”Klak, klak.” Naboerne troede, at det var overskydende fyrværkeri fra nytårsaften. Men bragene, der rungede i gaderne omkring Reykjaviks centrale Ódinstorg denne formiddagsfredag i januar, kom hverken fra knaldperler eller kanonslag. Hvad naboerne hørte, var derimod skuddene fra en kaliber .22-pistol, affyret på åben gade ved højlys dag. Patronerne borede sig ind gennem døren på borgmester Dagur Eggertssons sølvgrå stationcar og gav ridser i lakken på den islandske selvforståelse.
Dagen før havde lignende pistolskud fået ruderne til at klirre i den kontorbygning, hvor det islandske socialdemokrati, borgmesterens parti, holder til. Ingen tilskadekomne, men heller ingen øjenvidner, og en gerningsmand på fri fod. Hændelserne kunne minde om indledningen på en af tidens populære islandske krimiromaner, men dobbeltangrebet på Islands demokrati skete ikke i fiktionens verden. Denne her gang var det virkelighed.
”Jeg føler, at vi betræder nyt land i islandsk politik, hvor der rykkes grænser, og hvor mit hjem er gjort til mål,” lød det bekymret fra borgmester Eggertsson, der nu overvejer at forlade sin post af frygt for sin families sikkerhed.
Under højt alarmberedskab har politiet overdraget sagen til anklagemyndigheden, og for første gang nogensinde diskuterer islandske politikere, om landets terrorismeparagraf bør tages i brug. En pensioneret politimand i 60’erne, der tidligere har begået grov kriminalitet, blev ugen efter skudepisoderne mistænkt og anholdt, men han er siden blevet løsladt igen.
De seneste 13 år i træk er Island kåret som verdens fredeligste land. Kriminaliteten er lav, trygheden er høj, samfundet er homogent. Og spørger man islændingene, er mange af dem oprigtigt stolte af det faktum, at deres politibetjente ikke behøver at være bevæbnet, og at selv landets præsident kan gå rundt i byen uden livvagter.
Ifølge sociologen Helgi Gunnlaugsson er det kontrasterne i sagen, som gør den ekstra bemærkelsesværdig.
”Når sådan noget som dette her sker i et fredeligt land som Island, så larmer det ekstra meget og rykker ved islændingenes selvforståelse,” forklarer Helgi Gunnlaugsson, som til daglig arbejder på universitetet i Reykjavik.
Tilbage i 2013 måtte islandsk politi for første – og hidtil eneste gang – finde våbnene frem for at skyde og dræbe en person. Den usædvanlige nyhed om politiets første drab gik hele verden rundt.
Det skete igen i 2017, da hele det islandske civilsamfund gik sammen om at hjælpe politiet med at lede efter en forsvunden ung kvinde. Hendes lig skyllede senere op for foden af et fyrtårn i Reykjavik, og en grønlandsk fisker blev dømt for at have myrdet hende. Og nu i 2021 har et tredje, hidtil uset drama så udspillet sig i hovedstadens stille gader, hvilket på ny har vakt opsigt og utryghed i tryghedssamfundets moderland.
”Det er første gang, vi ser et forsøg på at angribe Islands demokrati og dets folkevalgte politikere,” siger Helgi Gunnlaugsson.
Borgmesterens bil stod parkeret foran hans turkisfarvede, treetagers herskabsvilla, da skuddene ramte. Herfra har familien Eggertsson udsigt lige ud til Ódinstorg – en arkitekttegnet plads, hvis nylige istandsættelse borgmesteren selv har været med til at bevilge penge til.
Ifølge kommunen har det kostet tre millioner danske kroner at renovere pladsen. Men i en politisk kampagnevideo, som gik viralt først på året, anklages Dagur Eggertsson for at dække over, at renoveringen i virkeligheden skulle have kostet Reykjaviks skatteborgere det tidobbelte. I videoen beskyldes borgmesteren også for at have givet sig selv forkøbsret til tre p-pladser nær sit eget hus – og det i en bilproppet by, hvor det kan være noget nær umuligt at finde parkering.
Fra borgmesterkontoret har man afvist alle anklager og kaldt dem ”fake news”. Bag videoen står en lokal aktivistgruppe, der længe har kritiseret det socialdemokratiske bystyre, men efter skudangrebene har gruppen måttet undskylde og fjerne videoen. Nu får aktivisterne skylden for at have opildnet til hadet mod politikere som Dagur Eggertsson.
”Angreb som disse er fuldstændig uacceptable i et demokrati og i et åbent samfund. Vi fordømmer hadtale og enhver ytring, som opildner til had, og som kan være en katalysator for sådanne angreb. Vi skal kunne deltage i politik uden risiko for at blive truet,” understreger de islandske socialdemokrater i en fælles erklæring.
Både på rådhuset og i Altinget, det islandske parlament, er sikkerheden nu styrket som aldrig før. Politiet patruljerer ved landets politiske institutioner og ved politikernes bopæle. Ifølge den polsk-islandske socialdemokrat Pawel Bartoszek vidner de politiske skyderier i Island om en optrapning af det politiske had, som landet har oplevet siden finanskrisen i 2008.
”I mit arbejde som politiker har jeg ofte oplevet, at folk ikke tror på, at vi hengiver os til dette job med de rette hensigter,” siger Pawel Bartoszek.
Han forklarer, at islændingenes mistanke over for deres egne folkevalgte er både udbredt og velkendt. En rapport udarbejdet af Nordisk Råd i 2019 bekræfter, at Island er det land i Norden med lavest tillid til den politiske sfære.
”Den dybe mistillid er de fleste vist enige om, men vi kan forhåbentlig ændre på denne opfattelse,” siger Bartoszek.
Selv ikke blandt de folkevalgte er der indbyrdes enighed om, hvordan man skal reagere på de seneste ugers skudepisoder mod politiske mål.
”Jeg vil bare høfligt påpege, at reaktionen i denne sag på nogle punkter er overdreven,” mener Páll Magnússon, parlamentsmedlem fra det højreorienterede Uafhængighedspartiet.
Han vil ikke underkende faren ved at have en person løbende rundt og skyde på politikeres biler og partikontorer.
”Men hold under alle omstændigheder op med at omtale den pågældende sag i samme åndedrag som terrorisme, pansrede køretøjer og specialstyrker til at beskytte politikere. Gå ikke op i limningen,” lyder opfordringen fra Magnússon.
Den liberalistiske kommentator og ekspolitiker Hannes Hólmsteinn Gissurarson følger trop. Han skriver i et Facebook-opslag, at han i årevis selv har modtaget trusler, heriblandt stenkast mod sit stuevindue og et brev med hvidt pulver i postkassen.
”Men det er aldrig faldet mig ind at gå ud i medierne og ringe med alle alarmklokker,” skriver Gissurarson med henvisning til venstrefløjens ”højrøstede reaktion” på skudepisoderne.
Fortællingen om den korrupte islandske politiker lever i bedste velgående her i Nordens mest korrupte land. Og i et større perspektiv er Reykjaviks korruptionsmistænkte borgmester blot den seneste i rækken. Som Pawel Bartoszek nævner, trækker islændingenes mistro til de folkevalgte tråde tilbage til finanskrisen i 2008.
Dengang var Island på randen af en statsbankerot. Bankdirektører og politikere havde ført befolkningen bag lyset, og over natten blev lånte penge til luftpenge.
Med potter og pander protesterede islændingene i månedsvis foran Altinget. Og i 2010 stemte hovedstadsvælgerne en landskendt komiker ind på borgmesterkontoret. Jon Gnarr hed han, og som en islandsk pendant til entertaineren Jacob Haugaard gik Gnarr blandt andet til valg på løftet om at give gratis håndklæder i alle svømmehaller. Han lovede også, at politisk korruption ikke længere skulle ske i det skjulte. Jon Gnarr ville vise, hvordan man kan være korrupt helt åbenlyst, og han vandt islændingenes humortiltrængte hjerter. I hvert fald for en stund.
I 2014 tog den lægeuddannede, mere seriøse Dagur Eggertsson så over. Han har siddet på borgmesterposten lige siden, men i den mellemliggende periode har nye politiske skandaler hængt over Island som en mørk askesky. Særligt slemt var det i 2016, da den daværende statsminister, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson – for åben skærm – fik afsløret sit skattely i sagen om Panama-papirerne. Flere efterfølgende korruptionssager betød, at Island i årene 2016-2017 havde ikke færre end fire forskellige statsministre. Den nuværende, Katrín Jakobsdóttir, har siddet siden 2017.
”Der er sket en hel del i islandsk politik, og folk stoler ikke rigtig på islandske politikere. Det kan man ikke klandre dem for. Men nu må vi finde ud af, hvordan vi kan genopbygge tilliden i politik,” sagde Jakobsdóttir dengang til avisen The Guardian.
Sociologen Helgi Gunnlaugsson mener ikke, at bagatelliseringen af skudepisoderne i dele af den islandske befolkning skyldes manglende empati.
”Når folk trækker på skuldrene, er det typisk en politisk ladet reaktion. Borgmesteren er som de fleste politiske ledere kontroversiel i nogle menneskers øjne, og nogle af dem, der ikke støtter ham, kommer med sarkastiske bemærkninger, som kan virke kyniske,” siger han og fortsætter:
”Alligevel fordømmer størstedelen denne her slags foruroligende skyderier, også blandt borgmesterens modstandere. Kynismen er ikke en del af vores politiske kultur og selvbillede, og de færreste islændinge ønsker at se mere af dette i fremtiden.”
