Prøv avisen

Efter nedskydning af fly: Irans præstestyre under historisk pres

Begravelsen af den magtfulde leder af de islamiske revolutionsgardister, Qassem Soleimani, satte en stopper for de ugelange, voldsomme folkelige demonstrationer mod landets islamiske leder, ayatollah Ali Khamenei. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trumps militære optrapning mod Iran var en gave til det iranske præstestyre, som var ved at vende det interne oprør til opbakning. Men nedskydningen af det ukrainske fly har genantændt oppositionen, sendt Iran tilbage i paria-rollen og måske skabt en helt ny situation i Mellemøsten

Den iranske præsident Hassan Rouhani har undskyldt nedskydningen af et ukrainsk passagerfly, kun tre minutter efter at det lettede fra Teheran i onsdags, med en menneskelig fejl. En dramatisk, menneskelig fejl, der kostede 176 passagerer og besætningsmedlemmer livet midt i den topspændte konfrontation med USA.

Men også en fejl, som med ét har vendt op og ned på situationen i Iran – og måske varigt rystet det iranske regime, netop som præstestyret syntes at kunne drage fordel af den amerikanske præsident Donald Trumps pludselig angreb mod Iran.

Indtil onsdagens dramatiske fejltagelse var det den amerikanske regering, der fra flere sider skulle redegøre for drabet på den iranske general Qassem Soleimani og en shiamuslimsk militsleder i Irak.

Iran, som omhyggeligt havde sørget for, at de efterfølgende luftangreb mod amerikanske baser ikke førte til dødsofre, så ud til ikke bare at høste de diplomatiske frugter af en nedtrapning af krisen.

Begravelsen af den magtfulde leder af de islamiske revolutionsgardister satte også en stopper for de ugelange, voldsomme folkelige demonstrationer mod landets islamiske leder, ayatollah Ali Khamenei.

Men indrømmelsen af, at flystyrtet ikke skyldtes motorsvigt, som regimet først hævdede, har genantændt den iranske befolknings vrede. Disse 176 dødsofre tynger nu præstestyret lige så tungt som de mere end 100 ofre for den brutale nedkæmpelse af en hidtil uset protestbølge mod det islamiske regime.

Iranernes kollektive skam over at være skyld i ikke blot iranske, men også uskyldige canadiske, britiske og svenske statsborgeres død, blev i lørdags vendt mod landets øverste islamiske leder, Ali Khamenei, hvis portræt blev revet i stykker, mens kravet om hans tilbagetræden igen genlød i Teherans gader.

Billederne af ophidsede demonstranter foran Teherans Amir Kabir Universitet i lørdags og en timelang kaotisk tilbageholdelse af den britiske ambassadør, som præstestyret først anklagede for at deltage i de folkelige demonstranter, har placeret det iranske præstestyre under et pres, som ikke er set, siden Iran i 2015 trådte ud af rollen som pariastat med underskrivelsen af den internationale aftale om begrænsning af landets atomprogram.

Siden har kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttet fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Som Emmanuel Karagiannis fra Kings College i London skrev i magasinet NATO Review i 2016, da de internationale økonomiske sanktioner mod Iran blev ophævet efter underskrivelsen af atomaftalen:

”Ophævelsen af sanktionerne har rejst håb om fred og stabilitet i Mellemøsten. Et stop for det iranske atomprogram kan mindske spændingerne med Vesten. Men aftalen ændrer ikke ved den grundlæggende årsag til, at vestlige regeringer vil isolere Iran, nemlig landets regionale ambitioner og voksende position som en geopolitisk rival.”

Mens Vesten har været optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, har Iran bredt sin indflydelse ud efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod ”Den lille satan”, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod Israel, som også føres via Hamas i Gaza. I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering.

En regering, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Den ubekendte i ligningen er, om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur. Eller om fejlskuddet mod Ukraine International Airways også har ramt regimet i dets grundvold.