Iowa vedtager USA’s mest restriktive abortlov

Den lovgivende forsamling i delstaten i Midtvesten vil forbyde de fleste aborter efter seks uger

Politikerne i den amerikanske delstat Iowa har vedtaget USA's mest restriktive abortlov. Her demonstrerer foreningen Planned Parenthood, der går ind for abort, inden et møde om et forslag om at tage den økonomiske støtte fra foreningen i staten. Billedet er fra januar 2017.
Politikerne i den amerikanske delstat Iowa har vedtaget USA's mest restriktive abortlov. Her demonstrerer foreningen Planned Parenthood, der går ind for abort, inden et møde om et forslag om at tage den økonomiske støtte fra foreningen i staten. Billedet er fra januar 2017. Foto: Zach Boyden-Holmes/AP/Ritzau Scanpix.

Det skal være ulovligt at få en provokeret abort, efter at fosterets hjertelyd kan opfanges, hvilket sker ved omkring seks uger. Det mener politikerne i den socialt konservative midtvestlige delstat Iowa, der har vedtaget USA’s hidtil mest restriktive abortlov.

Loven, der blev vedtaget af begge kamre i Iowas lovgivende forsamling, er nu sendt til guvernøren til underskrivelse. Guvernøren, republikaneren Kim Reynolds, der beskriver sig selv som 100 procents abortmodstander, har endnu ikke tilkendegivet, om hun vil underskrive loven.

Fortalere for abortretten siger, at lovforslaget de facto vil ulovligøre provokeret abort i Iowa, idet de færreste kvinder opdager, at de venter sig på et så tidligt tidspunkt i graviditeten. Politikerne bør ikke træffe sådanne beslutninger på kvinders vegne, argumenterer delstatens demokratiske mindretal.

”Det er på tide, at Republikanerne holder op med at foregive at være læger og stopper med at bruge en magtposition til at chikanere, kontrollere og underkende kvinder i Iowa,” sagde eksempelvis demokraten Joe Bolkcom, da forslaget var til debat i Iowas senat tidligere på ugen.

Det republikanske flertal bag loven mener imidlertid, at det er funderet i både moral og videnskab.

”Vi er i live, når vores hjerter begynder at slå, og vores liv er slut, når hjertet stopper,” siger republikaneren Dawn Pettengil til CBS News.

Bliver den såkaldte hjertelydslov indført i Iowa, vil den med sikkerhed blive afprøvet ved en forbundsdomstol, der skal tage stilling til, om den krænker den vidtgående ret til provokeret abort, som har været gældende for amerikanske kvinder siden den skelsættende højesteretsafgørelse Roe versus Wade i 1973.

Republikanske lokalpolitikere har sammen med anti-abortaktivister i årevis forfulgt en strategi, der går ud på at vedtage stadig mere restriktive love i håb om, at en eller flere vil anspore Højesteret til igen at tage stilling til den grundlæggende ret til abort. Præsident Donald Trump har lovet at udnævne socialt konservative dommere til både forbundsdomstolene og til Højesteret, og det har givet abortmodstandere blod på tanden.

Republikanerne lægger da heller ikke skjul på deres hensigter.

”Videnskab og teknologi har udviklet sig betragteligt siden 1973. Det er på tide, at Højesteret giver sit besyv med i spørgsmålet om liv. Det har taget årtier for videnskaben at hale ind og bekræfte det, som mange hele tiden har ment: at fosteret er en baby,” sagde republikaneren Shannon Lundgren under debatten tidligere på ugen.

Konkret vil lovforslaget påbyde enhver kvinde, der ønsker en provokeret abort, at få en ultralydsscanning med det formål at spore hjertelyd. Hvis en hjertelyd kan opfanges, vil kvinden blive nægtet en svangerskabsafbrydelse. Lovforslaget indeholder undtagelser for nogle af de tilfælde, hvor graviditeten skyldes voldtægt eller incest, og hvor kvindens liv er i fare.

Flere delstater har vedtaget lignende love i de seneste år, omend Iowas er den hidtil mest restriktive.