Islamisk Stat er kun delvist stækket efter drab på frontfigur

Med drabet på talsmand al-Adnani har terrororganisationen IS mistet et ansigt udadtil. Men IS kan samtidig bruge drabet til propaganda, vurderer forskere

Ifølge mellemøstforsker Søren Schmidt er det ikke lederne af IS, men den underliggende ideologi, der er afgørende for bevægelsens levedygtighed. Arkivfoto.
Ifølge mellemøstforsker Søren Schmidt er det ikke lederne af IS, men den underliggende ideologi, der er afgørende for bevægelsens levedygtighed. Arkivfoto. Foto: AFP / Marwan IBRAHIM.

Bag ethvert orkester står en dirigent med øre for musik. Bag enhver stor bygning står en stor arkitekt med en klar idé. Og bag Islamisk Stat står Abu Muhammed al-Adnani. Eller rettere sagt: stod. For det er slut nu. Islamisk Stats markante talsmand er dræbt i Syrien, oplyser terrororganisationens nyhedsbureau.

Dermed har Islamisk Stat mistet en central figur i hele sin propagandavirksomhed, påpeger Simone Molin Friis, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, som forsker i Islamisk Stats kommunikation og brug af medier.

”Al-Adnani har stået bag hele det medieapparat, som Islamisk Stat har sat op. Det er noget af det, Islamisk Stat har været rigtig god til, og der har været stor kraft i det som propagandaapparat. Før ramadanen var han i en tale ude at opfordre til, at man skulle ramme de vantro, hvor end de var og med hvilke som helst midler. Det var en tale, som fik meget cirkulation. Samtidig går der også rygter om, at han ud over sin rolle som ansigtet udadtil og frontfigur i videoer også er blevet set som en potentiel efterfølger til Islamisk Stats leder al-Baghdadi. At han nu er væk, er derfor et ret stort tab for Islamisk Stat,” siger Simone Molin Friis.

USA’s forsvarsministerium kunne i går ikke bekræfte, at al-Adnani er dræbt, men dog at han var mål for et angreb i den syriske by al-Bab. Det russiske forsvarsministerium har ifølge nyhedsbureauet Reuters meddelt, at det var et russisk krigsfly, der i tirsdags dræbte al-Adnani.

Talsmandens død vil kortvarigt sætte IS tilbage, men organisationen er samtidig meget tilpasningsdygtig, vurderer Simone Molin Friis:

”Islamisk Stat er opmærksom på, at koalitionen går efter ledende figurer, så de har også indrettet sig på en måde, hvor de kan håndtere at miste store figurer.”

Den betragtning deler Søren Schmidt, der er lektor og mellemøstforsker på institut for kultur og globale studier ved Aalborg Universitet.

”Al-Adnani har været en dygtig mand for Islamisk Stat og har kunnet en masse ting, men organisationen vil finde en ny til at fylde hans plads ud. Han er en ege, der er knækket i et cykelhjul, men hjulet eksisterer stadigvæk og vil blive repareret,” siger Søren Schmidt.

Han påpeger, at terrorgruppen er bureaukratisk organiseret og samtidig har tilhængere over hele verden.

”Hvis man eliminerer en af de centrale ledere i en bevægelse som Islamisk Stat, så har det selvfølgelig en vis effekt, men den viser sig altid at være kortvarig. For det, der er det egentlige livsgrundlag for disse organisationer, er, at der er en ideologi og en politisk baggrund for, at de eksisterer, og når de har været i stand til at organisere sig, er der en ny, der rykker op,” siger han.

Sune Haugbølle, der er lektor ved Roskilde Universitet med speciale i Mellemøsten, mener, at al-Adnanis død er med til at vise, at Islamisk Stats position har ændret sig.

”Når sådan en fremtrædende og kendt figur bliver dræbt, så viser det, at Islamisk Stat er sårbar og i gang med at blive slået tilbage. Der er sket en vending det sidste halve år. Der er ikke længere det her momentum, de havde i 2014 og 2015,” siger han.

Islamisk Stat taber i øjeblikket terræn i både Irak og Syrien, og al-Adnanis død spiller ind i et større billede, mener Sune Haugbølle.

”En del af organisationens karisma er, at islamisterne virkede uovervindelige og indtog områder, men nu er det et andet billede. Fremtrædende figurer bliver dræbt, og de taber områder. Det er noget, der bliver bemærket af tilhængere rundt omkring, og det kan også have en betydning for organisationens tiltrækningskraft globalt set,” siger han.

Men selvom al-Adnanis død ikke kan bruges til at fortælle en historie om sejr, bliver den stadig brugt af Islamisk Stat i propagandaøjemed. Det vurderer Simone Molin Friis.

”Nu kører de i højere grad en fortælling om de uretfærdigheder, der overgår dem, og laver en martyrfortælling, hvor de sætter fokus på, hvem al-Adnani var som person, hans agenda, og hvor ond koalitionen er. På de sociale medier er der mange fans af Islamisk Stat, der deler materialet og hylder al-Adnani.”