Irerne kommer ud af skabet

Fra politikere til kendisser: Op til dagens folkeafstemning har talrige irere valgt at løfte sløret for deres hidtil hemmeligholdte seksualitet

Jeg var en god katolsk pige, voksede op i 1970'ernes Irland, hvor homoseksualitet var en ondsindet perversion. Ikke at det var noget, vi talte åbent om, men jeg vidste, at det var det værste på jorden, skriver Ursula Halligan i en kronik, hvor hun står frem som lesbisk.
Jeg var en god katolsk pige, voksede op i 1970'ernes Irland, hvor homoseksualitet var en ondsindet perversion. Ikke at det var noget, vi talte åbent om, men jeg vidste, at det var det værste på jorden, skriver Ursula Halligan i en kronik, hvor hun står frem som lesbisk. Foto: AFP PHOTO / PAUL FAITH.

”Jeg kunne ikke længere forholde mig tavs.”

Den irske tv-vært Ursula Halligan havnede på forsiderne af de irske aviser, da hun valgte at fortælle om sin seksualitet i en aviskronik.

Hun er politisk redaktør på irsk TV3 og en kendt person, men hun har altid haft vandtætte skotter mellem sin offentlige rolle og sit privatliv.

Ligesom flere andre er hun stået frem, nu da irerne i dag stemmer om, hvorvidt det katolske lands forfatning skal ændres, så to af samme køn kan blive gift.

”Jeg var en god katolsk pige, voksede op i 1970'ernes Irland, hvor homoseksualitet var en ondsindet perversion. Ikke at det var noget, vi talte åbent om, men jeg vidste, at det var det værste på jorden,” skriver Ursula Halligan i sin kronik i avisen The Irish Times.

Hun beretter videre, hvordan hun som 17-årig i 1977 skrev i sin dagbog om at være forelsket i en anden pige. Først 38 år senere er hun nu brudt ud af det, hun beskriver som ”et følelsesmæssigt fængsel”.

Seksualitet er blevet et emne, som stort set ingen i Irland kan undgå at forholde sig til. I modsætning til andre lande - herunder Danmark - hvor lovgivningen om homoseksuelles rettigheder finder sted i parlamentet, er det i Irland et meget håndgribeligt spørgsmål, som vælgerne skal forholde sig til.

Det har givet mange som Ursula Halligan modet til at stå ved deres seksualitet.

”Debatten har givet dem en tilladelse til at komme ud, fordi de ikke længere føler, at de skal være en minoritet, der er nødt til at gemme sig,” siger teologen dr. Mary Condren fra Center for køns- og kvindestudier ved Dublins Trinity College.

Og det er en debat, som ikke kun føres blandt homoseksuelle og den liberale elite, tilføjer hun:

”Folkeafstemningen indikerer en modenhed blandt irerne i forhold til, hvad de føler om seksualitet. Det er en dramatisk ændring, sammenlignet med da jeg voksede op for 30 til 40 år siden, hvor seksuel fortrængning var den dominerende etos.”

Åbenheden om seksualitet rækker helt ind i Oireachtas ireann - det irske parlament. Efter at sundhedsminister Leo Varadkar stod frem, har flere andre parlamentarikere valgt at fortælle om deres hidtil for de fleste hemmeligholdte seksualitet.

Kampagnen for at stemme ja er i valgkampen nået ud til mange andre end homoseksuelle irere. I Dublin er der således mange, der går rundt med en badge med et ”Yes” eller det gæliske udtryk for ja: ”Ta”.

”Hvorfor skulle jeg stemme nej?”, lyder det retorisk fra Paul Balvenie på spørgsmålet om, hvorfor han bærer et ja på sin jakke.

”Hvorfor skulle jeg hindre nogen i at gøre noget? Jeg er ikke selv gift, for jeg tror ikke på ægteskabet. Men det betyder ikke, at andre ikke skal have muligheden. Det handler om tolerance,” siger han på den travle O'Connell Street med sin datter i hånden.

På samme gade fører Martin McAleese - gift med landets tidligere præsident Mary McAleese - også kampagne for et ja. Parret har en homoseksuel søn, og som andre forældre og pårørende er de gået aktivt ind i kampagnen for et ja. Premierminister Enda Kenny beder også irerne stemme ja, nu da nej-kampagnen i valgkampens slutspurt ser ud til at have fået momentum:

”Det handler om, at flertallet vil gå i brechen for og stå sammen med mindretallet. Et ja vil udrydde de sidste barrierer af fordomme eller den irrationelle frygt for 'dem' og 'os',” siger Enda Kenny ifølge The Irish Times.

For homofobien er ikke udryddet i Irland.

Radioværten og ja-aktivisten Dil Wickremasinghe kom til landet for 15 år siden fra Sri Lanka, efter at hun var blevet udstødt fra sin familie, som hørte til Jehovas Vidner.

Hun har netop født en lille dreng og fortæller, hvordan sociale medier flød over med hadefulde beskeder, da hun og hendes partner berettede om graviditeten:

”Selvom modstanderne siger, at de ikke er homofobiske, så er det den underliggende tone. Det er ikke voldelige trusler, men mere en understrøm.”

Faderen er i øvrigt dansk - fundet igennem en sædbank i Danmark.

”Det, jeg finder mest ubehageligt, er dem, der spørger, hvem faderen er. Det spørgsmål ville du aldrig stille til et barnløst heteroseksuelt par eller enlige mødre eller nogen, der adopterer,” mener Dil Wickremasinghe.