”Move a little to the side” (flyt dig lige lidt), siger en kvinde i sorte gevandter, palietter, sølvfarvet vedhæng og en stærk australsk accent, mens hun laver fagter med armene.
Om lidt kommer Erbils nykårede biskop ud af Saint George-kirken i Erbils kristne kvarter Ainkawa, og derfor vil kvinden skabe fri passage. Det er en stor lokal begivenhed, men hverken den sortklædte kvinde eller de andre kvinder, hun efterfølgende stiller sig iblandt, er lokale. De er internt fordrevne – eller tilrejsende fra lande, de er udvandret til.
Lyden af en stortromme trænger ud fra kirkerummet. Folk stimler sammen. De, der er klædt i assyrisk kristne folkedragter står forrest. Mændene er i mørkeblåt, med et hvidt klæde rundt om halsen og en hat med noget, der ligner påfuglefjer. Kvinderne er i sort og sølv.
Først kommer et optog af kordrenge og korpiger ud fra kirken og til sidst et væld af ældre herrer i hvide og gyldne kåber med kroner på hovedet.
Erbils nye biskop bevæger sig med sit følge ind i en nabobygning, og i det samme døren lukkes, blæser en mand i et lille horn. Folk tager hinanden i hænderne, og hele pladsen danser i en slange rundt om et par spillemænd.
Det er festdag. Efter dansen står folk og snakker og spiser indbagte valnødder på den solbeskinnede plads foran kirken. Udenfor står kurdiske peshmerga-soldater og holder vagt.
Kvinden med den australske accent hedder Reema Khammo. Hun er vokset op i Australien, og som langt størstedelen af de cirka 400 mennesker i kirken er hun ikke lokal.
”Min familie udvandrede, og mange her ville gøre det samme, hvis de kunne. De fleste af dem, der er her i dag, er fra Bagdad og Nineve- provinsen, så de er allerede blevet revet op med rode og føler, at de lige så godt kan finde sig et nyt hjemland,” siger hun.
Lorance Kazqeea på 33 år er en af dem. Han er fra Bagdad og er frivillig i kirken. Han er uddannet it-ingeniør, men har ikke kunnet finde job i Erbil, den største by i den autonome kurdiske region i det nordlige Irak.
”Som tingene er nu, er både løn og jobmuligheder bedre i Bagdad, men som kristen er det simpelthen for farligt at bo der.”
Lorance Kazqeeas egen kirke i Bagdad blev bombet i 2005 af al-Qaeda. Nogle dage blev der skudt med mortérgranater mod det kristne kvarter, hans familie boede i, og en dag fik alle familier i kvarteret en patron med posten samt besked på at betale 800 dollars (5400 kroner). De betalte, men fik et nyt brev et par måneder senere. Naboen lod være at betale, og så forsvandt et familiemedlem. I 2008 flyttede han med sin hustru fra Bagdad til Ainkawa. Hans hustru arbejder for et firma, der hører under USA’s statslige bistandsorganisa- tion USAid, og de håber, at det kan åbne en mulighed for at udvandre til USA.
Men du får jo ingen patroner med posten her i Erbil?
”Nej, men jeg hører ikke til her. Ingen ved, hvad morgendagen bringer. Fra den ene dag til den anden havde Islamisk Stat taget Mosul. Jeg er ikke bange for Islamisk Stat længere, men du kan se, hvor skrøbeligt landet er. Snart kommer der en ny konflikt, en ny krig og en ny økonomisk krise. Det er ikke et land, jeg vil opfostre børn i,” siger Lorance Kazqeea.
Med seks pladser til kristne i det 111 mand store kurdiske parlament, er de kristne godt repræsenteret i forhold til deres indbyggerantal. Men det gør ikke den store forskel for de kristnes følelse af ikke at have et hjemland, siger Srood Maqdasy, der er et af de seks kristne parlamentsmedlemmer for partiet Mesopotamiens sønner.
”Vi er repræsenteret, ja, men vi er alligevel som en lus mellem to negle. Den irakiske regering gør intet for at beskytte os, og kurderne vil bare have vores land. Jeg håber, at det internationale samfund enten åbner dørene for os eller giver os støtte til at oprette en region for minoriteter,” siger Srood Maqdasy.
Han er uddannet kirurg og opvokset i Ainkawa, en forstad til Erbil. Det er største-delen af de mennesker, man møder på gaden i bydelen ellers ikke.
”Efter Islamisk Stats angreb i 2014 kom der kristne hertil fra hele Irak. Befolkningstallet i Ainkawa blev mangedoblet,” siger Srood Maqdasy.
I restauranterne er det flygtninge fra Syrien, der vasker tallerkener, og på hotellerne er det syrere eller gæstearbejdere fra Indien, der slæber kufferter og gør rent. De kristne, man møder på gaden, er ofte fra Bagdad eller fra en af de mange landsbyer, der ligger som en halvmåne omkring Mosul. ”Det kristne hjerteland,” som Srood Maqdasy kalder det.
”Vi har vidt forskellige vilkår, alt efter om vi er fra Ainkawa, Bagdad eller landsbyerne omkring Mosul. Kommer du fra landsbyerne, har du ikke tillid til peshmerga, og du føler dig sikkert heller ikke hjemme her i byen. Størstedelen af dem føler, at de lige så godt kan forlade Irak,” siger han.
Wissam Waleed Yelda er 24 år og fra landsbyen Qaraqosh eller Baghdeda, som den hedder på aramæisk. Det er den største kristne by i Irak, 20-25 kilometer øst for Mosul, og før august 2014 boede der omkring 60.000 mennesker. Halvdelen af dem bor i dag i Ainkawa, og cirka 20.000 bor i Libanon.
Wissam Yelda husker den 5. august særdeles godt. De kurdiske peshmerga-soldater var i byen og havde lovet beboerne at forsvare den med deres blod.
”Om aftenen forsvandt de i hemmelighed, heldigvis blev det opdaget, og der blev slået alarm. Det var ren kaos. Vi pakkede kun enkelte ting, for der var ikke plads i bilen. Vi var ni mennesker i min families stationcar,” fortæller han.
Wissam Yeldas mormor ville ikke med.
”Der var plads i vores nabos bil, men hun troede ikke på, at Islamisk Stat ville komme.”
Næste dag kunne byens beboere se Islamisk Stat køre i parade gennem deres hovedgade i en video på internettet.
Wissams Yeldas familie havde kontakt med Wissams mormor hver dag i to uger. Hun fortalte familien, at der havde været muslimer fra en nabolandsby inde i deres stue og drikke te. Folkene fra Islamisk Stat opsøgte hende flere gange og gav hende valget mellem at konvertere til islam, betale en særlig skat for kristne eller få hovedet hugget af.
”Vi sagde, hun skulle betale, og hvis de krævede det, så konvertere, men hun sagde, at hun var for gammel til at konvertere, og at de allerede havde taget alt, hun ejede.”
Krigerne fra Islamisk Stat lod Wissam Yeldas mormor være i fred i første omgang, men efter to uger svarede hun ikke længere på deres opkald. Ingen ved, hvad der siden er sket hende.
Kristne, der er flygtet til Ainkawa fra landsbyer med navne som Bartella, Batnay, Karamlesh, Bakufa og Telskuf, fortæller identiske historier. De peshmerga-soldater, der var udstationeret for at beskytte dem mod Islamisk Stat, forsvandt i hemmelighed, hvorefter beboerne måtte flygte over hals og hoved.
De kristne landsbyer ligger i den irakiske provins Nineve og hører officielt under den irakiske centralregering. I artikel 140 i den irakiske forfatning fra 2005 bliver det meste af området betragtet som ”omstridt territorium”. Det betyder, at en fremtidig aftale skal definere, hvilke dele af området der skal tilfalde den irakiske centralregering, og hvilke der skal indgå i det kurdiske selvstyre.
Området, der fortrinsvist blev beboet af kristne, turkmenere og kurdere, blev ”arabiseret” under Iraks tidligere diktator, nu afdøde Saddam Hussein, og der er derfor en strid om, hvem det skal tilfalde. De kurdiske tropper var massivt til stede i de kristne landsbyer, men de trak sig tilbage til det kurdiske territorium, og de kristne landsbyer, der nu er befriet, er stort set ubeboelige.
Familien Dano bor i et toetagers hus med en lille have, centralt i Ainkawa. Før august 2014 boede Sabah Dano i huset sammen med sin voksne søn George Dano og hans familie på fem personer. Nu bor de 13 personer, fordi resten af familien måtte flygte til Ainkawa fra landsbyen Bartella, da Islamisk Stat kom. George Dano er skolelærer og fortæller, at alt ændrede sig efter august 2014:
”Huslejerne steg kraftigt. Det blev virkelig dyrt. Folk fra landsbyerne får irakiske lønninger, men vi får løn fra den kurdiske stat, og den er langt lavere.”
Samtidig blev den kurdiske regionale regering i 2014 ramt af en dyb økonomisk krise. Offentligt ansatte fik ikke løn i månedsvis. Da der blev råd til lønninger igen, var de beskåret med 60-80 procent.
”Jeg får 400 dollars (2700 kroner) om måneden som skolelærer, men den irakiske regering betaler en skolelærer 1000 dollars (6700 kroner),” siger George Dano.
”Tænk på dem, der kun har en kurdisk løn som mig og så skal betale over det dobbelte i husleje. Vi får heldigvis hjælp til huslejen fra de rige,” ler han og ser over på sin bror Zaid Dano, der arbejdede med administration for den irakiske stat i hjembyen Bartella og derfor har irakisk løn.
27-årige Zaid Dano arbejder i dag for den irakiske hærs efterretningstjeneste i Mosul. Modsat sine brødre er han ikke gift, og han vil til Norge. Her har han allerede to venner. Han fortæller, at man enten kan købe et Schengen-visum for omkring 10.000 euro (75.000 kroner) af en smugler, der får det fra korrupte embedsmænd på byens konsulater og ambassader, eller blive transporteret i lastbil og båd for 2000-3000 euro. Idéen om at vende tilbage til Bartella har han helt opgivet.
”Byen er ødelagt. Krigerne fra Islamisk Stat har gjort deres bedste for at brænde alt ned, og en befrielse med luftstøtte skåner heller ikke bygningerne. Det bliver aldrig det samme. Hvorfor kunne de (kurderne, red.) ikke lige så godt have holdt en frontlinje på den rigtige side af byerne? Når det kom til stykket, ville de ikke spilde en dråbe kurdisk blod for os. Nu er de kristne væk, og så kan de snuppe landet,” mener Zaid Dano.
Helt så skeptisk er Srood Maqdasy ikke.
”Der er aldrig kommet en officiel forklaring på den evakuering, men jeg tror ikke, der var nogen større plan. Der er bare tale om, at kurderne ikke ville spilde deres blod for andre end kurdere. Det var ikke rettet specielt mod kristne. De gjorde jo det samme mod yazidierne i Sinjar, og det fik langt værre følger end ødelagte landsbyer og mistillid. Jeg håber, det internationale samfund vil hjælpe os mindretal i Irak. Hvis ikke, ja, så er det enden på kristendommen i Irak,” forudser Srood Maqdasy.