Islamisten, der blev reddet af menneske-rettighederne

Den ekstreme prædikant Abu Qatada er blevet personificeringen af skellet mellem terrorbekæmpelse og menneskerettigheder

En spansk dommer har kaldt Abu Qatada for den åndelige leder af mujahedin i Storbritannien. –
En spansk dommer har kaldt Abu Qatada for den åndelige leder af mujahedin i Storbritannien. –. Foto: Reuters.

Den 51-årige Abu Qatada har beviseligt tætte terrorforbindelser til al-Qaeda, og terrorister har l­yttet til hans ekstreme version af islam.

Dermed har han forbrudt sig mod britisk lov, og han blev i 2007 dømt
til udvisning til Jordan, hvor han kommer fra.

LÆS OGSÅ: "Terrorisme er stadig et problem for islam"

Men efter snart seks års juridisk tovtrækkeri gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg tidligere på ugen Abu Qatada medhold i, at han ikke kan udvises, fordi han risikerer tortur.

Abu Qatada er af jordansk-palæstinensisk baggrund, og hedder i virkeligheden Omar Othman. Han kom til Storbritannien i 1993, hvor han søgte politisk asyl med henvisning til, at han havde været udsat for tortur i Jordan, hvor han er dømt for terrorplaner in absentia. Han var en del af en stor gruppe islamister, der søgte asyl fra despotiske arabiske regimer, som de forsøgte at vælte.

I London blev han hurtigt en fremtrædende person på den islamiske scene, som gik under navnet Londonistan. Han prædikede, at det var i overensstemmelse med islamisk lov at bekæmpe despoter og udenlandske invasioner med våben. Tanker, som særligt vandt gehør i Egypten og Algeriet, men som også var en del af det ideologiske fundament for al-Qaeda.

I starten blev han ikke set som en trussel, og den britiske efterretningstjeneste konsulterede ham tilmed om, hvordan den islamiske trussel mod Storbritannien kunne formindskes.

Men tonen i hans prædikener blev skærpet, og hemmelige tv-optagelser viste, at han havde udstedt regler, som retfærdiggjorde selvmordsangreb. Hans prædikener blev tilmed fundet hos nogle af dem, der var med i terrorangrebet den 11. september 2001. Andre senere terrorister modtog også religiøs vejledning fra Abu Qatada, der er far til fem.

Nye terrorlove i 2001 fik ham til at gå under jorden, men politiet fandt ham efter kort tid i en lejlighed i et socialt boligbyggeri i det sydlige London. Fængslingen blev senere underkendt, og han fik i stedet husarrest. Men for syv år siden blev han arresteret igen og dømt til udvisning.

Hans støtter taler om, at han aldrig har opfordret til terror mod Vesten, men kun for en væbnet kamp i muslimske lande, hvor styret ikke var rettroende.

Men den tidligere leder af politiets antiterrorgruppe deler ikke den opfattelse.

Jeg vil beskrive Abu Qatada som meget farlig, forklarer Bob Quick til nyhedsstationen BBC.