Alene synet foran indgangen er brutalt. Liget af en mand ligger i gaden. Et kadaver, hvor hovedet er forsvundet, hvor ribbenene stikker frem, og to ben er bizart udstrakte stadig iført bukser og brune sokker på de skoløse fødder.
Det er knap et halvt år siden, at terrorgruppen Islamisk Stat blev besejret og fordrevet fra sin irakiske hovedby Mosul. Alligevel er resterne fra islamisternes rædselsregime af frygt og fanatisme langtfra forsvundet endnu. En ting er liget af den dræbte IS-kriger midt på den øde og utilgængelige gade i Mosuls gamle bydel, hvor Kristeligt Dagblad eskorteres rundt af det føderale politi. Noget andet er, hvordan jihadisterne efterlod den lille kaldæisk-katolske kirke, vi er på vej ind i. Ribbet for inventar, værdier, religiøse effekter og symboler står den hen som en Helvedes forgård. Tilbage er kun den tunnel, IS har gravet ved siden af det askestøvede alter. I gården flyder skudsikre veste, og der er malet sort graffiti på kirkemuren, som stadig erklærer, at ”Allah er Stor”, og ”Islamisk Stat” lever.
Synet er langtfra enestående i Iraks kirker og helt identisk, da vi kort efter beser Mosuls 155 år gamle Al Sa’a-kirke. Eller resterne af den, og hvor en u-eksploderet granat har boret sig ned i gårdspladsen – lige så symptomatisk som situationen for dem, der plejede at komme her, de kristne. For de er her ikke længere. I det sønderskudte al-Tayaran-kvarter i Vestmosul bruges de kristnes huse i dag som barakker for sikkerhedsstyrkerne. I øst ligger deres boliger tomme hen, og de vandaliserede kirker er indtaget af muslimske flygtningefamilier i stedet.
”Vores naboer var kristne. I huset der, der og derovre. De fleste har været her og hentet deres ting, men de er forsvundet igen. Vi ved ikke, om de kommer tilbage,” forklarer en kvinde, da vi er nået frem til et tidligere kristent nabolag, al-Muhandiseen i Østmosul.
Det er primært her, at livet og Mosuls indbyggere langsomt, men støt vender tilbage. Med sprudlende markeder, farverige frugtboder, forfængelige frisørkunder og sågar kiosker, der sælger alkohol. Men ifølge uofficielle tal fra de lokale biskopper, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, er kun mellem løst anslået 10-30 kristne familier vendt retur til byen.
”Inshallah, om gud vil, kommer de snart tilbage,” udbryder en mand, der kommer gående med sin datter og en muslimsk bedekrans i hænderne.
Det gør 75-årige Shukrya Shaba Rahoof også et par dage senere, da vi en solskinssøndag når Mosul-forstaden og Iraks største kristne by, Qaraqosh, som de muslimske irakere kalder Al-Hamdaniya. Stille kommer hun trissende forud for dagens gudstjeneste med sin rosenkrans i lommen, og hun er ikke alene. Flere af hendes trosfæller er også så småt begyndt at vende tilbage og gudstjenesterne genoptaget i den tidligere kristne højborg.
”De ødelagde mit hus, men vi bor der alligevel. Vi kom tilbage for tre måneder siden, men vi har ingenting,” beklager den tand-løse kvinde og skutter sig under lag-på-lag-påklædningen, her midt i atriumgården ved byens største kirke.
IS havde forvandlet Qaraqosh til en spøgelsesby, da de førhen 50.000 indbyggere igen kunne vende tilbage. Et år efter byens befrielse står St. Mary Al Tahira-kirken dog stadig lige så mørk og sortsveden hen som i de tre år, terroristerne okkuperede dette område af Irak. Mængden af huller i murværket i svalegangen er lige så dybe som de ar, jihadisterne har efterladt i befolkningen, og det brækkede kors på toppen af Iraks største kirke fremstår som et af de stærkeste symboler på de kristnes situation i Irak efter IS.
”Jeg er gammel nu. Vil de dræbe mig, må de gøre det. Jeg er ligeglad,” mumler Shuk-rya Shaba, mens hun viser rosenkransen i de slidte hænder og giver udtryk for en tilbagevendende frygt blandt samtlige kristne, vi møder.
Som den pensionerede lærer Sabir Habib al-Qasmusa, der vendte hjem til Qaraqosh i september.
”De fleste af os nåede at flygte, inden ’de’ kom. Nu er vi tilbage, og vi har tænkt os at blive. Dette er vores land. Vores by. Vi er født her, det er vores kirke, og vi har været her altid,” slår han fast, mens dele af den tilkomne menighed lytter opmærksomt, indtil en ældre herre bryder ind:
”Vi har mistet tre år af vores liv. Det er den første jul, efter vi er vendt tilbage og kan starte vores liv på ny. Men vi er også triste. For da vi forlod byen, mistede vi mange venner. Derfor gør det stadig ondt i vores hjerter.”
Også hos den 70-årige pensionerede lærer, der igen tager ordet, har frygten sneget sig ind:
”Vores religion, vores bibel, vores Gud siger, at vi skal have et godt forhold til vores naboer og andre religioner. Det skal nok komme. Men hvad tror du? At nye naboer vil være flinke ved os som de andre muslimer, der har boet her? Vores hjerter er åbne, men vi kan ikke vide det. Vi håber bare, der ikke kommer et nyt IS.”
Det er årtiers tilbagevendende sekterisk vold, krige og religiøse konflikter, der får Iraks kristne til at forlade landet. Siden 2003 er antallet faldet fra cirka 1,4 millioner til i dag omkring en halv million. Islamisk Stat, frygten for et efterspil af etniske spændinger, og nye konflikter, der allerede er begyndt, har fået endnu flere til at følge efter.
”I vores land har man kun to valg. At støtte den militære magt, der slår sig ned i dit område, eller forberede dig på store problemer,” siger Basim Moushy.
Den 50-årige engelsklærer er født og opvokset i den assyriske by Batnaya, 22 kilometer nord for Mosul, den første i rækken af kristne byer, der ligger som perler på en snor omkring Mosul.
90 procent af byen er i dag totalsmadret, hvorfor Basim Moushy nu bor i nabobyen Telskuf. Byen blev kortvarigt besat af IS i 2014 og igen i 2016. I dag er kun en fjerdedel af byens assyriske indbyggere vendt tilbage. I hvert fald indtil for to måneder siden. For så måtte de flygte igen.
”Det er kun syv dage siden, jeg pakkede min kuffert ud. Jeg har også først installeret vores tv i går. For jeg er hele tiden parat til at flygte,” siger Basim Moushy bag milde øjne og med sin fireårige datter på skødet.
Den 24. oktober var det ikke ”dem”, der vendte tilbage. I stedet brød en politisk og væbnet konflikt ud mellem det kurdiske selvstyre i Erbil og den irakiske centralregering i Bagdad. Over magt, territorier. Og Iraks sorte guld.
”Det er ikke kun kristne, der har lidt her. Kurdere, arabere, yazidier, os alle. Alt sammen på grund af hvad? Olie. Olien er vores formue og fundament. Men det har aldrig været vores, og det har kun bragt os armod. Den er vores forbandelse. Irak vil aldrig opleve fred, så længe vi har olie,” slår præsten Gabriel Tooma faderligt, men opgivende ud med hænderne.
Han sidder i Basim Moushys sofa, sipper kaffe og ryger cigaretter. Men om det er mokkaen eller årtiers erfaring i det krigshærgede land, der giver ordene et bittert aftryk, er uvist.
”Hvem bekymrer sig også om det? Ingen. Vi har fortalt vores historie om og om igen til journalister som dig. Men ved Gud, der er intet, der forandrer sig. Ngo’erne genopbygger og deler kiks ud. Men det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for fred. Sikkerhed. Frihed,” siger han.
Det lyder, som om du har mistet det håb, du vel selv skal prædike for menigheden?
”Jeg vendte hjem til Irak i 2005 for at leve med mit folk og give dem håb med Guds ord. Det, jeg siger her, siger jeg kun til journalister. Jeg ytrer noget andet til dem. For jeg ønsker, at folket bevarer håbet,” siger fader Gabriel og fortsætter sin uofficielle prædiken:
”Før var det IS. Nu er der konflikt mellem Erbil og Bagdad. Livet er vendt tilbage, ja, men vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Fremtiden er meget, meget dyster. Alle er bange for en ny krig. Før havde vi Saddam Hussein; én Ali Baba. Nu har vi millioner af Ali Baba’er. Folk er meget bange. For der kommer hele tiden en ny gruppe og slås.”
Senest det skete, var netop, da den irakiske hær og de kurdiske peshmerga-styrker kortvarigt tørnede sammen ved Telskufs byport. Efter tre års krig, hvor de sammen bekæmpede den fælles fanatiske fjende i IS, bekrigede de blot tre måneder senere hin-anden. Juleaften er det to måneder siden. Men end ikke årets højtid kan fortrænge bevidstheden om Telskufs ødelagte huse, IS-graffitien på husmurene, bombekrateret og det stærkt minerede område, der omkranser byen.
”Selvfølgelig skal vi holde jul. Men indeni og mentalt er vi låst fast. Hvordan kan vi fejre jul, når vi ikke engang kan bo i vores egne huse? Vi kan ikke glædes med fred i vores hjerter,” konkluderer også naboen Khalil Dauuood, som ligeledes er på besøg hos Basim Moushy.
Hvor mange er vendt tilbage til Telskuf til næste jul, tror du?
”Det afhænger af mange ting. 850 familier er kommet hjem. Det er færre, end der kom retur efter IS. Fordi vi måtte flygte én gang til. Jeg har oplevet mange krige og konflikter, men du kan spørge ungdommen, min søn her, hvad han forventer af fremtiden,” siger den 55-årige arbejdsløse forretningsmand Khalil Dauuood og nikker mod den 19-årige Istiban, der serverer te, men svarer alligevel selv:
”De har ingen. Vi mistede tre år af vores liv under IS, men vi blev. Men fortsætter det som nu, er det ikke sikkert, vi er her til næste jul.”
