Irer blæser til kamp mod EU: Et land kan ikke være demokratisk og EU-medlem

Irland får nu et decideret anti-europæisk parti. I spidsen står Hermann Kelly, der selv gennem de seneste ni år har arbejdet for netop EU. Han sammenligner kampen mod EU som kampen mod briterne, der i århundreder regerede over irerne

Hermann Kelly mener, at Irland først for alvor vil blomstre på uden for EU. –
Hermann Kelly mener, at Irland først for alvor vil blomstre på uden for EU. – . Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix.

”Vi skal tage kontrollen tilbage.”

Det lyder som et ekko fra den britiske Brexit-debat, når Hermann Kelly fortæller om det nye irske parti Irexit, som han har sat sig i spidsen for.

Men briterne er for Hermann Kelly en fjende på lige fod med EU.

”Vi var underlagt briterne i hundreder af år. Nu er det så Bruxelles. Dáel, det irske parlament, har kun magt som et byråd. Men vi skal have retten til at vedtage vore egne love og ikke være underlagt en politisk union med andre,” fastslår Hermann Kelly over telefonen fra Bruxelles, hvor han arbejder.

Han lancerede formelt partiet Irexit Freedom to Prosper i Dublin for en lille uges tid siden. Førstedelen af navnet er inspireret af Brexit. Her betyder det et irsk exit fra EU. Anden del af navnet betyder frihed til at blomstre. Målet er i første omgang at tage kampen op om de 11 irske pladser ved næste års valg til Europa-Parlamentet og derefter stille op ved næste irske valg.

Ingen af de eksisterende irske partier er direkte EU-modstandere, så Hermann Kelly håber, at partiet kan få tag i de mange irere, som to gange – ved folkeafstemningerne om først Nice-traktaten i 2001 og siden Lissabon-traktaten i 2008 – stemte nej.

Og selvom næsten to tredjedele af den irske befolkning ifølge eurobarometer-målinger ser EU som noget positivt, så er en tredjedel af vælgerne skeptiske.

”Det er vigtigt at slå fast, at hvis du vil være et selvstændigt, uafhængigt demokratisk land, så kan du ikke samtidig være med i EU. I EU er vi med i en union, hvor vi sidder med mindre en én procent af stemmerne,” fastslår Hermann Kelly, der med det nye parti vil kæmpe for at få indflydelsen tilbage til Irland – og ikke mindst også de mange penge, som irerne sender til Bruxelles.

Hermann Kelly har selv været ansat ni år i Europa-Parlamentet, hvor han er kommunikationschef for den EU-kritiske Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati, EFDD. Gruppen har ingen irske medlemmer, men omfatter blandt andre Sverigedemokraterne, britiske Ukip og den italienske Femstjernebevægelse.

”Ni år i systemet har givet mig en meget bedre viden om, hvordan systemet virker. Hvordan det suger penge ud af lande og med bøllemetoder forsøger at få lande som Polen, Ungarn, Italien og Østrig til at makke ret. Og tro mig. Det irske folk har også fået nok,” siger Hermann Kelly.

Han afviser, at det er succesen med Brexit for Ukip i Storbritannien, fremgangen for Sverigedemokraterne eller fremvæksten af andre EU-kritiske partier rundt om i Europa, der er inspirationen.

”Det går meget længere tilbage. Jeg er fra Derry (by i Nordirland, som unionister kalder Londonderry, red.), hvor republikanerne har kæmpet for et irsk demokrati, siden englænderne kom første gang for 800 år siden. Vi kom af med englænderne i Irland. Nu skal vi af med EU,” fastslår Hermann Kelly.

I medierne bliver han set som den irske arvtager til den britiske EU-parlamentariker og Ukip-frontfigur Nigel Farage, men han nægter at hoppe med på den vogn, ligesom han nægter at lade sit parti kategorisere inden for den traditionelle politiske højre/venstre-skala.

”Jeg vil ikke sige, at det er et spørgsmål om højre eller venstre i politik. Jeg beundrer Tony Benn (afdød venstreorienteret og EU-kritisk Labour-politiker i Storbritannien, red.) men også Nigel Farage,” siger Hermann Kelly.

Men ud over en udmeldelse af EU vil Irexit-partiet gå til valg på lavere skat og et formindsket regeringsapparat.