Prøv avisen

Islamister meldes fængslet og dræbt efter Sri Lanka-angreb

Ifølge Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, er de fleste islamister med tilknytning til bombeangrebene påskedag anholdt eller dræbt. (Arkivfoto) Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix

Sri Lanka vil udvise religiøse undervisere, der er i landet uden et arbejdsvisum, siger premierminister.

Srilankanske sikkerhedsstyrker har dræbt eller fængslet de fleste af de radikale islamister, der har relation til bombeangrebene påskedag. Det oplyser Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe.

Bombeangrebene var målrettet kirker og hoteller og tog livet af 253 mennesker. De blev udført af en lille men velorganiseret gruppe, fortæller Wickremesinghe.

- De fleste af dem er anholdt. Nogle af dem er døde, siger han i en erklæring søndag eftermiddag dansk tid.

- Nu kan vi gå tilbage til en normaltilstand og hjælpe med at genskabe livet i lokalsamfundet, tilføjer premierministeren.

Tre kirker og tre hoteller blev angrebet sidste søndag, hvor mindst 40 udlændinge mistede livet - heriblandt tre danske børn.

Det har fået regeringen til at stramme lovgivningen i forhold til islamistiske ekstremister. Det betyder blandt andet, at folk, der ulovligt underviser i religion, risikerer at blive udvist af landet.

- Der er adskillige udlændinge i vores land, der arbejder med at undervise uden arbejdsvisum. Vi vil udvise dem fra landet, siger premierministeren.

Ranil Wickremesinghe kom ikke ind på, hvor mange religiøse forkyndere, der opholder sig i landet uden visum.

I weekenden har regeringen arbejdet under love, der udelukkende kan bruges under undtagelsestilstand.

Blandt andet er den islamiske gruppe National Towheed Jama'at (NTJ), der formodes at stå bag angrebene, gjort forbudt.

Flere end 100 personer er blevet tilbageholdt på en uge.

Da politiet fredag stormede en bolig, som man formodede husede islamister, sprængte tre personer sig selv i luften.

15 personer - herunder seks børn - mistede livet i alt. Det er dog uvist, om de alle blev dræbt af bomberne.

/ritzau/AFP