Iran-aftale ændrer spillet om Mellemøsten

Atomaftalen mellem Iran og seks FN-stormagter vil fuldstændig ændre magtbalancen i Mellemøsten

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, talte i går om et historisk øjeblik og et nyt kapitel for håb.
Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, talte i går om et historisk øjeblik og et nyt kapitel for håb. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Scanpix

Brikkerne i det globale skakspil har rykket sig, efter at seks stormagter anført af USA i går nåede frem til en historisk atomaftale med Iran.

Aftalen, som har været flere år undervejs, og som blev indgået efter en 18 dage lang forhandlingsslutspurt i Wien, markerer et tøbrud mellem USA og Iran efter mere end tre årtiers gensidig dæmonisering, og aftalen kan omkalfatre magtbalancen i Mellemøsten.

USA's præsident Barack Obama betegner aftalen som en diplomatisk sejr, der vil forebygge et atomvåbenkapløb i Mellemøsten og gøre verden mere tryg.

”Denne aftale giver en mulighed for at bevæge os i en ny retning. Vi bør gribe den,” siger han.

Aftalen, der pålægger Irans atomprogram begrænsninger til gengæld for ophævelsen af økonomiske sanktioner, betragtes af analytikere som den vigtigste våbenkontrolaftale i nyere tid, og den kan styrke præsident Obamas udenrigspolitiske eftermæle.

Ifølge nogle amerikanske historikere kan aftalen sammenlignes med præsident Richard Nixons historiske åbning over for USA's daværende ærkefjende, det kommunistiske Kina, i 1972.

De amerikanske forhandleres primære målsætning har været at sikre, at præstestyret i Teheran ikke kan tilegne sig en atombombe hurtigere, end USA og dets allierede kan nå at standse en sådan bestræbelse.

Aftalen tilstræber at nå den målsætning ved at reducere Irans kapacitet til at fremstille beriget uran og plutonium ved at sænke farten på landets forskning i atomteknologi og ved at overvåge og inspicere Irans atomaktiviteter for at forebygge snyd.

I Israel, Saudi-Arabien og andre nationer, der ser Iran som en farlig og aldeles upålidelig nabo, betragtes udsigten til et økonomisk og politisk styrket iransk styre med gru.

De ønsker at undgå, at Iran bliver en stærkere og mere selvsikker spiller i regionen, men aftalen vil tvinge dem til at behandle Iran som en legitim stormagt snarere end som en fattig og isoleret paria, som alle er enige om at holde uden for det gode selskab.

Samtidig er der flere steder i Mellemøsten en bekymring for, at Iran vil udnytte den pludselige pengestrøm, som ophævelsen af sanktionerne ventes at bibringe, til at sende flere og mere sofistikerede våben til de militante grupper, som præstestyret finansierer, heriblandt Hizbollah i Libanon og shia-militser i Irak, Syrien og Yemen.

Dette kunne medføre, at regionale konflikter i stigende grad vil blive anskuet som del af et globalt sammenstød mellem islams to hovedretninger, sunni og shia.

Endelig er der også en frygt for, at aftalen kan optrappe, snarere end dæmpe, et atomkapløb blandt Irans nervøse naboer.

Præsident Obama, hvis forgænger erklærede Iran som en del af ”ondskabens akse”, satser imidlertid på, at et tøbrud efter 36 års kulde er den eneste farbare vej frem.

Når Iran inviteres ind i varmen, lyder ræsonnementet, får præstestyret en langt større interesse i at være med til at sikre stabilitet i Mellemøsten og kan blive mere motiveret til at indgå kompromisser i regionale stridigheder.

Nu skal aftalen godkendes af Irans religiøse ledere og Kongressen i Washington. Den republikansk dominerede kongres har 60 dage til at granske aftalen, og et flertal vil sandsynligvis stemme for at forhindre præsident Obama i at stille de amerikanske sanktioner mod Iran i bero.

Men Obama vil med sikkerhed bruge sin vetoret til at underminere Kongressen, og republikanerne vil næppe være i stand til at samle det flertal på to tredjedele i begge kamre, som er nødvendige for at underkende præsidentens veto.

Iran og USA bliver ikke pludselig hinandens bedste venner. Minder om Irans tidligere forsyndelser mod USA er brændt fast i amerikanernes kollektive hukommelse, og i Teheran blev det amerikanske Stars and Stripes-flag så sent som for fire dage siden sat i flammer.

Men med den banebrydende atomaftale har præsident Obama brudt gamle paradigmer og åbnet et nyt kapitel i Mellemøstens og USA's historie. Hvordan det udvikler sig, er et endnu ubesvaret spørgsmål.