Intet er normalt i Frankrig længere

Frankrig er ikke kun delt mellem land og by, nationalister og globalister, men er et stærkt fragmenteret land med spændinger og uenighed på kryds og tværs. Det trækker spor helt op til præsidenten, der modsat tidligere ikke kan regne med et flertal i parlamentet, skriver Frankrig-kender Dan Tschernia

Intet er normalt i Frankrig længere
Foto: Morten Voigt.

Der var reception på den franske ambassade i København søndag den 10. maj 1981. De havde sat en parabolantenne op på taget og kunne modtage tv direkte fra Frankrig. Vi skulle se, om den borgerlige præsident Valéry Giscard d’Estaing blev genvalgt eller afløst af socialisten François Mitterrand. Det blev Mitterrand.

Diplomaterne spærrede øjnene op – for første gang i den femte republiks historie vandt en socialist præsident- valget. Det var lige så epokegørende som det valg, franskmændene oplevede i går. Ambassadøren – Pierre Gorce – sagde stilfærdigt dengang i 1981: ”La France reste la France” – ” Frankrig forbliver Frankrig”. Det fik han ikke helt ret i.

Mitterrand decentraliserede sit land, lod kulturlivet blomstre, ny smuk arkitektur opføre i Paris og moderniserede en del af administrationen. Men samtidig blev kimen lagt til de konflikter, der prægede gårsdagens præsidentvalg: Gamle industrier lukkede, landsbyerne blev affolkede, afstanden mellem land og by blev større, og de sociale spændinger i indvandrerkvartererne voksede. Der var terrorattentater i Paris og partiet Front National, der var grundlagt ni år tidligere af nazistiske og fascistiske grupper, blev stærkere.

Frankrig, som tiltrækker besøgende fra hele verden med sin vidunderlige natur, mad, vin, kultur og luksus, har i mere end tredive år haft det skidt. Store dele af befolkningen mener ikke, den har en høj livskvalitet. Den oplever stigende arbejdsløshed, en dalende levestandard og frygter terrorangreb. Mange synes, det er blevet et helt andet land og savner gamle dage. Derfor stiger Front Nationals stemmetal valg for valg. Partiet lover at skrue tiden tilbage til dengang, man havde en Gauloise i mundvigen og en baguette under armen.

Den nye præsident må skynde sig at få bragt Frankrig på fode. Befolkningen vil se resultater i form af højere købekraft, lavere arbejdsløshed og en ny stil blandt de folkevalgte. De er dødtrætte af politikere, der beriger sig på statens regning, forsømmer det parlamentariske arbejde eller overtræder lovene. Mistilliden til de traditionelle partier er høj. Derfor fik outsiderne Le Pen, Macron og venstrepopulisten Mélenchon medvind i år. De lovede at revolutionere landet.

Trods valgresultatet i går bliver der ikke revolution i dag. Det er helligdag – 8. maj er årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig. Hollande, der er præsident nogle dage endnu, nedlægger, ledsaget af sin efterfølger, kranse ved den ukendte soldats grav under Triumfbuen og ved statuen af Charles de Gaulle. Han når også lige at udnævne et par gamle modstandsfolk til medlemmer af den fornemme Æreslegion.

Normalt ville der på sådan en dag være roligt i Paris, men modstanden mod den nye præsident er så stor, at der formodentlig bliver demonstreret andre steder i byen ligesom i sidste uge, hvor maskerede og sortklædte demonstranter kastede molotovcocktails mod politiet, fordi de ikke brød sig om de to kandidater.

Demonstrationer og strejker er en del af den franske hverdag – folk er vant til, at metroen ikke kører, flytrafikken lammes, lægerne strejker ligesom apotekerne, politiet, gymnasieeleverne og de studerende gør det. Alle samfundsgrupper udtrykker utilfredshed med samfundet gennem strejker og demonstrationer. I Danmark påvirkes politikerne næsten ikke af den slags. I Frankrig skræmmer sporene fra diverse revolutioner, og man kan ændre landets politik ved at nedlægge arbejdet og marchere vredt gennem Paris.

Lige nu siger mange, at Frankrig er delt i to – de store byer og de små landsbysamfund. Macron appellerede til byerne – Le Pen til flækkerne. Men landet er endnu mere fragmenteret. Fagforeninger med forskellige politiske og religiøse orienteringer kan for eksempel ikke enes om, hvornår, hvordan og hvor længe, der skal strejkes. Det er svært at skabe stabile arbejdsmarkedsaftaler under de forhold. Dertil kommer en ældgammel skillelinje mellem de politiske og intellektuelle venstre- og højrefløje. Den indadvendte, intolerante nationalisme mod åbenheden over for andre lande og kulturer. For tiden er det højrefløjen, der dominerer billedet.

Tv-serien ”Borgen” er populær i Frankrig. De tror, det er den skinbarlige virkelighed og rejser til Danmark for at nærstudere os og finde ud af, om vores samfundsmodel er noget for dem. Jeg har selv modtaget sådan en gruppe, der troede, de var kommet til paradis.

Det var de måske også, for hos dem er forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere meget formelt. Mange får for eksempel karakterer af deres chefer, ligesom da de var børn og gik i skole. Jeg har haft franske kolleger – dygtige, kloge, voksne mennesker – der stolt eller bedrøvet fortalte mig om deres ”notations” – karakterer.

Det gælder også præsidenten. Om en uges tid får den nyvalgte præsident sin første karakterbog af meningsmålingsinstitutterne.

Hollande troede, han ligesom hovedpersonen i ”Borgen” kunne opføre sig frit og uformelt. Han lod sig interviewe af journalister fra avisen ”Le Monde”. Det blev til bogen ”En præsident burde ikke sige dette”, hvor han åbenmundet karakteriserer andre politikere og afmystificerer sin egen embedsførelse. Men den gik ikke. Han blev for ”almindelig”, og det ødelagde definitivt muligheden for genvalg. Han dumpede. Præsidenten skal være ”præsidentiel” – det vil sige majestætisk, nobel, reserveret og højt hævet over alle andre.

Der er valg til Nationalforsamlingen den 11. og 18. juni. Ved anden valgrunde bliver der lokalt dannet ”republikanske fronter”– steder, hvor Front National dominerer. Partier, der bekender sig til den demokratiske republiks idealer om frihed, lighed og broderskab, og som ellers er hinandens modsætninger, slår sig sammen for at forhindre valget af Front National-politikere, der anses for at være udemokratiske og urepublikanske.

Normalt sikrer vælgerne præsidentens parti flertal i Nationalforsamlingen. Men intet er normalt i Frankrig lige nu.

Den nye præsident risikerer at skulle regere sammen med et parlament, der vil noget helt andet. Sker det, bliver landet politisk lammet og præget af et folkeligt raseri. Det vil næppe skabe velstand og skønhed. På værste vis vil det få ”Frankrig til at forblive Frankrig”.

Dan Tschernia er tidligere tv-direktør og har desuden været kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris.