Iran angriber britisk ambassade

Iranske demonstranters angreb på britisk ambassade i Teheran anses for at være præstestyrets svar på de seneste sanktioner og to eksplosioner i løbet af to uger

Iranske demonstranters angreb på den britiske ambassade i Teheran anses for at være præstestyrets svar på de seneste sanktioner mod landet.
Iranske demonstranters angreb på den britiske ambassade i Teheran anses for at være præstestyrets svar på de seneste sanktioner mod landet. Foto: ATTA KENARE Denmark.

Ord bliver til handling i Teheran. Der gik i går kun få timer fra en beslutning i Vogternes Råd om at tvinge regeringen til at udvise den britiske ambassadør som et svar på de seneste britiske sanktioner mod Iran, til den britiske ambassade i Teheran kom under reelt angreb. Vogternes Råd har til opgave at værne om islam som grundlaget for den iranske republik.

LÆS OGSÅ: FN fordømmer ambassadeangreb i Teheran

Demonstranter stormede på samme tid den britiske ambassade og ambassadørens private bolig med brandbomber. Efter det lykkedes omkring 300 demonstranter at trænge ind i selve ambassadørboligen, blev en række hemmelige dokumenter beslaglagt. Samtidig tog demonstranterne seks gidsler fra ambassaden, som Teherans politi, ifølge nyhedsbureauet Fars, hjalp til med at få frigivet efter kort tid.

Det britiske udenrigsministerium fordømmer angrebet mod ambassaden og ambassadørboligen.

Vi er forbløffede over angrebet. Det er uacceptabelt, og vi fordømmer det, siger det britiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Angrebet mod ambassaden opfattes i Vesten som Irans svar på den seneste runde af sanktioner, der for nylig blev vedtaget i kølvandet på en meget hård rapport om det iranske atomprojekt fra FNs Atom- og Energiagentur, IAEA.

Angrebet tolkes også som et udtryk for Irans frustration over to uforklarede eksplosioner inden for de seneste to uger. Den første eksplosion uden for Teheran dræbte 17 soldater. Heriblandt en højtstående officer med ansvar for Irans langtrækkende missiler. Ansvaret for angrebet tilskrives Israel og vestlige magter.

Den anden eksplosion fandt sted ved byen Isfahan i mandags. Et af Irans atomkraftværker ligger ved Isfahan. Også dette angreb menes at være et led i forsøget på at skabe kaos omkring Irans atomprojekt.

Om de seneste eksplosioner siger Israels minister for sikkerhedstjenesterne, Dan Meridor:

Nogle lande bekæmper Iran med sanktioner, mens andre lande bekæmper Iran med andre midler.