Prøv avisen

Iran: Vi håber Biden vil rette Trumps fejltagelser

Irans præsident, Hassan Rouhani, siger søndag, at den næste amerikanske administration bør udnytte muligheden til at rette op på præsident Donalds Trumps fejltagelser. (Arkivfoto) Foto: Sputnik/Reuters

- Trumps skadelige politiske kurs er stødt på modstand hos USA's befolkning, siger Irans præsident.

Irans præsident, Hassan Rouhani, siger søndag, at den næste amerikanske administration bør udnytte muligheden at rette op på præsident Donalds Trumps fejltagelser.

Det rapporterer iranske statsmedier efter meddelelsen om, at Joe Biden har vundet USA's præsidentvalg.

- Trumps skadelige politiske kurs er stødt på modstand hos den amerikanske befolkning, siger Rouhani og tilføjer:

- Iran går ind for et konstruktivt samspil med verden.

Biden har tilkendegivet, at hvis iranerne også respekterer den indgåede aftale, så vil han igen tilslutte USA til atomaftalen fra 2015, da han selv var vicepræsident.

Der er opstået mange nye spændinger mellem iranerne og amerikanerne siden 2018, hvor Trump trak USA ud af aftalen og genindførte sanktioner mod Iran.

Irans økonomi er blevet stærkt svækket af sanktionerne, og iranerne har gradvist vist mindre og mindre respekt for aftalen.

Men præstestyret i Teheran har understreget, at landet vil ændre kurs i samme øjeblik iranernes interesser respekteres.

- Den heroiske modstand, som den iranske befolkning har udvist, beviser, at politikken med at udøve maksimalt pres mod vort land er dømt til at mislykkes, siger Rouhani.

Formålet med aftalen var at forlænge den tid, det ville tage Iran at udvikle en atombombe. Da aftalen blev indgået var Iran blot få måneder fra at have et fuldt udviklet atomvåben.

Aftalen betød, at Iran skulle afvikle sit atomprogram i bytte for, at omverdenen ophævede omfattende sanktioner mod landet.

Som følge af aftalen skulle Iran blandt andet reducere antallet af aktive centrifuger. Iran skulle også reducere sine lagre af beriget uran fra 10.000 kilo til 300 kilo.

Iran forpligtede sig samtidig til at lade FN foretage inspektioner af de iranske atomanlæg, herunder også militære atomanlæg.

/ritzau/Reuters