrykt. Meget få mennesker formår at være moralsk perfekte. Men derfor skal vi stadig stile efter at være gode mennesker – at være omsorgsfulde, venlige og hjælpsomme.”
”Det samme gælder, når vi søger efter viden. Selvom det er uden for vores menneskelige evne at finde viden, vi med absolut sikkerhed kan sige er sand, så betyder det ikke, at vi skal opgive kampen om at komme tættere på sandheden. Det kræver, at vi gør os umage og ikke alene er passive. At vi tager ansvar for os selv og tænker kritisk. Rent praktisk kunne det betyde, at vi forsøger at bryde ud af vores digitale bobler og tale med folk med forskellige synspunkter. At vi ikke nødvendigvis hurtigt lægger os fast på en holdning, selvom internettet gør det muligt. Og at vi på sociale medier tænker på strømmen af historier i vores feed i termer som troværdig eller ikke-troværdig og ikke alene reagerer med følelser,” siger han.
Du forsker i, hvorfor sund fornuft og rationalitet er vigtige ingredienser i et levedygtigt demokrati, så hvor står du i forhold til internettet? Er internettet alt i alt et redskab, der hjælper eller truer vores demokratier?
”Her og nu mener jeg, at internettet i højere grad er en trussel. Men det skal forstås i den kontekst, at enhver måde, hvorpå vi kan opnå viden eller få adgang til information på, ikke i sig selv kan kaldes god eller dårlig. Det afhænger af, hvordan vi bruger den. Lige nu bruger vi digitale platforme, så det øger fragmenteringen i samfundet, og det kan være en alvorlig trussel mod demokratiet.”
”Samtidig har vi nu aktører inden for og uden for statsmagten, som udnytter, at sociale medier er platforme, hvor vi udfolder vores følelser snarere end at stræbe efter viden. Donald Trumps tweets har jo ikke til formål at informere om politik, men at bygge en skare af ligesindede. Det handler ikke om, hvorvidt præsidentens tweets er sande eller falske, men om at udtrykke solidaritet med hans vælgerskare og mobilisere dem. Så længe følelser og impulser dominerer vores brug af internettet i stedet for refleksion og sund fornuft, vil det være et problem for demokratiet,” siger den amerikanske filosof og forfatter.
