Da Islamisk Stats krigere kom susende over de gulsvedne irakiske stepper på ladet af firehjulstrækkere i sommeren 2014, var deres besked til den kristne del af befolkningen ikke til at tage fejl af. Konverter til islam eller dø. Mens kristne og andre af Iraks religiøse mindretal flygtede i panik, spildte IS ikke tiden og begyndte øjeblikkeligt at markere kristne familiers ejendomme med det arabiske bogstav nun, der står for ordet nasrani (kristne).
For ligesom IS tillod at spilde kristnes blod med den begrundelse, at de er vantro, tillod – og endda fremskyndede – IS også at inddrage deres ejendomme. For i kalifatet var der ingen plads til andre religioner end islam.
I dag råder Islamisk Stat ikke længere over et geografisk sammenhængende område, og bogstaverne på husmurene er for længst visket bort. Men store dele af Iraks kristne befolkning spørger alligevel stadig sig selv, om der reelt er plads til kristne og kristendom i landet. For kristne er det svage led, klemt mellem shia- og sunni-muslimer.
I løbet af de seneste 18 år er den kristne befolkning skrumpet fra halvanden million til omkring 150.000-200.000. Og en dybdeborende kortlægning foretaget af organisationen Arij, Arabiske Reportere for Undersøgende Journalistik, viser, at kristne familier stadig tvinges fra hus og hjem og føler sig som udsatte andenrangsborgere i et muslimsk domineret land. Spørgsmålet er, om der overhovedet er plads til Iraks resterende kristne befolkning i oldtidens Mesopotamien.
Frygten for shia-militserne
Nevin, en kristen kvinde fra Nineveh-provinsen, der nu bor i en særlig lejr i Bagdad og ikke tør stå frem med fuldt navn, mener ikke, at kristne har nogen fremtid i Irak.
”Kristne har ingen rettigheder og flygter af frygt for deres sikkerhed. Selv her i Bagdad forfølges kristne. Især de familier, der har penge,” siger hun.
Mens al-Qaeda og Islamisk Stat stadig er til stede som undergrundsbevægelser, er de kristnes dagligdag nu især præget af iranskstøttede shia-militser. Disse militser tog del i kampen mod IS, og efter at have sejret er det nu dem, der sørger for sikkerheden i store dele af hoved-staden, Bagdad, og områderne ved byerne Qaraqosh og Bartella uden for Mosul, hvor mange kristne bor.
På overfladen bryster shia-militserne sig af at have reddet de kristne fra Islamisk Stats terror. Men under overfladen gemmer sig ubehagelige oplevelser, der er med til at terrorisere den kristne befolkning.
I et interview med det amerikanske medie American Jesuit Review beskriver en række anonymiserede kristne fra Bartella, hvordan shia-militserne især går efter kristne butiksejere. De kræver penge i form af bestikkelse, når kristne skal åbne en butik, og de kræver det samme, når kristne importerer varer udefra, fortæller vidnerne til American Jesuit Review.
I 2003 var 95 procent af Bartellas befolkning kristne. I dag er flertallet i byen shia-muslimer.
”Helt ærligt, hvis de havde muligheden, ville de tage alt fra os. Hvis de angriber, vil de gøre mere skade, end IS gjorde,” siger en af de kristne, der bruger dæknavnet Amjad, om shia-militserne.
I sin undersøgelse af, hvordan kristne familier frarøves ejendomme, er Arij stødt på flere tilfælde, hvor episoderne finder sted i områder, der kontrolleres af shia-militser. De kristne familier ved, hvem det er, der har snydt sig til ejendommene via dokumentfalsk, men er bange for at stå frem, fordi de frygter for følgerne.
I januar 2020 blev fire kristne volontører fra den katolske nødhjælpsorganisation SOS Chrétiens d’Orient kidnappet i Irak. Ingen gruppe tog ansvar for handlingen, men rygtet var, at en af de shia-muslimske militser med tilknytning til Iran stod bag. Dels fordi de ikke blev henrettet, som Islamisk Stat ville have gjort, og dels fordi, deres løsladelse to måneder senere først blev muliggjort, da Frankrig officielt meddelte, at man ville trække sine 200 resterende soldater ud af Irak. Siden nedkæmpelsen af Islamisk Stat har Iraks shia-militser officielt ført kampagne mod vestlige soldaters tilstedeværelse i Irak.
Social kontrakt er brudt
Den kaldæiske kirkes ærkebiskop i byen Erbil, Bashar Warda, beskriver i et interview til mediet Christianity Today den vanskelige situation, som Iraks kristne befinder sig i.
”I 1400 år var der en slags social kontrakt: Islam er nationens religion, og vi er bogens folk. Men vid, at islam er Guds ærede religion, hvilket betyder, at vi er nummer to. I Koranen står der, at der ikke er lighed mellem dem, der tror på islam, og dem, der ikke gør. Vi er de mennesker, der skal ’beskyttes’,” siger han.
Ærkebiskoppens pointe er, at kristne i et muslimsk land kun kan eksistere på det muslimske flertals betingelser. Og i Iraks tilfælde er det som andenrangsborgere. Islamisk Stat drev dette ulige bånd til det ekstreme ved at forfølge alle kristne. Men det skuffer især ærkebiskoppen, at fænomenet Islamisk Stat ikke har medført nogen synderlig selvransagelse. Den muslimske overlegenhedskultur eksisterer stadig.
”Når jeg taler med imamer, siger de, at IS ikke repræsenterer islam. De siger: vi var værter for dig. Men ingen har sagt, vi er kede af det, de gjorde i Allahs navn. Det kunne bidrage til, at historien ikke gentager sig,” siger Bashar Warda til Christianity Today.
Da Islamisk Stat erobrede store landområder i Irak, var det ofte de kristne familiers muslimske naboer, og ikke kun IS-krigere, der fordrev de kristne og tog deres ejendomme. Det sendte chokbølger gennem det kristne mindretal. I dag er det kriminelle bander, der gør det. I andre tilfælde paramilitære grupper med direkte tilknytning til landets mest magtfulde shia-muslimske politiske partier og nabolandet Iran. Med eller uden Islamisk Stat lever Iraks kristne befolkning under særdeles trange kår.