Den islamiske revolution i Iran havde ambitioner. Revolutionen, der i 1979 omformede Iran fra et shahdømme til en islamisk republik, skulle være det første skridt i en islamisk revolution i hele den muslimske verden. Irans leder fik titel af ”Muslimerne leder”. Alle muslimers leder.
I den titel ligger en indbygget modsætning. For sunni-islam, der dominerer Irans arabiske nabolande samt Tyrkiet, er i ideologisk modsætning til Irans shia-islam. Sunni-muslimer betragter shia-muslimer som kættere.
Professor i Mellemøstens historie ved Tel Aviv Universitet, Meir Litvak, peger på, at modsætningen mellem at ville lede den muslimske verden og frygten for de sunni-arabiske lande, har tegnet Iran siden 1979. Tanken om kontrol over regionen trækker tråde til Perserriget, historiens første imperium, som kæmpede om magt og indflydelse mod Osmannerriget.
”Iran betragter på en gang Mellemøsten som en fare og som en mulighed. På den ene side er Iran nærmest paranoid, omgivet af fjender, og føler sig truet af de arabiske lande og Tyrkiet. På den anden side betragter Iran sig som en kulturel stormagt i et kæmpe land med en tusindårig kultur bag sig, som har den rette ideologi. Et land, egnet til at lede,” siger Meir Litvak.
I 1980 angreb nabolandet, Saddam Husseins Irak, Iran. Den otte år lange krig kostede hundredtusinder af menneskeliv. I ly af krigen mod den ydre fjende tilintetgjorde den iranske revolutionsgarde de indre fjender: venstreorienterede, shah-tro, kommunister, intellektuelle, kurdere og andre anti-revolutionære.
Den islamiske revolutions mål er at støtte alle undertrykte nationer, og til det formål har den iranske revolutionsgarde oprettet Al Qud-styrken, hvis opgave det er at hjælpe og støtte islamistiske bevægelser samt at danne Hizbollah-grupper (Guds partier) verden over. Den første iransk støttede milits i regionen var Hizbollah i Libanon i 1985.
”For iranerne er eksporten af den islamiske revolution en del af landets forsvarspolitik. Det bliver set som en sikkerhedsforanstaltning at støtte og bevæbne grupper, som i Irak, Syrien og Libanon. En højtstående ayatollah har udtalt, at hvis Iran opgav kontrollen med Syrien, var det som at opgive Teheran,” siger David Menashri, grundlægger af Center for Iranstudier ved Tel Aviv Universitet.
Lederen af Al Quds-styrken var Qassem Soleimani, og det var ham, der i fredags blev dræbt i et amerikansk attentat i den irakiske hovedstad, Bagdad. Siden Saddam Husseins fald i 2003 har Soleimani styrket Irans regionale indflydelse ved at sende shiastyrker til at hjælp for præsident Bashar al Assads regime i Syrien og bevæbne, finansiere og støtte shiamuslimske militser i Irak og houthiernes oprør i Yemen. Det var reelt Qassem Soleimani, der besluttede, hvem der skulle være premierminister i Irak, og hvem han ville acceptere som præsident i Libanon.
Den islamiske revolution har betegnet USA og Israel som henholdsvis den store og den lille satan. USA’s og vestlig sekulær kultur er diametralt modsat islamisk kultur og ses som en trussel. Revolutionen betegnede Israel som et ”imperialistisk implantat i Mellemøsten, der bør fjernes.”
”Der er ingen grund til fjendskab mellem Israel og Iran, vi ligner hinanden meget. To historiske kulturfolk, traumatiseret igennem det 20. århundrede, der ofte føler, at hele verden er imod os. Men revolutionen erklærede, at alt, der var godt for shahen, er revolutionen imod,” siger David Menashri.
Han understreger, at han tiltror det iranske regimes fornuft, når det vælger sin reaktion på drabet af Soleimani.