Prøv avisen

Israel angriber Gazastriben fra luften

Angrebet sker, fordi der var blevet affyret raketter fra Gazastriben og ind i Israel, lyder det

Det israelske luftforsvar har angrebet områder i Gazastriben, hvorfra der er blevet affyret raketter, lyder det fra den israelske hær.

Det sker få timer før, at fredsforhandlingerne med palæstinenserne bliver genoptaget onsdag.

- Målet for angrebet var to raket-affyringssteder, lyder det fra en militærtalsmand.

Ingen personer er kommet noget til ved angrebet.

- Hamas må stå til ansvar for den vold mod israelsk suverænitet, og det terroristiske regime, som det har indsat, bliver holdt ansvarlig for enhver terroristhandling, der kommer fra Gazastriben, tilføjer talsmanden.

Den islamistiske Hamas-bevægelse, der har magten i Gazastriben, er modstandere af, at fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne bliver genoptaget i Jerusalem senere onsdag.

Forhandlingerne sker få timer efter, at 26 palæstinensiske fanger er blevet løsladt. Løsladelserne skal ses som en gestus fra Israels side, der på den måde forsøger at skabe tillid mellem parterne.

På den anden side har de israelske myndigheder til stor palæstinensisk vrede tilladt, at der bliver bygget 942 nye boliger i bosættelser i det annekterede Østjerusalem.