Prøv avisen

Islamisk Stat veksler Syriens kulturarv til våben på kunstens sorte marked

Islamisk Stat, IS, er berygtet for at smadre Syriens kulturarv, hvor end bevægelsen har kunnet komme til det, men bevægelsen er også bevidst om, at de antikke kunstgenstande er penge værd. IS har smuglet masser af kunst ud af Syrien for at skaffe penge til våben. Schweizisk politi konfiskerede sidste sommer en række genstande stjålet fra oldtidsbyen Palmyra, blandt andet dette kvindehoved. – Foto: Anklagemyndigheden i Genéve/AP/ritzau

Islamisk Stat er berygtet for at ødelægge antikke kulturminder i Syrien, men det er ikke al kunst, bevægelsen ønsker at destruere. En stor del bliver stjålet og solgt i udlandet for at skaffe penge til våben

Det kom ikke bag på arkæolog Nibal Muhesen, da han tidligere på året fik en henvendelse fra det danske politi. Han havde forventet, at det ville ske før eller siden. Politiet havde konfiskeret billeder af nogle antikke medicinflasker fra Syrien, og de ville gerne have hans hjælp til at verificere, hvorvidt der var tale om ægte kulturelle genstande eller ej. Medicinflaskerne viste sig at være falske, men de kunne lige så godt have været ægte. I så fald kunne flaskerne være solgt for hundredtusinder af kroner.

”Der foregår plyndringer i hele Syrien,” konstaterer Muhesen, da vi mødes på hans arbejdsplads institut for tværkulturelle studier på Københavns Universitet.

Siden kampene brød ud i Syrien i 2011, har det været en hård og ødelæggende krig. Beretningerne har koncentreret sig om de humanitære konsekvenser af krigen, der begyndte som et folkeligt oprør og er endt i en uoverskuelig konflikt med mange involverede. Den har ikke kun kostet uerstattelige menneskeliv og udløst en af den nyere tids største flygtningestrømme mod nabolande og Vesten; uordenen har også skabt muligheden for, at Islamisk Stat uden den store bevågenhed har kunnet fragte uvurderlige kulturarvsgenstande ud af landet for at finansiere krigen.

For at forstå omfanget af de værdifulde skatte, der ligger gemt bag Syriens grænser, skal man have landets centrale placering i Mesopotamien in mente. Regionen kaldes også ”civilisationens vugge”, fordi man her har fundet de første tegn på dyrkelse af jord og 5000-6000 år gamle byer. Der findes stadig rige spor af en veludviklet levevis, hvor templer, skulpturer og relieffer har givet arkæologer rig mulighed for at forske i resterne af de første tegn på civiliseret liv.

Også i årtusinderne efter har Syrien ligget i midten af en smeltedigel, der blandt andet har været under romersk, arabisk og osmannisk herredømme, hvilket har sat tydelige spor.

Den rige kulturarv viser ifølge Nibal Muhesen sammenhængen mellem Asien, Mellemøsten og Europa.

”Når vi taler om kulturarven i Syrien, handler det også om Europas rødder. Europa har både græske, romerske og islamiske rødder. Det glemmer mange,” siger han.

På FN-organisationen Unescos verdensarvsliste finder man blandt andet den antikke by Palmyra og de gamle bydele i Aleppo og Damaskus. Her findes, eller fandtes, de legendariske souk-markeder, som er lange, overdækkede gader med handelsboder. Centrum er moskéen, hvis minaret stikker op som et pejlemærke for at finde rundt i den knudrede bymidte.

Krigen har ødelagt store dele af Syriens antikke byer. Blandt andet er der ikke meget tilbage af Aleppos bymidte.

Inden Palmyra kom under Islamisk Stats kontrol fra maj 2015 til marts 2016, havde man fjernet flere hundrede genstande, så de var i sikkerhed, men mange kulturskatte er gennem krigen blevet bombet og destrueret af grupperinger af Islamisk Stat, hvis formål er at tilintetgøre al kultur, der ikke passer ind i kampen for et islamisk kalifat.

Store dele af Syriens kulturarv er dog ikke blot gået til på grund af bombardementer og ødelæggelser. Meget af den er også forsvundet ud af landet, selvom Unesco allerede i 1970 indførte et forbud mod indførelse og omsætning af kulturgenstande, som er ulovligt udført fra andre lande.

”I krigssituationer er det vigtigste at få våben. Det kan smugleri af kulturgenstande være med til at finansiere,” siger Nibal Muhesen.

Formand for Unesco i Danmark, direktør og ejer af EU Consult International Bo Manderup-Jensen er enig i, at dræningen af kulturarven er en ny situation:

”Det særlige ved Syrien er denne ekstraordinære situation, hvor en gruppe helt bevidst bruger kulturarven som indtægtskilde til at finansiere deres terroraktiviteter,” siger han.

Krigen gør det lettere for de kriminelle at sælge kulturgenstandene, fordi den har opløst grænserne og nedbrudt den sædvanlige kontrol.

”Syrien er et land i totalt sammenbrud, hvor det almindelig retssamfund og administrative system ikke fungerer. Der mangler for eksempel en instans, der kan kontrollere, hvad folk transporterer over grænserne,” siger Bo Manderup-Jensen.

Plyndringer i krigshærgede lande er set før. Blandt andet benyttede nazisterne under Anden Verdenskrig værdigenstande fra andre lande til at finansiere krigen. Her gik man ikke efter symbolske kulturarvsgenstande, men alt der havde værdi. Flytning af kulturarv er for den sags skyld heller ikke ny. Tænk blot på de mange museer, der findes rundt omkring i Europa med ikke-national kunst.

”Det er ikke en ny ting, at kulturarv bliver flyttet fra det sted, den oprindeligt har befundet sig. Men i Syrien er det problematisk, fordi det er kriminelle handlinger med videresalg for øje,” siger Bo Manderup-Jensen.

Og det ulovlige salg af kulturarven er svært at gøre noget ved. Det er ikke en højt prioriteret opgave hos det internationale politisamarbejde, Interpol, hvor det er tungere emner som terrorisme og menneskehandel, der er i fokus lige nu.

Det forstår Manderup-Jensen godt, men det ærgrer ham alligevel:

”Det er en klassisk situation om, hvem og hvad der prioriteres. Det er ærgerligt, at der ikke er større fokus på det. Især nu hvor vi ved, at der cirkulerer en masse kulturgenstande på det sorte kunstmarked.”

På museet Davids Samling i det indre København finder man den største samling af islamisk kunst i hele Norden. Museet kender til problematikken med både forfalskninger og genstande, som ikke bliver solgt lovligt. Derfor køber de typisk genstande til samlingen i større, velrenommerede auktionshuse.

”Vi køber hos Christie’s, Sotheby’s og Bonhams. De laver kataloger til deres auktioner, hvor vi kan se proveniensen på genstanden,” siger museumsinspektør og ph.d. Joachim Meyer med henvisning til de oplysninger om et kunstværk eller en museumsgenstand, som er indsamlet i forbindelse med erhvervelsen og har til formål at sikre, at alle ejere er kendt.

Davids Samling har ikke oplevet, at værdifuld syrisk kulturarv, som kunne have dets interesse, er kommet på markedet i Danmark. Det er der to forklaringer på. Danmark er simpelthen for lille, og derved er samlerne for få, og i Davids Samling beskæftiger man sig typisk med islamisk kunst, og det er sædvanligvis før-islamiske genstande, der er mere eftertragtede, forklarer Joachim Meyer.

Men omsætningen af syriske ”hælervarer” findes i andre større europæiske storbyer. Blandt andet kunne den britiske avis The Guardian sidste år med arkæologen Mark Altaweel som kilde berette om åbenlyst salg af brandvarme genstande fra Irak og Syrien i London. Altaweel mente, at de kun var toppen af isbjerget.

Ifølge Nibal Muhesen er der tale om tre forskellige slags købere, som fatter interesse for at foretage sådanne køb:

”Man kan lidt groft opdele dem i samleren, som har interesse for lige præcis syrisk kulturarv, den lærde, der tror, at ved at købe syriske kulturarvsgenstande så redder man kulturarven, og den sidste gruppe er de hårdkogte kriminelle, mafiaen. De arbejder ikke kun i Syrien. De slår til i ethvert land, hvis der er noget af værdi, og muligheden byder sig. Det er organiseret kriminalitet.”

Når freden engang er genoprettet i Syrien, bliver et af de store spørgsmål også, hvordan man kan genopbygge landet, og hvilken rolle kulturarven spiller i den forbindelse.

”Jeg synes ikke, de bombede områder skal genopbygges, som de var oprindeligt,” mener Nibal Muhesen.

”Vi skal lade sporene af krigen ses. Krigen bliver jo også en del af vores kulturarv på sigt. Der er en krigsarv i hele Syrien, og den skal vi beholde. Synligheden vil sikre, at vi ikke gentager historien,” siger han.

Han mener samtidig, at kulturarven repræsenterer en fælles historie, hvis værdi man ikke kan undervurdere i genopbygningen:

”Det er en del af den syriske identitet. Den kan være med til at få økonomien på rette køl, for hvis man vil have flygtninge tilbage til Syrien, skal der skabes en form for fælles historie og identitet. Det sker gennem kulturarven.”