Der er normalt langt mellem protesterne i Iran. I enhver forstand. De forekommer sjældent, og de forekommer sjældent uden for hovedstaden, Teheran. Senest, iranerne for alvor var på gaden, var i 2009, da ”den grønne bevægelse” samlede omkring en million mennesker i Teheran i protest mod genvalget af præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Det lykkedes dengang præstestyret at holde forandringer fra døren ved hjælp af henrettelser, tortur og fængslinger af tusindvis af mennesker. Iranerne blev skræmt til tavshed og passivitet, og de har kun i sjældne tilfælde siden gentaget demonstrationerne mod regimet.
Set i det lys er det usædvanligt, hvad der er sket i Iran siden i torsdags. Over det meste af Iran har mennesker protesteret mod stigende priser og arbejdsløshed og krævet død over den øverste religiøse leder og nedlæggelse af den islamiske republik. De kan ikke tælles i millioner, ”kun” i tusinder, men de har været spredt over en række provinsbyer, også nogle af de mest religiøse som Mashhad og Qom frem for Teheran. Flere end 20 personer menes at være blevet dræbt, og omkring 450 er fængslet.
”Vi har at gøre med en ny slags protest. Demonstranterne er yngre end i 2009. Styret oplyser selv, at 9 ud af 10 af dem, de fængsler, er under 25 år. Og de protesterer alle steder i landet, også i de mere regimetro byer,” siger Rasmus Christian Elling, lektor ved Københavns Universitet med speciale i Irans moderne samfundshistorie.
Han peger samtidig på, at de protesterende unge i modsætning til demonstranterne i 2009, der bakkede op om Ahmadinejads udfordrer Mir-Hossein Mousavi, ikke er en del af et organiseret politisk netværk. De agerer spontant ud fra deres enorme frustration over de spildte livsmuligheder, de synes at se tårne op foran sig. Priserne på mad stiger, den reelle ungdoms-arbejdsløshed er på 30-45 procent, korruptionen og uligheden vokser.
”Man skal ikke undervurdere bekymringen for fremtiden blandt de unge. Mange unge med en uddannelse kan ikke få arbejde, og landets dårlige økonomi undergraver også de ældre generationers mulighed for at hjælpe dem, sådan som man ellers typisk gør i familienetværket. Så de unge kan bare se deres forventninger smuldre, og det skaber frustration.”
Rasmus Christian Elling tør ikke på nuværende tidspunkt vurdere, hvor vidtrækkende konsekvenser protesterne kan få. Regimet har tidligere vist en overrumplende god overlevelsesevne, og det skulle ikke undre ham, om det igen får held til ”at hive noget op af ærmet”.
”Protesterne viser, at Iran står over for et strukturelt problem, som rammer folk i hele arbejderklassen og den nedre middelklasse. De føler sig ikke repræsenteret af de politiske eliter i landet, hverken de konservative eller reformisterne. Man skulle tro, at republikken må tage det seriøst, hvis den vil overleve,” siger han.
Udfordringen for præstestyret er åbenbar, mener også Mohammad Ali Shabani, ph.d.-forsker ved universitetet Soas i London og redaktør af nyhedssiden Al-Monitors Iran-stof. Han skriver i en analyse på sin personlige hjemmeside, readingtehran.com, at demonstranterne er vanskelige at tackle for regimet, fordi de netop ikke kan identificeres med kendte politiske eliter og ikke har fælles krav.
Det er en ny generation af iranere, der har mistet troen på det politiske systems evne til at formidle deres klager, og det må især få alarmklokkerne til at ringe på reformfløjen. Men det er også en ”ny og enestående udfordring for myndighederne”, skriver Mohammad Ali Shabani. Efter hans mening vil det være i den iranske præsident, Hassan Rouhanis, egen interesse at tage protesterne alvorligt og forsøge at få resten af regimet til at lytte, først og fremmest den øverste leder, Ali Khamenei.
”Hvis Rouhani griber chancen, har han den måske største chance for i det lange løb at tage et opgør med de særinteresser, som blokerer for hans reformønsker,” mener Mohammad Ali Shabani med en henvisning til, at Rouhani normalt opfattes som reformvenlig.
Ahmad Sadri, iransk professor i sociologi og leder af studierne i den islamiske verden ved Lake Forest College nord for Chicago, skrev nytårsdag i en kommentar til den arabiske nyhedsstation Al Jazeera, at indtil landet åbner for mere demokrati, vil oprørene fortsætte.
”Så længe Iran ikke ændrer fundamentalt på institutionerne under den øverste leder, og så længe de demokratiske elementer i systemet forbliver for marginale og magtesløse til at udtrykke folkets ønsker og formindske spændingerne gennem lovlig repræsentation, vil protester og oprør være en uadskillelig og permanent del af Den Islamiske Republik Iran,” pointerer han.