Irans præstestyre træder ud af sin isolation

Ophævelsen af de atomrelaterede sanktioner gør, at Iran igen kan sælge olie og få adgang til indfrosne konti med milliarder af dollars

Ifølge den amerikanse præsident Obama har atomaftalen med Iran forhindret en ny krig. På billedet ses Irans præsident Hassan Rouhani
Ifølge den amerikanse præsident Obama har atomaftalen med Iran forhindret en ny krig. På billedet ses Irans præsident Hassan Rouhani. Foto: Xinhua.

Efter en årrække som international paria kan Iran nu begynde at bryde ud af sin næsten totale isolation og tage de første skridt mod indlemmelse i den forjættede globale økonomi.

Det står klart, efter at EU og USA i weekenden bekendtgjorde ophævelsen af strenge atom-relaterede økonomiske sanktioner mod Iran. Det skete kort efter, at Det Internationale Atomagentur, IAEA, udsendte en erklæring, hvori det slår fast, at Iran har opfyldt kravene i den historiske atomaftale, som seks FN-stormagter anført af USA i juli sidste år indgik med præstestyret i Teheran.

Ophævelsen af sanktionerne gør det muligt for Iran at eksportere langt mere olie og at købe varer på den internationale markedsplads. USA vil blandt andet gøre det muligt for amerikanske virksomheder at sælge passagerfly til Iran, der har en af verdens mest forældede og upålidelige flåder, og vil åbne for import af iranske varer såsom pistachienødder, tæpper, kaviar og safran.

Teheran vil også få adgang til mere end 50 milliarder dollar (342 milliarder kroner) i beslaglagte aktiver indefrosset på konti rundt omkring i verden.

USA bevarer dog sanktioner, som relaterer sig til Teherans krænkelse af menneskerettighederne og støtte til international terrorisme, og i går annoncerede det amerikanske finansministerium nye sanktioner mod 11 virksomheder og individer for at have bistået Iran i udviklingen af ballistiske missiler.

Atomaftalen, som flere iagttagere har betegnet som den vigtigste våbenkontrolaftale i nyere tid, markerer et tøbrud mellem USA og Iran efter tre årtiers gensidig dæmonisering, og ophævelsen af sanktionerne er det hidtil vigtigste skridt i dens implementering.

Aftalen har til formål at sikre, at Teheran ikke kan tilegne sig en atombombe hurtigere, end USA og dens allierede kan nå at standse en sådan bestræbelse, og alt tyder på, at dette nu er tilfældet. Iran har ifølge IAEA blandt andet nedlagt 13.000 centrifuger til berigelse af uran, skilt sig af med eller fortyndet 98 procent af sit lager af beriget uran og hældt cement i en stor atomreaktor, der var i stand til at fremstille store mængder plutonium.

Den historiske tilnærmelse mellem USA og Iran blev yderligere cementeret af en uventet fangeudveksling.

Iran løslod i går fire fængslede iransk-amerikanske statsborgere, heriblandt Washington Post-journalisten Jason Rezaian og den kristne præst Saeed Abedini, til gengæld for USA's frigivelse af syv iranere, der var fængslet for at have brudt den nu ophævede handelsembargo.

Irans nedlæggelse af store deleaf sit atomvåbenprogram er en diplomatisk sejr for den amerikanske præsident, Barack Obama, der ved sin tiltrædelse for syv år siden opfordrede Teheran til at åbne sin ”knyttede næve” og række ud efter USA's udstrakte hånd.

Weekendens nyheder modtages dog ikke med udelt begejstring. Israel, Saudi-Arabien og andre amerikanske allierede ser Iran som en farlig nabo og betragter udsigten til et økonomisk og politisk styrket Teheran med gru.

Og hjemme i USA hudfletter Republikanerne Obama-regeringen for eftergivenhed over for et utilregneligt, antiamerikansk styre, der nu kan bruge sin nye økonomiske magt til at optrappe sin støtte til militante grupper såsom den libanesiske Hizbollah-bevægelse.

Flere af de republikanske præsidentkandidater lover da også at ophæve atomaftalen og genindføre sanktioner mod Iran, hvis de vinder Det Hvide Hus i efterårets valg.

Det er i princippet ikke umuligt, eftersom aftalen i højere grad er et politisk dokument, end den er en egentlig traktat. Men aftalen er indgået af en international koalition, der næppe vil kappe de nye bånd til Iran på en ny amerikansk præsidents foranledning.

Samtidig har amerikanske virksomheder allerede et godt øje til det lukrative nye iranske marked. USA's kommende præsident kan hurtigt komme til at opdage, at det i praksis kan blive vanskeligt at sætte udviklingen i bakgear.