Prøv avisen

Irsk abortafstemning handler om, hvornår livet begynder

Historien om Savita Halappanavar, der døde under en lang kompliceret ufrivillig abort, fordi lægerne ikke måtte hjælpe hende, har inspireret Bríd Murphy til at engagere sig i kampen for ophævelsen af Irlands abortforbud. Men begge sider bruger den tragiske historie i deres kampagne, som det fremgår af nej-skiltet bag ja-aktivisten. – Foto: Bjarne Nørum

I morgen stemmer irerne om at afskaffe forbuddet mod abort. Den store provinsby Limerick er i frontlinjen i kampen mellem land og by, men for langt de fleste bunder deres stemme i personlige oplevelser og overvejelser

Valgplakaterne stirrer insisterende ind i bilen. Små landsbyer, vigtige vejkryds og ikke mindst gaderne i hovedbyen Limerick i det vestlige Irland er alle vigtige kamppladser op til morgendagens folkeafstemning, som skal vise, om stemningen er for at afskaffe et af de sidste europæiske forbud mod abort.

Spørgsmålet deler i højeste grad vandene, og selvom Limerick er kendt for sine sprogligt finurlige rim, så er det absolut umuligt at få YES til at rime på NO. Forventningen her i området er, at det bliver et tæt løb mellem ja og nej, for selvom ja-siden fortsat fører ret komfortabelt med cirka 10 procentpoints forspring, er der også mange, der er i tvivl lige til det sidste. Og særligt stemmeprocenten vil ifølge iagttagere blive afgørende, fordi især abortmodstandere ventes at stemme.

”Det er retten til liv, og ikke mindst det ufødte barns ret til liv, der er på spil. Livet er den mest basale rettighed, vi har, og når vi taler om menneskerettighedsspørgsmål, så er det helt usædvanligt at tage en rettighed væk og erstatte den med retten til at afbryde en graviditet,” siger Anne Murray insisterende.

Til dagligt er den 56-årige mor til tre piger ansat på lønningskontoret på den lokale kommune. Men denne folkeafstemning er så vigtig for hende, at hun for første gang nogensinde har engageret sig i noget, der minder om en politisk kampagne. Hun har meldt sig ind i ”Pro-Life”-kampagnen for retten til liv. På hendes bluse er der en badge med budskabet ”Love Both” – elsk begge.

”Vi taler om to forskellige mennesker; moderen og det ufødte barn,” understreger hun.

At det er svært spørgsmål, understreges af, at 14 medlemmer af det irske parlament få dage før afstemningen ikke offentligt har meldt ud, hvad de vil stemme – herunder den tidligere premierminister Enda Kenny. Men 92 har angivet, at de vil stemme ja, mens 52 er imod at afskaffe beskyttelsen af det ufødte barns ret til liv.

Anne Murray bor i Youghal, en mindre by med omkring 7000 indbyggere, som ligger en god times kørsel fra universitetsbyen Limerick med over 94.000 indbyggere. Her står den 21-årige kunststuderende Bríd Murphy sammen med fem andre ja-aktivister på hovedstrøget O’Connell Street og skutter sig i den kolde støvregn.

For hende afspejler folke-afstemningen en lang personlig rejse. Var spørgsmålet kommet, da hun selv var teenager, ville hun også have stemt imod at fjerne det forfatningsikrede abortforbud. Nu har hun som Anne Murray for første gang engageret sig en valgkampagne.

”Nogle af mine venner har følt sig presset til at tage til Storbritannien for at få en abort. De var under 18 år og følte ikke, de var klar til at være mødre, og de ville også have en uddannelse. Der er stadig skam forbundet med abort. Du kan ikke tale om det og er derfor meget alene. Det kan tilmed være svært at se din læge efterfølgende, hvis der er problemer,” fortæller hun over en kop kaffe.

Hendes engagement handler også om Savita Halappanavar, en 31-årig indisk tandlæge, der var flyttet til Galway i det vestlige Irland. Hun døde af blodforgiftning. Mens hun var i 17 svangerskabsuge, gennemgik hun en uprovokeret abort, som varede i flere dage, fordi et lægeligt indgreb ville have været et brud på de nuværende abortregler, hvor selv en ufrivillig abort skal gå sin naturlige gang.

Bríd Murphy er dog ikke nødvendigvis for abort.

”Men jeg er for retten til at vælge selv,” siger hun, der har gået på en katolsk skole, og som igennem hele sin ungdom fik at vide, at abort var noget slemt.

”Hvis jeg var blevet spurgt dengang, så ville jeg have svaret nej.”

Hun husker særligt en skelsættende episode, da hun var omkring 16 år:

”I en religionstime kom der en og viste en meget grafisk video af en abort. Men hvorfor skulle vi se det, når abort ikke var tilladt, og når vi ikke måtte se andre film med grafisk vold? Så jeg og nogle andre udvandrede.”

Bríd Murphy er selv et eksempel på, hvordan land og by er splittet i spørgsmålet. Hun er vokset op i den mindre by Partarlington med lidt over 8000 indbyggere.

”Det er et sted, hvor folk ikke vil snakke om, hvad de vil stemme, selvom folk er delt på begge sider. Men det er også et sted, hvor mange vil stemme imod. Det gælder også kvinder af den gamle skole, for hvem sådanne ’kvindeting’ ikke er noget, man skal snakke om, men noget, som kvinder må lære selv at håndtere.”

Anne Murray har netop sat sig selv i spil – og det i et mindre samfund, hvor man hurtigt bliver kendt og genkendt.

”Jeg bor i en lille by, og det er ikke nødvendigvis noget, man taler åbent om. Men jeg finder også, at mange, som ikke snakker om det med familier og venner, er mere villige til at tage samtalen, når man stemmer dørklokker, og jeg har endnu ikke haft negative oplevelser. Hvis folk er uenige, så siger de høfligt nej tak. Det er også meget civiliseret, når jeg møder de andre i eksempelvis radiodebatter,” fortæller hun.

Bríd Murphy indrømmer, at hun ikke får mange samtaler med nej-sigerne.

”Men vi får mange tilråb som ’morder’ og ’I dræber børn’, og det kommer typisk fra ældre mænd,” fortæller hun.

Selvom afstemningen let ses som et generationsopgør, så er billedet mere kompliceret.

”Der er også nogle af mine venner, som vil stemme nej, og de gør de, fordi de tager et religiøst synspunkt. Jeg føler ikke, at de vil lytte og tage en debat. Men det er samtidig unge kvinder, som også er villige til at bruge prævention og fortrydelsespiller,” fortæller Bríd Murphy.

Anne Murray er som langt de fleste irere praktiserende katolik, men det er vigtigt for hende at understrege, at det ikke er for at repræsentere kirken, at hun er gået ind i kampagnen. Det afgørende for hende var, da hendes dengang 17-årige teenagedatter for nogle år siden kom hjem fra skole efter at have set fosterscanninger – og set, at der var menneskeliv i de helt små fostre.

”Vi havde aldrig talt om abort derhjemme, og så kom den her 17-årige pige og skabte debat, og det var en overraskelse,” husker hun.

I dag frygter hun et samfund, hvor abort frasorterer det uperfekte:

”Hvad sker der, når personer med Downs syndrom forsvinder fra samfundet? Det er så trist, at vi bare higer efter det perfekte hele tiden, fordi den tekniske mulighed er der. Vi ser allerede nu, at der også nogle steder finder kønskvotering sted af fostre.”

Anne Murray anerkender, at en graviditet kan være svær for nogle, men hun mener, at samfundet bør støtte disse kvinder på alle måder og alternativt hjælpe med at bortadoptere barnet, men ikke fremme abort.

Den seneste meningsmåling forud for folkeafstemningen viser ifølge mediet The Journal et flertal på 56 procent for at afskaffe forbuddet mod abort.

”Elsk begge” står der på Anne Murrays lille badge. For hende handler det ikke kun om moderen, men om det ufødte barns ret til liv. – Foto: Bjarne Nørum