Den seneste bølge af protester i Iran udspringer af regimets beslutning om at hæve benzinpriserne, men den er samtidig et udtryk for den overordnede økonomiske krise, landet befinder sig i.
Krisen hænger tæt sammen med de sanktioner, den amerikanske præsident Donald Trump indførte, da han forrige sommer trak sig ud af atomaftalen fra 2015. Men amerikanske sanktioner over for Iran har eksisteret i forskellig grad, lige siden iranske studenter i kølvandet på den islamiske revolution i 1979 besatte den amerikanske Teheran-ambassade og holdt 52 diplomater og amerikanske statsborgere fanget i 444 dage.
I 1979 indefrøs USA milliardbeløb i amerikanske banker, guld, ejendomme og andet, der tilhørte den iranske stat og erklærede en handelsembargo mod Iran. Lige siden er de økonomiske sanktioner over for Iran blevet udvidet og indskrænket, alt efter hvilken præsident der har siddet i Washington, og hvilken præsident der har siddet i Teheran.
Sanktionerne er blevet brugt som et politisk våben mod Iran for at lægge pres på regeringen, på samme måde som USA også har brugt sanktioner mod Libyen, Nordkorea og andre lande.
Sanktionerne over for Iran har i stort set alle sine afskygninger været forsøg på at presse regimet i Teheran økonomisk dér, hvor det gør mest ondt.
Irans økonomi har alle dage været tæt knyttet til landets olieeksport, og derfor har netop olien stået i centrum, hver eneste gang den amerikanske kongres har vedtaget nye sanktionslove. Sanktionerne har desuden indebåret forbud mod samhandel med Iran i en lang række sektorer og har også omfattet bankvæsenet. Iran er blevet lukket ude af det internationale pengeoverførselssystem ISBN, og flere iranske banker er med navns nævnelse blevet sortlistet for samarbejde under anklage for at sende penge til terrororganisationer.
I flere perioder – blandt andet i perioden op til den såkaldte atomaftale, som præsident Barack Obama støttede og som i 2015 blev indgået mellem FN, EU, USA, Rusland, Tyskland og Iran – var Iran også underlagt FN-sanktioner. Det betød, at ingen FN-medlemsstater måtte handle med Iran, hvilket lande som Rusland og Kina dog blev ved med at gøre. FN-sanktionerne blev ophævet kort efter atomaftalen, hvor Iran lovede at indefryse sit atomprogram i 15 år.
Mange af de amerikanske sanktioner er dog aldrig blevet ophævet, og i forbindelse med, at præsident Donald Trump forrige sommer opsagde atomaftalen, er sanktionerne over for Iran igen blevet yderligere skærpet. USA har indført sanktioner mod enhver tredjepart, der køber olie i Iran. Der er blevet indført personlige sanktioner over for en række navngivne politiske og militære ledere. USA har truet blandt andre EUlandene til ikke mere at handle med Iran, i hvert fald ikke ved brug af amerikanske dollar.
Og truslerne om at udelukke firmaer, der fortsat handler med Iran, fra handel med USA, har skræmt stort set alle europæiske firmaer væk fra Iran.
Ifølge det udenrigspolitiske amerikanske magasin Foreign Policy, var Trumps sanktioner allerede tæt ved at gøre det af med Irans økonomi i september:
”USA’s sanktioner har afskåret Iran fra det internationale finanssystem, har stort set kvalt Irans olieeksport og har skræmt internationale banker og leverandører selv i sektorer som fødevarer og medicin, der teknisk set ikke er omfattet af sanktionerne,” skrev Foreign Policy i sit septembernummer.
Ved stramningen i september jublede den amerikanske præsident under et møde med den australske premierminister, Scott Morrison, over, hvor hårdt hans sanktioner har ramt Irans økonomi:
”Det går ad helvede til. De er stort set bankerot. De er bankerot.”
De seneste ugers voldsomme protester over hele Iran er det hidtil tydeligste udtryk for, hvor hårdt den almindelige iraner er blevet ramt af sanktionerne. Som Iran-forskeren Ali Alfoneh sagde til Kristeligt Dagblad sidste torsdag, har blokaden af Irans olieeksport gravet et kæmpe hul i statskassen, og det går voldsomt ud over ikke blot de fattigste, men også den iranske middelklasse, der efterhånden også er blevet forarmet. Han mente dog ikke, at regimet står for fald.
Modsat forudsiger Alireza Nader, seniorforsker ved tænketanken Foundation for Defense of Democracies (Institutionen til forsvar for demokratiet), i det seneste nummer af Foreign Policy, at regimet allerede har tabt kampen over for befolkningens utilfredshed:
”Dette er et egentligt oprør, ikke en benzinprotest. Regimet vil mørklægge internettet, så det kan massakrere sig ud af det her. Men der er ingen vej ud. Selv hvis denne runde bliver knust, vil der komme flere runder. Der er ikke mere olie, og landet bliver mere og mere isoleret. Jeg kan ikke se, hvordan regimet kan redde sig ud af det.”