Islamisk Stat graver nazitidens landminer op i Egypten

Europæiske stormagters militære levn i Sahara-ørkenen er blevet en kilde til våbenforsyninger for terrorbevægelsen IS. Det er en advarsel om at krig, selv for sejrherrerne, kan få utilsigtede konsekvenser, mener militærekspert

En sydafrikansk minør er klar med flere britiske miner til at lægge ud i den egyptiske del af Sahara ørkenen under Anden Verdenskrig. Det menes, at op mod 17 millioner miner blev spredt i Sahara under krigen af britiske, tyske og italienske soldater. I dag genbruges nogle af dem af Islamisk Stat. Fotoet menes at være taget mellem 1940 og 1943. –
En sydafrikansk minør er klar med flere britiske miner til at lægge ud i den egyptiske del af Sahara ørkenen under Anden Verdenskrig. Det menes, at op mod 17 millioner miner blev spredt i Sahara under krigen af britiske, tyske og italienske soldater. I dag genbruges nogle af dem af Islamisk Stat. Fotoet menes at være taget mellem 1940 og 1943. – . Foto: Science Photo Library/Scanpix.

Selvom naziregimet brød sammen for mere end 70 år siden, trækker Anden Verdenskrig stadig blodige spor efter sig i store dele af det nordlige Afrika. Under kampe om herredømmet over regionen spredte tyske, britiske og italienske soldater op mod 17 millioner landminer i det nordvestlige Egypten, og med krigens afslutning efterlod landene sig dermed verdens største udendørs våbenlager skjult under det varme sand. I årevis var det kolossale minefelt mestendels et problem for regionens beduiner, hvoraf 1000 har mistet livet ved eksplosioner siden 1945.

Men i takt med islamistiske terrorbevægelsers fremgang i regionen er det store levn fra Hitlers krig de seneste år blevet del af en ny og foruroligende udvikling. Islamisk Stat og andre terrorgrupper graver minerne op for at bruge komponenter af minerne i deres krigsførelse, skriver magasinet Newsweek.

”Vi har modtaget mindst 10 militære efterretninger om, at terrorister bruger gamle miner. Selv i dag er det noget, der bekymrer os,” siger Fathy el-Shazly, en tidligere ambassadør i Saudi-Arabien, som indtil for nylig havde ansvar for minerydning i Egypten, til Newsweek.

Problemet begyndte i 2004, da ekstremister dræbte 34 mennesker med syv bomber lavet af gammel ammunition ved feriestedet Taba på Sinaihalvøen, fortæller Fathy el-Shazly. Siden er det blevet nærmest almindelig praksis, i takt med at sikkerheden i dele af Egypten er aftaget, ikke mindst efter landets mest aktive jihadistiske bevægelse Ansar Beit al-Maqdis i 2014 sværgede troskab over for Islamisk Stat.

Senest blev fem soldater i en militærkonvoj dræbt, da de nær kysten ved Det Røde Hav kørte på en vejsidebombe, som menes at være lavet af sprængstof fra gamle miner. Militærfolk, som for nylig modtog flere end 700 minesikre køretøjer fra USA som hjælp til at bekæmpe islamisters fremmarch i det nordlige Sinai, forsøger at afværge truslen, men resultaterne er blandede, skriver magasinet.

Arbejdet med at grave minerne op er ekstremt farligt, men indbyggere i områdets landsbyer er fattige – ikke mindst fordi det brede bælte af bomber hindrer udvikling – og en del vælger at gøre salget af de opgravede miner til en levevej.

”De gør det, fordi de ikke har andet at leve af,” siger Abdul Moneim Waer til Newsweek. Han mistede tre fingre under en eksplosion som ung og arbejder i dag med at fremme fokus på problemet.

De egyptiske myndigheder har efter eget udsagn optrappet indsatsen med at fjerne minerne, dels for at sikre området, dels for at få adgang til oliefelter, og tre millioner miner er efter sigende blevet fjernet siden 1981.

Men myndighederne bør i den grad optrappe indsatsen, for islamisters adgang til det store minefelt udgør en kæmpe fare, mener Alaric Searle, som er professor i historie ved Salford universitet i Manchester i England med speciale i militærhistorie.

”Hvis man tager i betragtning, hvordan Egyptens holdning er til menneskerettigheder, tror jeg ikke, at landets regering mister ret meget søvn, fordi omstrejfende børn og fårehyrder træder på disse miner. Men sikkerhedsmæssigt er det et kæmpestort problem, at minerne bliver gravet op af Islamisk Stat. Det kan være tegn på, at de har problemer med at få fat i våbenforsyninger. Men i lyset af det store antal miner burde myndighederne gøre noget ved det. Det er dog en meget vanskelig opgave, og landet har muligvis ikke ekspertisen til det,” siger han.

Egypten er ikke det eneste land i regionen, hvor verdenskrigens våben har fundet vej tilbage til markedet. Våbeninspektører dokumenterede for nylig, at kurdiske styrker i Irak havde kapret en britisk riffel fra 1942 fra Islamisk Stat, og oprørsgrupper i Syrien bruger mindst en kanon fra 1940’erne i deres kampe. Derudover er der rigelige våbenforsyninger fra Anden Verdenskrig i omløb i det lovløse Libyen.

Men problemet med Egyptens enorme minefelt er desuden, at det fungerer som skjul for jihadisterne, som ved hjælp af lokale guides med kendskab til ørkenen kan sno sig gennem det farlige landskab og blandt andet smugle våben ud af Libyen. Militæret vover sig ikke ind i mineområdet, som dermed er blevet et tilflugtssted for terrorister og smuglere.

Blandt beduiner i regionen er vreden primært rettet mod de europæiske stormagter, der spredte minerne i området.

”De løber fra deres ansvar,” siger Ahmed Amer, leder af en organisation, som kæmper for bedre vilkår for overlevende efter landminer, til Newsweek.

”De kan ikke bare komme her og så forsvinde igen. De skal rydde op efter sig.”

Det er dog vanskeligt at placere et ansvar, eftersom man i tiden omkring Anden Verdenskrig ikke havde indført det hav af folkeretlige regler om krigsførelse, som man har i dag. Det fortæller chef for institut for Militærhistorie og Krigsteori ved Forsvarsakademiet, Niels Bo Poulsen.

Men eksemplet tjener både som advarsel mod brugen af klyngebomber og deslige og mod krigsførelse generelt, mener han.

”Når jihadister begynder at grave gamle miner op, er det i spektakulær grad et eksempel på, at krig selv for sejrherrerne kan have fuldstændig utilsigtede konsekvenser, og den banale lære er, at man skal omgås krig med stor forsigtighed og tænke sig godt om, inden man går i krig. Eksemplet viser jo, at krigen kan hævne sig 75 år efter,” siger han.

Den voksende terrorisme i ly af minefelterne i Egypten har blandt andet ført til kidnapning og drab på medarbejdere i olieindustrien og dødelige angreb på det egyptiske militær. Regeringens forsøg på at genvinde kontrol med området har blandt andet ført til drab på turister, som blev forvekslet med jihadister.

Niels Bo Poulsen påpeger samtidig, at Anden Verdenskrig var en tvangskrig mellem godt og ondt.

”Så det er svært at hævde, at de allierede burde have annammet læren om ikke at gå i krig. Den mængde sprængstof, som terrorister måtte hente fra de allieredes bomber i ørkenen i dag, var en del af det, der skulle til for at vinde krigen mod nazisterne,” siger han.

Krigen var også så ødelæggende, at de involverede parter bagefter stod med et genopbygningsarbejde fra bunden, og man havde ikke ressourcer til at fjerne alle de millioner af miner og bomber, som var blevet spredt ikke bare i Nordafrika, men i store dele af verden, tilføjer Niels Bo Poulsen.