Prøv avisen

Islams modernisator og en fortaler for dialog

Mohammed Arkoun blev 82 år. -- Arkivfoto.

Professer Mohammed Arkoun var en af grundlæggerne af moderne islamisk tænkning i Frankrig

Hans hvide løvemanke var kendt blandt moderne islamtænkere både i og uden for Frankrig. Mohammed Ar-koun, en af grundlæggerne af religionsdialogen mellem kristne og muslimer i Frankrig og en af den moderne islams største tænkere, har undervist på Vestens mest prestigefyldte universiteter fra Sorbonne i Paris til UCLA i Californien. Han døde sidste søndag og blev i fredags begravet i Casablanca i sin marokkanske hustrus hjemland. Han blev 82 år.

Mohammed Arkoun blev født i 1928 i Algeriet, hvor han gik i skole hos de franske misionærer. Siden læste han arabisk litteratur og filosofi, først ved universitetet i hovedstaden, Algier, og siden ved Sorbonne Universitetet i Paris. I sin doktorafhandling behandlede han Miskawayh, en persisk filosof fra det 10. århundrede, i den hensigt at genoplive en siden overset islamisk humanisme.

Og netop forsøget på at udvikle en humanistisk og moderne islam blev Mohammed Arkouns livsopgave.

I værker som "Penser islam aujourd'hui" (At tænke islam i dag) fra 1993 eller "The Unthought in Contemporary Islamic Thought (Det utænkte i moderne islamisk tænkning) fra 2002 udviklede han det, han selv kaldte "anvendt islamologi".

"Et af den anvendte islamologis mål er at erstatte mistroen og den gensidige nedrakning med videnskabelig forskning. Vi skal bryde både med den rent ideologiske kritik af muslimsk tænkning og med den farlige overdrivelse af ?Vestens kulturelle angreb? på islam," skrev Mohammed Arkoun for eksempel i bogen "Pour une critique de la raison islamique" (Kritik af den islamiske rationalitet) fra 1984.

Arkoun var en af de fornemste repræsentanter for forsøget på at sætte Koranen ind i en historisk kontekst, og han afviste tanken om en uigenkaldeligt lukket fortolkning, der spærrer for enhver nytænkning af islam.

Han var også en af de første i Frankrig til at slutte sig til religionsdialogen mellem islam og kristendommen, et engagement han forstærkede efter al-Qaedas terrorangreb mod USA i 2001.

"Den muslimske og vestlige verden har mistet en uerstattelig stemme, der udstak den vej, vi skal gå for at forstå og supplere hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden," har den tyske islamspecialist Ursula Günther fra Institute for Ismaili Studies i London skrevet efter Mohammed Arkouns død.

bpedersen@k.dk