Prøv avisen

Iranere ønsker politik og religion blandet

En iransk kvinde med sit barn udfylder en stemmeseddel ved Irans præsidentvalg. Over 50 millioner har stemmeret. Ud af seks kandidater har fire en realistisk chance for at vinde valget. De fire er de konservative Ali-Akbar Velayati og Mohammad-Bagher Ghalibaf, reformpolitikeren Hassan Rowhani og den såkaldte "hardliner" Saeed Jalili. - Foto: ABEDIN TAHERKENAREH Denmark

MED GRAFIK Ny undersøgelse viser, at et stort flertal af iranere støtter islamisk lov, mens holdningen til, hvor meget politik og religion bør blandes, er lidt mere varieret

I Iran har religiøse ledere spillet en stor rolle i politik siden den islamiske revolution i 1979.

I dag, hvor iranerne går til præsidentvalg, er det for det meste af befolkningen accepteret, at religion og politik blandes.

En ny undersøgelse foretaget af det anerkendte uafhængige analyseinstitut Pew Research Center viser, at hele 40 procent af befolkningen mener, at religiøse ledere bør have stor indflydelse på politik. Yderligere 26 procent mener, at de bør have nogen indflydelse.

Altså mener næsten to tredjedele af iranerne, at religiøse ledere bør have i hvert fald nogen indflydelse på politik. Til sammenligning mener blot tre ud af ti, at religiøse ledere bør have lidt eller ingen indflydelse på politik.

En ting er, om religiøse ledere bør blande sig i politik. En anden er, om religion bør have direkte indflydelse på lovgivning og ført politik. På det første spørgsmål er meningerne delte, men det er de i langt mindre grad på det andet. Hele 83 procent går ind for islamisk lov, sharia, i Iran.

LÆS OGSÅ: Fakta: Her er iranernes valg

Med religion skal man altså land bygge. Ifølge flertallet af iranerne. Og det er da også den eneste holdning, de har mulighed for at stemme på i dag. De kandidater, iranerne har at stemme på, går alle ind for en fortsættelse af præstestyret i landet. Præsidentkandidaterne er udvalgt af præstestyret.

LÆS OGSÅ: Iran vælger ny præsident

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei og Vogternes Råd, der kontrolleres af de ledende præster i landet, har valgt otte kandidater ud af 686, der ønskede at stille op. Seks er tilbage, de er loyale over for præstestyret, og det er dem, de irakiske vælgere nu har at vælge iblandt.

Pew Research Centers undersøgelse er baseret på personlige interview med 1,522 repræsentativt udvalgte voksne over 18 år og viser desuden, at de fleste iranere ikke mener, at religiøs ekstremisme er et udbredt problem i Iran. Læs mere om undersøgelsens resultater i grafikken herunder: