Islamister sat fra bestilling. Tunesien forsøger sig med endnu et arabisk forår

Med præsidentens fyring af islamistisk premierminister og suspendering af parlamentet befinder Tunesien sig i den største krise siden 2011

Vrede tunesere kastede mandag sten mod tilhængere af det islamistiske regeringsparti Ennahda uden for parlamentet i Tunis.
Vrede tunesere kastede mandag sten mod tilhængere af det islamistiske regeringsparti Ennahda uden for parlamentet i Tunis. Foto: Zoubeir Souissi/Reuters/Ritzau Scanpix.

Tunesiens status som Nordafrikas – og Mellemøstens – demokratiske rollemodel er ved at blive indhentet af virkeligheden.

Efter længere tids økonomisk krise og en mangelfuld indsats mod coronavirussen står landet, der gik forrest i det arabiske forår og sidenhen blev et sjældent regionalt fænomen, hvor moderate islamister og et spirende demokrati gik hånd i hånd, midt i en omfattende politisk krise.

Efter protester mod regeringen i en række byer fyrede Tunesiens præsident, Kais Saied, søndag aften landets premierminister Hichem Mechichi og opløste parlamentet.

Mens den handling er blevet fejret med jubel i gaderne af regeringens modstandere, kalder den afsatte regering og dens støtter præsidentens tiltag for et kup. Præsident Saied sagde søndag aften ifølge nyhedsstationen Al Jazeera, at han ville ”overtage den udøvende myndighed med hjælp fra en ny premierminister”.

Samme aften angreb demonstranter partikontorer, der tilhører det netop afsatte regeringsparti Ennahda. Og mandag eftermiddag blev Al Jazeeras kontor i Tunis stormet af civilklædte og bevæbnede betjente, der beslaglagde tv-stationens computere, arkiver og maskiner. Al Jazeera, der har sit hovedsæde i Doha i Qatar, opfattes generelt som et talerør for Det Muslimske Broderskab i Mellemøsten. I Tunesiens tilfælde anses Al Jazeera for at favorisere det islamistiske Ennahda-parti.

Rached Ghannouchi, formand for parlamentet og medlem af Ennahda-partiet, beskylder ifølge Al Jazeera præsidenten for at foretage et ”kup mod revolutionen og forfatningen”

Flere mellemøsteksperter, blandt dem Andreas Krieg fra Kings College i London, sammenligner ”kuppet” med det, der skete i Egypten i 2013, da broderskabet blev smidt på porten af militæret. På Twitter skriver Andreas Krieg endda, at en række mellemøstlige lande har hjulpet til med at planlægge det, der omtales som et kup.

I modsætning til Egypten, hvor den nuværende præsident Abdel Fatah al-Sisi væltede Det Muslimske Broderskab fra magten ved et kup i 2013, er Tunesiens Ennahda-parti i brede kredse blevet opfattet som en succes. Men det er forkert, mener mellemøstanalytikeren Nervana Mahmoud.

”Det gik ikke godt i Tunesien, men det ignorerede vestlige medier for ikke at ødelægge billedet af Tunesien som rollemodel. For få dage siden blev en kvindelig parlamentariker (Abir Moussi, red.) uden hijab tæsket i parlamentet af en islamistisk politiker,” skriver hun på Twitter.

Nervana Mahmoud anser Ennahda for at være en del af den islamistiske bølge i Mellemøsten, der ikke har formået at levere varen i kølvandet på det arabiske forår for 10 år siden.

”I hele Mellemøsten har islamisterne intet lært. Det har ikke vundet den almindelige borgers hjerte, og Tunesien er det seneste eksempel. Ennahda har kun stået for kosmetisk forandring og søde ord. Partiet havde ingen økonomisk plan, kun appetit for magt,” skriver hun med henvisning til de seneste demonstrationer, der netop har handlet om den dårlige økonomi og korruption.

Aya Burweila er stifter af organisationen Code On The Road, som forsøger at forhindre ekstremisters udnyttelse af dårligt stillede befolkningsgrupper i Mellemøsten og Europa. Hun har heller ikke meget godt at sige om Tunesiens Ennahda-parti.

”For tunesere har revolutionen i 2011, hvor diktatoren Ben Ali blev fjernet, vist sig at være en bitter succes. De økonomiske og sociale forhold blev forværret. Ennahda-partiet, der støttes af Tyrkiet og Qatar, har svækket økonomien og Tunesiens institutioner med sit parlamentariske flertal. Det, vi ser i dag, er et forsøg på at skabe endnu et arabisk forår, efter at det første viste sig at være en vinter,” siger Aya Burweila.

Foreløbig har præsident Kais Saied suspenderet parlamentet i 30 dage. Men de kommende dage og uger vil være afgørende for, om de seneste begivenheder vil gøre landet yderligere ustabilt. I protest mod præsidentens skridt har Ennahda-partiet taget initiativ til en såkaldt sit-in demonstration foran parlamentet, og mandag kom det igen til sammenstød i blandt andet Tunis.