Iran fængsler 36-årig fransk turist i otte år for spionage

En franskmand straffes for spionage i Iran, efter at han tog billeder via en lille fjernstyret helikopter.

Briere har været tilbageholdt i Iran siden maj 2020, hvor han blev anholdt efter at have fløjet med en lille fjernstyret helikopter for at optage billeder og video i ørkenen. (Arkivfoto)
Briere har været tilbageholdt i Iran siden maj 2020, hvor han blev anholdt efter at have fløjet med en lille fjernstyret helikopter for at optage billeder og video i ørkenen. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix.

Den 36-årige franskmand Benjamin Briere er ved en iransk domstol tirsdag blevet idømt otte års fængsel for spionage.

Det oplyser mandens advokat Philippe Valent.

Den franske advokat kritiserer samtidig tirsdagens dom for at være et resultat af et politisk spil og en yderst partisk domstol.

Briere har været tilbageholdt i Iran siden maj 2020, hvor han rejste i landet. Han blev anholdt efter at have fløjet med en lille fjernstyret helikopter for at optage billeder og video i ørkenen på grænsen mellem Iran og Turkmenistan.

Briere har været anklaget for spionage og propaganda mod Iran. Han har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne.

Ifølge Brieres iranske advokat, Saeid Dehghan, er franskmanden chokeret over tirsdagens fængselsdom. Foruden otte års fængsel for spionage har han fået otte måneders fængsel for propaganda mod Iran.

- Hans straf er baseret på nogle helt andre paragraffer end tidligere. Han er blevet dømt for at samarbejde med fjendtlige stater mod Iran.

- Det har en meget højere strafferamme end de tidligere, siger advokaten.

Briere vil anke dommen inden for de næste 20 dage, lyder det.

- Det har tydeligvis på intet tidspunkt været en retfærdig retssag med upartiske dommere, siger advokaten Philippe Valent.

Benjamin Briere sultestrejker i øjeblikket i protest.

Hans familie siger ifølge advokaten, at den er "forfærdet over hans fysiske og mentale helbred - særligt i forbindelse med afsigelsen af denne dom".

Anholdelser af udlændinge i Iran - navnlig af personer med dobbelt statsborgerskab - er tit knyttet til beskyldninger om spionage.

/ritzau/Reuters