For godt tre år siden kunne den irakiske premierminister højtideligt erklære, at de muslimske ekstremister i Islamisk Stat var blevet besejret i den irakiske storby Mosul. IS havde indtaget en stor del af Nordirak i 2014 og gjort Mosul til det selvudråbte kalifats irakiske hovedstad.
Alle kristne og andre religiøse minoriteter blev fordrevet.
Siden er en form for hverdag så småt ved at genindfinde sig i storbyen og dens forstæder. Men for de kristne trækker den islamistiske terrororganisation stadig spor.
”Officielt er IS væk, ja…,” lyder det med en forsigtig latter fra Karam Shamasha, der er præst i den kaldæisk-katolske kirke i Telskuf, en lille, kristen by nord for Mosul.
Hans grin dør dog hurtigt ud igen. For på det punkt er der ikke så meget at le ad for ham og andre kristne.
”I vores små, kristne byer er der sikkert. Men når vi tager til Mosul, er situationen en anden. Der er det kun officielt, at IS er væk. Hele IS’ mentalitet lever stadig. Det er ikke alle vore muslimske brødre og søstre, der er sådan, men mange i Mosul har stadig ikke respekt for andre religioner og mener dybest set, man skal være muslim for at bo her,” siger den 34-årige præst og forklarer, at folk fra hans menighed jævnligt bliver nødt til at tage til Mosul, da det er der, al kontakt med myndighederne finder sted.
Karam Shamasha er født og opvokset i Telskuf og var en af de mange tusinde kristne, der måtte flygte, da IS-krigere indtog området i 2014. De fik valget mellem at konvertere til islam, at blive andenrangsborgere i kalifatet og reelt ikke have lov til at udøve deres tro – eller at blive slået ihjel.
Alle knap 1500 kristne familier fra Telskuf flygtede. Byen blev befriet af kurdiske soldater, og da de kristne nogle år senere begyndte at vende tilbage, var det til en by med ødelagte huse og med graffiti på væggene om, at kristne er vantro og forrædere.
”Alt, hvad vi havde før, var enten stjålet eller brændt. I flere af de nærliggende kristne byer var kirkerne også blevet ødelagte, men gudskelov stod vores kirke der stadigvæk,” siger Karam Shamasha.
I dag er godt 600 kristne familier vendt tilbage til Telskuf, hvor de forsøger at genopbygge deres gamle liv. En stor del af familierne har dog forladt Irak eller er flyttet andre steder hen i landet, og Karam Shamasha er den eneste fra sin familie, der er tilbage i byen. Selvom han betegner Telskuf som sikker, er det en kompliceret tilværelse for mange. Først og fremmest, fordi der ikke er meget arbejde at få, og de fleste familier må klare sig med én indkomst – typisk i omegnen af 2000 kroner om måneden. Derudover er skolesystemet dårligt og sundhedsfaciliteterne mangelfulde.
”Det er en forvirrende tid, men takket være Gud er der stadig håb. Vi bliver ikke slået ihjel, vi er ikke sultne, og vi er ikke ved at forlade området. Vi klarer os,” siger han og tilføjer, at de hver dag kan holde gudstjeneste eller andagt i kirken.
Gudstjenester, hvor der også bliver bedt for de kristne i Danmark, understreger han.
”Vi hører jo om, at mange kristne i Danmark ikke længere tager kristendommen så alvorligt. Og at I også har problemer med muslimske ekstremister,” siger Karam Shamasha.
Hvis livet er så kompliceret i Irak, hvorfor vælger du og andre kristne så at blive?
”Livet bliver ikke nødvendigvis nemmere af at rejse. Mange, der har forladt landet, har ikke fundet et sikkert hjem. Selv ikke kristne lande vil tage imod dem, hvilket vi har meget svært ved at forstå. Derudover mener folk jo, at det her er deres hjem. Vi har mange minder herfra. I medierne bliver kristne omtalt som Iraks blomster og fredens folk. Selvom det ikke altid afspejler, hvordan vi bliver respekteret i virkeligheden, understreger det for os, at det er vigtigt, at kristne bliver i Mellemøsten.”
Karam Shamasha forklarer, at der også er en værdi i at bevare den kristne kirke i det land, hvor kristendommen har eksisteret lige siden Jesu tid. I hans kirke benytter de stadig aramæisk – det sprog, som Jesus talte – til gudstjenesterne, og det er ifølge præsten forbundet med håb for landet at kunne fortsætte den historie.
Hvad kan man gøre for at hele de meget dybe sår, der er blevet skabt i området de senere år?
”Vi må prøve at bygge en bro til vores muslimske brødre og søstre. Men der er en meget lukket mentalitet. Vi gør vores bedste for at gøre det til et værdigt liv, hvor det ikke betyder noget, hvilken religion man har. Som kirke forsøger vi nogle steder at åbne skoler, men så mange ressourcer har vi trods alt heller ikke. For os er det at skabe uddannelse i området en bro til at få de andre til at acceptere os og gøre livet her muligt. Så muligt, som det nu kan blive,” siger han.
Kan mere dialog være vejen frem?
”Vi håber og prøver selvfølgelig på at få en dialog. Problemet er, at mange af vores muslimske brødre og søstre ikke tror på dialog. De mener derimod, at de har en mission om at konvertere os til islam. Så det er meget svært at se, hvordan vi reelt skal have en dialog,” siger den kaldæisk-katolske præst.
I Vesten taler kirkerne ellers meget om interreligiøs dialog. Er det helt umuligt i et land som Irak?
”Et af de store, generelle problemer er de muslimske ledere, der er villige til at deltage i dialogen. Når mullaherne eller imamerne er til store dialog-konferencer, siger de mange flotte ord om kristendommen. Men når de rejser tilbage til deres moskéer, siger de ikke længere det samme. De glemmer ofte at lære menigheden i deres moské at acceptere andre. Når dialogen kun er mellem præster og imamer, fører det ikke til meget,” siger han.
Karam Shamasha lægger ikke skjul på, at han sjældent er særligt imponeret, når han hører kirker i Vesten tale højt og flot om religionsdialog.
For hvis en dialog skal give mening, må udgangspunktet være, at man står fast på sine egne religiøse værdier, siger han.
”I Vesten er man ofte klar til at gå på kompromis med sin tro for at vise, at man er åbensindet over for andre. Så accepterer man, at man ikke behøver at have et kors hængende synligt eller dropper at bede morgenbøn på en skole for at være tolerant. Men så ender man med at udslette sin kristne historie. Vi vil gerne føre dialog, men vi vil samtidig stå fast på, at vi intet vil ændre ved vores tro. Problemet er, at så vil den anden part ikke acceptere os,” siger han.
Hvordan holder I modet oppe i sådan en tid?
”Det er heller ikke altid så nemt. Men vi så, at Gud var med os alle dagene, da vi var på flugt. Han beskyttede os, fordi vi besluttede at blive hos ham, da IS kom. Det giver os et stort håb, at Gud har lovet at være med os hver dag,” siger han.
Hvordan bliver julefejringen i år?
”I vores kirke er vi klar til jul og har lige fået både krybbespil og juletræ op. Vi håber, at julen kan blive, som den har været tidligere,” siger Karam Shamasha.
Anderledes ser det ud i Mosul, forklarer han. Der er det kun en enkelt kirke, der indtil videre er åbnet, og forskellige kirkeretninger må derfor holde gudstjeneste sammen. Ikke desto mindre vil det ikke komme bag på ham, hvis det ender med, at der bliver sat et juletræ op et sted i byen.
”Der er folk i Mosul, der er meget ivrige
for at vise omverdenen, at situationen
er ved at ændre sig. Det er glædeligt. Men hvis man skal være realistisk, må man sige, at der skal mere til end et juletræ, for at alt er godt i byen. Det vil tage lang tid at få ændret mentaliteten,” siger Karam Shamasha.