Når Irland går til folkeafstemning i overmorgen, bliver den grønne, overvejende katolske ø det første land i verden, hvor befolkningen direkte kan bestemme, om homoseksuelle skal have ret til at gifte sig. Selvom det irske parlament selv kunne have besluttet det, så er bolden spillet videre til befolkningen. Og det er et spørgsmål, som i høj grad har fået irerne til at diskutere parforhold og ægteskab.
Fra lygtepælene i Dublins gader slås valgplakaterne om opmærksomheden. Men budskaberne på dem giver ikke umiddelbart indtryk af, at der er tale om det samme emne.
Fra ja-siden, som dækker alle de etablerede partier, er budskabet ”Yes to Equality” - ja til lighed.
Nej-siden slår derimod på familieværdier og ikke mindst børn. ”To fædre kan ikke erstatte en mors kærlighed”, lyder et typisk budskab.
Det til trods for, at irerne ved folkeafstemningen kun skal tage stilling til ægteskabet, ikke spørgsmål om adoption, surrogatmødre og plejebørn.
”De spiller på folks bekymringer, og folk bekymrer sig over børn,” erkender Walter Jayawardene, der er kommunikationskoordinator for kampagnegruppen Yes Equality.
Han glæder sig over, at det ikke kun er homoseksuelle selv, som tegner ja-siden.
”Vi har støtte fra folk, der har en søn, datter eller andre familiemedlemmer, som er homoseksuelle. De er med til at fortælle, at dette er en afstemning om fremtiden, for de yngre generationer. Og folk har forstået, at de ikke skal vokse op i et samfund, hvor de skal holde sig skjult,” lyder Walter Jayawardenes forklaring på, at så mange irere går rundt med et ja-klistermærke på overtøjet.
Hans gruppe har vind i sejlene, nu da den sidste kampagneuge er skudt i gang. Meget symbolsk sker det foran hovedposthuset på hovedgaden O'Connell Street i Dublin. Posthuset var hovedkvarter for Påskeoprøret, som skulle fordrive briterne i 1916.
Teologen Vincent Twomey, der støtter nej-kampagnen, trækker også tråde til revolutionshelten Michael Collins, når han forklarer, at det ikke kun er kirken, der siger nej.
”Michael Collins sagde de berømte ord, at 'vi får vor tro fra Rom og vore holdninger hjemme'. Folk er blevet intimideret af ja-siden, af regeringen, af medierne. Men irerne kan ikke lide at blive presset. Vi har været længe nok under fremmede magter. Og irerne vil ikke have, at nogen fortæller dem, hvad de skal gøre. Det gælder både regering og kirke,” fastslår Vincent Twomey, der fortsat tror, at det er muligt at vende stemningen.
En stor meningsmålingi avisen Irish Times viste i weekenden, at nok vinder nej-fløjen frem her i slutfasen, men at 58 procent af irerne fortsat vil stemme ja, 25 procent siger nej, mens 17 procent endnu ikke har besluttet sig.
Til sammenligning havde ja-siden en tilsvarende tilslutning forud for folkeafstemningen om nye skilsmisseregler i 1995. Men på valgdagen blev ændringerne vedtaget med blot 0,6 procentpoints forskel mellem ja og nej.
At der er stærke følelser i spil, illustreres af, at deltagerne i en demonstration for et nej blev overdænget med æg.
Andre steder bliver ja-plakater overmalet eller vendt på hovedet.
”Det er også et spørgsmål, hvor vi ser et stort skel mellem land og by,” forklarer Brendan Butler fra græsrodsbevægelsen ”We are Church” (Vi er kirken), som arbejder for reformer indefra i den katolske kirke.
Han har også modtaget hadske beskeder, fordi han som katolik arbejder for et ja. Brendan Butler er ligeledes kritisk over for den måde, som nej-bevægelsen bruger emner som adoption og surrogatmødre til at spille på følelserne i debatten.
Han peger også på, at nej-kampagnen, som først for alvor er kommet op i gear i slutfasen, får stor støtte fra konservative kristne grupper i USA, som National Organisation for Marriage (den nationale organisation for ægteskabet), som opfordrer medlemmerne til at støtte kampagnen med penge.
Tilsvarende beskylder Vincent Twomey ja-kampagnen for at være finansieret af homoseksuelle grupper i USA og Storbritannien.
Alle partierne i det irske parlament fører kampagne for at ja. Og de har opbakning fra store dele af erhvervslivet og kendte fra medie- og kulturverdenen.
Blandt dem er forfatteren Colm Tóibín, der i sidste uge brugte et foredrag på universitetet i Dublin til at understrege, at han langtfra er den eneste homoseksuelle forfatter i den irske litteraturhistorie.
”Vi taler ikke om seksualitet. Vi taler om kærlighed,” fastslog han med tilføjelsen, at han gerne vil have muligheden for at blive gift med sin partner.
Om han får lov, afgør de irske vælgere på fredag.
