Morgendagens valg på vulkanøen mod nord kan meget vel blive et skelsættende skifte mellem det gamle og det nye Island. Foruden at være et opgør med de partier, der havde ansvaret for den økonomiske krise i 2008, og den forhenværende statsministers indblanding i skandalen om de lækkede Panama-papirer, er landets samfundsstruktur siden frigørelsen fra Danmark i 1944 også på spil.
Det gamle Island repræsenteres af det konservative Selvstændighedspartiet (SP), der har siddet på statsministerposten størstedelen af tiden siden oprettelsen af republik-ken. Og det nye af det venstreorienterede rebelske Piratpartiet, der trods et hullet partiprogram har formået at slå sig op på at repræsentere fremtiden og progressivitet – og frem for alt på at være alternativ til de etablerede politikere.
Mange islændinge troede indtil foråret, at det var slut med de store skandaler, da økonomisk krise var erstattet af opsving. Men afsløringen af daværende statsminister Sigmundur Davið Gunnlaugssons skattely på De Britiske Jomfruøer sendte mindelser tilbage til 2008. Tusinder af islændinge var atter på gaden i hovedstaden, Reykjavik, for at protestere mod den politiske ledelse. Efter få dage trak Gunnlaugsson fra det borgerlige Fremskridtspartiet sig, og efterfølgende blev der udskrevet valg i utide.
Siden foråret har meningsmålingerne med få afbrydelser tydet på, at Piratpartiet ved deres blot andet valg til Altinget ender som den store vinder. Ifølge avisen Morgunbladid står partiet til at få knap 23 procent af stemmerne og vil overgå SP’s cirka 21 procent. Med opbakning fra den øvrige opposition kan det ende med en koalitionsregering, hvor Katrín Jakobsdóttir fra De rød-grønne er favorit til statsministerposten.
Rasmus Gjedssø Bertelsen er professor i arktiske studier ved universitetet i Tromsø, har boet i Island i mange år og fulgt landets politiske udvikling. Han forklarer, at valget bliver et opgør mellem det gamle samfundssystem, hvor politik og økonomi har været vævet tæt sammen, og et mere åbent, men også usikkert system, hvor større indflydelse til befolkningen og gennemsigtighed er slagordene.
”Efter finanskrisen kom venstrefløjen til og gennemførte en benhård sparekur, men efter at SP og Fremskridtspartiet igen fik magten, og Gunnlaugsson blev indblandet i Panama-skandalen, er mistilliden til det gamle parnas genrejst. Mange kræver en omvæltning af det politiske system med større borgerinddragelse og mere velfærd, og det drives frem af Piratpartiet. Derfor lader det til at blive et jordskredsvalg på samme måde som i Danmark i 1973,” siger han.
Foruden ønsket om mere direkte demokrati markerer Piratpartiet sig ved, at flere af dets kandidater er kunstnere, kulturfolk og studerende og dermed ikke en del af det etablerede politiske miljø. Partiet ledes af Birgitta Jónsdóttir, der både er digter og aktivist.
Selvstændighedspartiet var bannerfører for løsrivelsen fra Danmark under Anden Verdenskrig og har siden da trukket Island i retning af USA og individualisering. Partiet kritiseres for at have skabt en lille elite, der under finanskrisen blev afsløret i udbredt nepotisme og en tradition for at tænke på sig selv før nationen – hvilket endte med at gældsætte hele landet.
Under Anden Verdenskrig blev øen besat af først briterne og senere amerikanerne, der slog sig ned fast på Keflavikbasen. Det blev grundlaget for tætte uddannelses-, kultur- og handelsbånd. Og for mange passede det amerikanske frihedsideal bedre til virkeligheden end den socialdemokratiske velfærdsmodel, der bredte sig i de nordiske nabolande. De senere år har finanskrisen og voksende mistro til eliten dog trukket den modsatte vej.
Det forklarer Guðmundur Jónsson, der er professor i historie og statskundskab ved universitetet Háskóli Íslands. Han mener, at Piratpartiets popularitet udstiller en tilbagevenden til de nordiske rødder efter en periode på over 70 år med inspiration i den amerikanske individualisme.
”Efter 1990’ernes og 2000’ernes bølge af dyre biler og blær har mange efter finanskrisen vendt sig mod de nordiske værdier og ønsker mere velfærd. Man fokuserer på fællesskabet, og i gadebilledet er smarte jakkesæt erstattet af skovmandsskjorter og fuldskæg. Det er et eksempel på, at man søger mod de andre nordiske lande,” mener han.
På trods af, at Island bevæger sig mere i retning af et kollektiv-orienteret samfund, er netop individualismen og en grundlæggende trang til selvbestemmelse stadig en del af protestbevægelsen, forklarer professoren.
”Kampen for selvstændighed og større autonomi er blevet et definerende element i den islandske identitet. Det viser sig også i, at Piratpartiet vil indføre mere direkte demokrati og medindflydelse for borgerne. Den balance mellem fællesskab og individ er som en vægtskål, der har vippet frem og tilbage igennem Islands historie,” siger han og tilføjer:
”Hvad der præcist sker efter valget, er der ingen, der ved, bortset fra at vi aldrig har prøvet det før.”