Tager man toget fra den tyske hovedstad, Berlin, som sitrer af vokseværk under de evigt arbejdende kraner, og drager sydpå til delstaten Sachsen, får man blik for, hvorfor mange mennesker i det tidligere DDR føler sig tilsidesat og glemt. Tomme stations- bygninger, fabrikker og ejendomme med smuldrende facader og sønderslåede vinduer farer forbi toget i skumringen udenfor. Som furede, tandløse ansigter, der har set for megen dårligdom.
Sachsen har fostret den tyske romantik og dermed en stor del af den tyske identitet. Sachsen er tyskernes foretrukne kulturrejsemål i Tyskland. Her udfoldede Reformationen sig, og den saksiske hovedby, Dresden, er kendt verden over som Elbens Firenze. Men delstaten har også lidt under 40 års DDR-diktatur, og de ”blomstrende landskaber”, som genforeningskansleren Helmut Kohl optimistisk spåede om efter Berlinmurens fald for 30 år siden, er mestendels ukrudt på ruiner. Sådan føles det i hvert fald for fru Wolf, en 62-årig pensioneret laboratorium-assistent fra byen Riesa ved Elben, der ligesom mange andre østtyskere ikke vil oplyse sit fulde navn.
”Man hører altid parolen om, at vi er nogle jammer-Ossis,” siger fru Wolf og henviser til en udbredt fordom mod østtyskere, Ossis, blandt vesttyskere.
”Men de ved ikke, hvordan det er at leve her. Vi er flittige mennesker, vi er stolte af vores saksiske kultur. Men vi har mistet arbejdspladser, min bror kan ikke finde arbejde. De unge, der tager en uddannelse i Vesten, bliver der. Vi er ofte angst for frem-tiden. Vi tænker på, hvor pengene skal komme fra,” siger hun.
Riesa var engang Sachsens industrielle hjerte, men med Berlinmurens fald – ”die Wende” (systemskiftet), som især østtyskerne siger – lukkede stålindustrien, arbejdsløsheden steg, og byen mistede godt en tredjedel af sine indbyggere, som benyttede den nyvundne frihed til at flytte vestpå. Ingen af de traditionelle politiske partier gør ret meget for at forbedre vilkårene, mener fru Wolf.
Så når hun og de øvrige østtyskere i delstaterne Sachsen og Brandenburg i morgen går til valg, vil hun for første gang sætte sit kryds ved det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD). Det er hun ikke ene om. Det kun seks år gamle indvandringskritiske parti har opnået uhørt stor succes i det tidligere DDR og står til at vinde jordskredssejre i begge delstater.
Sachsen har samtidig gjort sig bemærket med brandangreb på asylcentre og fremkomsten af den islamkritiske Pegida-bevægelse de senere år. Har højrenationalismen et særligt tag i sakserne?
For fru Wolf er det snarere et spørgsmål om at være konservativ. Hun har stemt på det kristeligt demokratiske CDU siden genforeningen, men under forbundskansler Angela Merkel er partiets konservative værdier blevet udvandet, mener hun.
”Vi bliver nødt til at tage os af vore egne problemer, inden vi kan hjælpe andre,” siger fru Wolf med henvisning til, at Tyskland siden 2015 har taget imod mere end en million asylansøgere.
Følelsen af at være blevet glemt får også den 74-årige Peter til at stemme på det højrenationale parti.
”Jeg stemmer kun på dem i protest. De andre partier er fulde af sludder,” siger han.
”De glemmer os i fem år, og så kommer de her lige inden valget. AfD vil i det mindste gøre noget for folk. De kommer og lytter til os. Om de kan gøre det bedre, er et andet spørgsmål,” siger den pensionerede østtysker, som har arbejdet i søfartsbranchen i 50 år.
Tager man 40 kilometer op ad Elben til delstatshovedbyen Dresden, finder man imidlertid et ganske andet Sachsen. I sidste weekend demonstrerede 40.000 indbyggere i Dresden mod de højrenationale kræfter under mottoet ”Solidaritet i stedet for udstødelse”. Mange af demonstranterne har rod i Dresden Neustadt, en bydel nord for centrum kendt for sine graffitimalede spillesteder, økobutikker og store opbakning til det progressive miljøparti De Grønne.
Beate Erler, en 36-årig selvstændig journalist og grøn kernevælger, sidder på en sol-beskinnet bænk i kvarteret og ruller sig en cigaret. Hun identificerer sig med Dresden Neustadt, et mikrokosmos, hvor mennesker, der er imod AfD og Pegida, er mere tilbøjelige til at bo, som hun siger.
”Hvad det vil sige at være saksisk, kan jeg ikke sige, for jeg ikke er så patriotisk anlagt,” siger Beate Erler, som er sig bevidst, at ”Sachsen ofte fremstilles meget negativt”.
”Jeg støder på mange fordomme, og jeg ærgrer mig, når jeg læser om det angiveligt brune Dresden. Dresden er en farverig by, og mange mennesker forsøger at korrigere det vidt udbredte billede,” siger hun og bruger det tyske ord ”bunt”, et kernebegreb i den tyske kulturkamp, som ikke blot betyder farverig, men også etnisk mangfoldig.
Venstrefløjen i Sachsen har imidlertid også været arrogant og har begået fejl, betoner Beate Erler.
”Da Pegida begyndte at demonstrere, vidste de færreste, hvem de var, og hvad de stod for. Mange sagde blot, at de alle var nazister. Man var ikke villig til at lytte til dem. De blev simpelthen bare placeret i det brune hjørne. Så er det desværre ikke overraskende, at de vokser. Det er vigtigt at lytte til disse mennesker i stedet for at sige, at de bare er en flok gamle og forvirrede mænd. Så bevæger man sig på nøjagtigt det samme niveau som dem,” siger hun.
I centrum af det gamle Dresden syd for Neustadt løfter Jan Donhauser, formand for CDU’s parlamentariske gruppe i byrådet i Dresden, sin fadøl til en skål med avisens udsendte. Ikke at der er så meget at skåle på. CDU, som har regeret Sachsen siden genforeningen i 1990, står til at miste helt op til 10 procent af sine stemmer og får skarp konkurrence fra AfD. Det erklærede kristeligt demokratiske princip om at holde højrenationalisterne uden for politisk indflydelse klinger stadig mere hult.
”Vi saksere er først og fremmest gemytlige, vi kan godt lide harmoni og er normalt ikke stridbare. Vi er overvejende konservative, flittige mennesker og stolte af det, vi har frembragt,” siger han og henviser blandt andet til, at Sachsen fra 1700-tallet var en af Europas førende industriregioner, og at delstatens økonomi siden årtusindeskiftet er vokset med mere end 30 procent, en af de højeste BNP-vækstrater i de 16 tyske delstater.
Samtidig hersker der blandt mange saksere en følelse af at blive rendt over ende. Sachsen og de fire øvrige tidligere DDR-delstater samt Berlin bliver stadig kaldt for ”de nye forbundslande”. Først i 2007 fik Sachsen en ministerpræsident, som var fra øst. Det samme gør sig gældende i kulturlivet, hvor vesttyskere – Wessis – efter genforeningen overtog de tungeste poster. Sidste år vakte det kritik, da en udstilling på Albertinum, Dresdens museum for samtidskunst, ikke præsenterede et eneste værk fra DDR-tiden. Stoltheden over den saksiske kultur hænger derfor sammen med en følelse af at blive forfordelt og en frygt for at miste det, man har, mener Jan Donhauser. Følelser, som især blev forstærket med flygtningekrisen.
”Mange saksere fik det indtryk, at staten ikke havde situationen under kontrol,” siger han og understreger, at følelserne ikke er taget helt ud af det blå.
Der er for eksempel mangel på skolelærere i Sachsen, og pensionister i øst får fortsat mindre i pension end deres landsfæller i vest.
”Det fører alt sammen til den udbredte tese, at politikerne hellere giver penge til flygtninge end tager sig af deres egne,” siger han.
Offer-tankegangen er særligt rodfæstet i mange Dresden-borgere. Fra vores værtshusbord har vi udsigt til Dresdens ældste kirke, Kreuzkirche, der sammen med stort set hele den gamle barokke bymidte blev sønderbombet af de allierede fra den 13. til den 15. februar 1945. Omkring 25.000 mennesker mistede livet, og ingen dato er vigtigere i byens kollektive erindring. Spørger man deltagerne ved Pegida-demonstrationerne, som har fundet sted på det gamle torv Altmarkt ved siden af kirken siden 2014, sætter mange et ekstra nul bag på tabstallet og giver gerne et mini-foredrag om, at bombningerne var unødvendige krigsforbrydelser mod Dresdens befolkning.
Det gamle torv og Kreuzkirche indtager imidlertid også en anden, mere heroisk rolle i saksernes selvforståelse. Kirken blev i løbet af 1980’erne samlingssted for alle typer modstandere af DDR-regimet og spillede dermed en betydningsfuld rolle i den fredelige revolution i 1989.
Revolutionen er ikke blot en del af den tyske erindring, men har 30 år efter også udviklet sig til en politisk brik i den østtyske kulturkamp. Selvom de fleste ledende AfD-politikere kommer fra vest, fører Alternativ for Tyskland valgkamp i de østtyske delstater med sloganer som ”Vollende die Wende jetzt!” (Fuldend systemskiftet nu!). Underforstået: Murens fald førte ikke til den frihed og velstand, som de fredelige demonstranter risikerede deres liv for, og kun AfD kan gøre arbejdet færdigt.
Plakaterne får den protestantiske præst Bernd Oehler til at knytte næven og skære ansigt i arrigskab.
”Det er en total fordrejning af historien,” siger han om AfD’s forsøg på at gøre sig til arvtager af revolutionen.
Den 59-årige præst i St. Afra Sogn i middelalderbyen Meissen mellem Dresden og Riesa var selv engageret i den kirkelige modstandskamp forud for Murens fald. I dag er han formand for et forbund, der arbejder med integration af flygtninge, og han har fået dødstrusler på grund af sin kirkelige aktivisme. Som i det saksiske samfund i øvrigt har flygtningespørgsmålet drevet en kile ned gennem hans menighed. Det hænder, at nogen forlader gudstjenesten under en prædiken eller ikke vil give ham hånd bagefter, men hans flygtningevenlige holdning har ikke ført til medlemsflugt, fortæller han.
”Sachsen er forbundet med venlighed, med empati. Men der findes også en anden, mere dyster side, som især kom frem med flygtningestrømmen,” siger han og tilføjer, at hans egne erfaringer med ikke-voldelig modstand forud for Murens fald i dag har ”eksistentiel betydning” for hans virke.
”Revolutionen skal minde os østtyskere om vigtigheden af ikke-voldelig konfrontation, af at have mod til at handle på egen hånd i en tid, hvor vi oplever menneskefjendtlige tendenser. Jeg er blevet angrebet af højreorienterede, som sagde, ’hvad bilder du dig ind at blande dig, du er fra kirken, du er i mindretal’. Jeg svarede, at heller ikke under DDR var jeg optaget af, om jeg var i mindretal,” siger han.
Revolutionen skal også lære østtyskerne nødvendigheden af at modnes demokratisk, mener Bernd Oehler. Under det ateistiske DDR-regime var den protestantiske kirke i Sachsen en tolereret minoritet, der talte cirka 20 procent af samfundet. I kirken fandt Bernd Oehler et frirum, hvor man kunne tale relativt frit.
”Vi beskæftigede os meget med spørgsmålet om, hvordan vi kunne forblive os selv i et totalitært samfund. Men vi var en minoritet, og min analyse er, at en vis andel af det store flertal, en vis gruppe mænd i min egen alder, aldrig har vænnet sig til den nye frihed. Det gik for stærkt med tilpasningen til det vesttyske demokrati. Man gik fra et totalt sikkerhedssystem til, at det hele styrtede sammen. Der er mennesker her, som efter min bedste overbevisning aldrig er blevet politisk voksne, og som stadig længes efter en stærk leder,” siger han med henvisning til de højrenationale bevægelser.
Alternativ for Tyskland har flere gange kritiseret tyske kirkeledere for at markere sig til fordel for en liberal flygtningepolitik og som modstandere af islamkritiske røster. Men for Bernd Oehler handler kampen mod nationalisme og for et tolerant Sachsen om selve den kristne tro.
”Jeg vil ikke opgive den frihed, jeg har tilkæmpet mig gennem fredelig modstand i DDR, til fordel for en billig, nationalistisk bekendelse, som ikke længere er kristelig. Jesus er ingen nationalhelgen, han er verdens herre,” siger han.