Dramaet i grænselandet mellem Belarus og Polen tog mandag en ny drejning, da de irakiske myndigheder ifølge Euronews lovede, at man fra på torsdag vil begynde at flyve strandede migranter, der selv ønsker det, tilbage til Irak.
Og kort tid efter var det så den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenkos tur til at proklamere, at han nu vil arbejde på at sende migranterne fra primært Mellemøsten tilbage til deres hjemlande. I hvert fald, hvis de selv har opgivet drømmen om at komme ind i EU.
”Der er igangsat en aktiv indsats for at overbevise folk om at tage hjem, men ingen ønsker det,” lød det mandag fra Lukasjenko ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig truede den belarusiske præsident med, at migranterne risikerer at havne i Tyskland, hvis ikke Polen medvirker til at skabe en såkaldt humanitær korridor på grænsen mellem Belarus og EU.
”Vi ville kunne sende dem til München med vores egne fly om nødvendigt,” lød beskeden fra Minsk.
Migranter og asylansøgere fra blandt andet Irak er de seneste uger blevet en stadigt mere prekær brik i det diplomatiske forhold mellem EU, Polen og Litauen på den ene side og Belarus og Rusland på den anden. EU har beskyldt Belarus og Lukasjenko for at udnytte migranterne i et ”hybridangreb” som hævn for sanktioner mod landet, og samtidig har en række medier meldt om kaotiske scener på grænsen mellem Belarus og Polen, hvor kombinationen af kulde, desperation og massiv militær tilstedeværelse har skabt en tilspidset situation.
Men hvordan er det egentlig gået til, at et område i Belarus’ hovedstad, Minsk, pludselig er kendt som ’Lille Bagdad’, og at grupper af mennesker fra især Mellemøsten nu igen vandrer på de europæiske veje?
”Jeg har hørt, at situationen ikke er god i Belarus, men jeg er nødt til at tage af sted, for det er umuligt at leve her. Ingen mulighed for at arbejde, ingen menneskerettigheder, ingen lighed og retfærdighed, intet at glæde sig over overhovedet,” fortalte 20-årige Amer Karwan, der netop havde lånt 22.000 kroner af en slægtning til en billet fra Suleymania i irakisk Kurdistan til Belarus, forleden til avisen New York Times.
Fanget i limbo
Længslen efter en bedre fremtid i Europa er stor, og den seneste tid har tusindvis af mennesker fra Mellemøsten, Asien og Afrika sat kursen mod Belarus frem for at tage den farefulde færd over Middelhavet. Ifølge britiske BBC har flertallet af de nyankomne baggrund i enten Irak, Syrien, Afghanistan, Tyrkiet eller Iran, og flyene, migranterne ankommer med, er typisk lettet fra enten Istanbul og Antalya i Tyrkiet, Beirut i Libanon, Bagdad i Irak eller Dubai.
Det statsejede belarusiske flyselskab Belavia har direkte ruter mellem flere af disse destinationer og Minsk, og det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel skriver, at en statsligt belarusisk virksomhed, som hører under Lukasjenkos præsidentkontor, begyndte at uddele visa til irakere i slutningen af maj. Ifølge New York Times lettede de belarusiske myndigheder i august for alvor på landets visumkrav.
Herefter spredtes rygtet om, at Belarus var den nye adgangsport til Europa, sig hurtigt. Flere og flere migranter og asylansøgere fra især Mellemøsten landede i Minsk, hvor de belarusiske myndigheder ifølge flere medier indlogerede de nyankomne på hoteller for derefter at dirigere dem mod grænsen til EU-landene Polen og Litauen, når deres visum var udløbet efter en uge. Ifølge New York Times har de belarusiske grænsevagter sågar uddelt værktøj til at ødelægge grænsehegnet, mens irakeren Mhamad ved hegnet har fortalt Der Spiegel, at maskerede, bevæbnede belarusiske soldater blokerer skoven den anden vej.
Han kommer fra Suleymania. Her fortæller en rejseagent til New York Times, at han har solgt cirka 100 rejser til Belarus om ugen den seneste tid, og i storbyens bazar er varmt tøj til sneklædte skove i høj kurs.
De seneste dage har en række medier beskrevet, hvordan migranternes situation forværres på grund af blandt andet kulde og mangel på mad. Mindst ni er omkommet i løbet af de seneste uger, og samtidig har militæret på begge sider strammet grebet.
”Den polske grænse er forseglet. De belarusiske myndigheder har løjet for jer. Tag tilbage til Minsk!” stod der i en sms, som DR’s korrespondent Michael Reiter modtog fra de polske myndigheder, da han nærmede sig grænsen i sidste uge.
Den var sandsynligvis henvendt til mennesker, som forsøgte at komme ind i EU.
Ingen fremtid i Irak
Men selvom forholdene i området mellem Belarus og Polen er kritiske og de migranter, som måtte klare sig gennem nåleøjet til EU ikke på nogen måde er garanteret en lys fremtid, er den usikre situation på kanten af Europa stadig at foretrække sammenlignet med det, mange har forladt. Det fortæller i hvert fald den 26-årige irakiske Umm Marak til nyhedsbureauet Reuters.
”Det handler om mine børns fremtid, det er jeg nødt til at prioritere. Der er ikke nogen fremtid for os i Irak,” siger hun.
Sammen med sin mand og parrets tre børn rejste hun angiveligt fra Dubai til Belarus i oktober, og sidenhen lykkedes det i syvende forsøg familien at krydse grænsen til Polen uden at blive opdaget og sendt tilbage. I øjeblikket opholder de sig i et modtagecenter i polske Bialystok.
Umm Marak skal føde om tre uger, og familien drømmer om at komme til Tyskland. Til Reuters fortæller flere migranter, der ligeledes opholder sig i Polen, at de fortryder rejsen. Men det gælder ikke for Umm Marak.
”I Irak er der ikke sikkert, så i stedet for at lide i årevis i Irak vil jeg opfordre alle til at udholde et par uger eller et par måneders udfordringer,” siger hun.
For mange af de tusindvis af migranter, der i løbet af de seneste uger har søgt mod Europa via Belarus, er drømmen om en lysere fremtid stærkere end frygten for, hvad der kan gå galt undervejs. Det gælder også for irakiske Azzal, som BBC mødte i et detentionscenter i Litauen i oktober:
”Når jeg bliver lukket ud, vil jeg have hans navn tatoveret på min arm,” sagde han med henvisning til Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, som ifølge Azzal havde givet ham og hans landsmænd en unik chance for at skabe sig en bedre tilværelse.