Siden præsident Hassan Rouhani blev genvalgt i maj sidste år, er den iranske møntfod, rialen, faldet med 35 procent. Der er tale om reel pengeflugt.
I et forsøg på at inddæmme faldet har regeringen for nylig forbudt de traditionelle pengevekslere at sælge udenlandsk valuta. Sortbørshandel med udenlandsk valuta, der altid har eksisteret mere eller mindre officielt, er forbudt. Og rejsende kan kun købe rejsevaluta for fastsatte beløb.
”Kursen er blevet låst fast på 42.000 rial til dollaren. Det er den eneste kurs, vi anerkender. Enhver, der handler til andre kurser, vil blive betragtet som smugler,” sagde Irans vicepræsident, Eshaq Jahangiri, tidligere på måneden på iransk tv.
Men de tiltag dækker ikke over tingenes tilstand. De tørre tal afslører, at regeringen ikke har leveret det lovede økonomiske opsving. Den generelle levestandard er faldende, omkring tre millioner er arbejdsløse og understøttelsen ringe.
Iran indgik i 2015 en historisk aftale med FN-stormagter om at standse sit atomprogram til gengæld for netop at få ophævet de kvælende internationale sanktioner for at få sat skub i økonomien. Men problemerne er dybe og en del af den måde, som iransk økonomi i årevis har fungeret – eller ikke fungeret – på, kan man blandt andet kan læse i Den Internationale Valutafonds, IMF’s, seneste rapport om Iran, der udkom i marts.
IMF fastslår, at det iranske banksystem ikke fungerer, at statens gæld er enorm, at pensionskassernes indhold er udhulet, og at økonomien, der er tæt knyttet til de internationale oliepriser, er sårbar. Blandt andet, fordi iranerne ikke følger IMF’s mange anbefalinger i forhold til at reformere bankerne og få nedbragt massearbejdsløsheden, som især har ramt de unge iranere, hvoraf hver fjerde står uden arbejde.
Patrick Clawson er forskningsdirektør ved den amerikanske mellemøst-tænketank Washington Institute. Han vurderer, at den økonomiske krise i Iran er udtryk for interne politiske rivaliseringer, og at eventuelle yderligere sanktioner nok vil øge befolkningens anklager imod USA, men også imod præstestyret:
”Årsagen til, at de økonomiske reformer ikke kommer nogen vegne, er, at hver eneste politiske fraktion har mere travlt med at beskytte sine egne tiltuskede interesser, end de er interesserede i at sikre, at Den Islamiske Republik ikke er så sårbar over for yderligere amerikansk pres. Hvis USA vælger at lægge mere økonomisk pres på Iran, har historien lært os, at iranerne vil skyde al skylden for den dårlige økonomi på USA alene. Men den iranske befolkning vil dog højst sandsynligt både anklage USA og regimets hardliner-politik,” skriver Patrick Clawson i en analyse på instituttets hjemmeside.
Nader Uskowi, Iran-forsker ved samme institut, forklarer til onlinemediet JNS, at valutaens frie fald udtrykker mistillid til Irans økonomi.
”Valutafaldet er et udtryk for mistillid til Irans økonomi og til landets fremtidige muligheder i forhold til handel og investeringer, såvel iranske som internationale. Økonomien er hårdt ramt af det, man kan kalde officiel korruption, der har nået hidtil ukendte højder. Dårlig ledelse er ved at få bankerne til at bryde sammen, og størstedelen af økonomien er styret af revolutionsgarden og den øverste leders, ayatollah Ali Khameneis, kontor gennem et dusin fonde og cirka 500 firmaer, hvoraf flere er på den amerikanske regerings sorte lister,” siger han.
Iran oplever i år den voldsomste tørke i mere end 30 år. Det betyder blandt andet, at Irans elektricitetsproduktion falder drastisk. Og i marts gik landmænd i Isfahan-provinsen i protestdemonstrationer. Ikke imod de højere magter, der ikke lader regnen falde, men imod korruption og en misligholdt vandforsyning. Det var en fortsættelse af de demonstrationer vendt imod regimet, som blev slået ned i begyndelsen af januar, men som altså stadig ulmer rundt-om i landet.
Dengang vovede demonstranterne at råbe ”død over den øverste leder” og at kritisere revolutionsgardens leder for at spilde landets penge på krige i Syrien og Yemen. Hundreder blev fængslet, og mange er fortsat ikke dømt.
På den baggrund er det belejligt for regimet i Teheran, at den internationale opmærksomhed er vendt imod USA’s præsident, Donald Trump, og dennes krav om at ændre atomaftalen, som han mener er dårligt håndværk. Mens Rusland, Kina, Frankrig, Tyskland og Storbritannien forsøger at forhindre USA i at sprænge atomaftalen, truer Iran med at genoptage sit atomprogram, til trods for, at landet i forvejen ikke har råd til at føre krigene i Syrien og Yemen.
I går sluttede præsident Hassan Rouhani sig til rækken af officielle iranere, der indirekte truer USA med intet mindre end atomkrig:
”Til dem i Det Hvide Hus siger jeg, at hvis de ikke lever op til deres forpligtelser, vil den iranske regering reagere beslutsomt. Hvis man forråder aftalen, skal man vide, at voldsomme konsekvenser venter,” lød det fra Irans præsident i en tv-tale i Teheran.