Israel anholder 42 personer efter dødeligt angreb i Østjerusalem

Det israelske militær opruster på Vestbredden efter det dødeligste palæstinensiske angreb i Jerusalem i 15 år.

Israelske sikkerhedsstyrker holdt vagt ved gerningsstedet i det østlige Jerusalem fredag aften.
Israelske sikkerhedsstyrker holdt vagt ved gerningsstedet i det østlige Jerusalem fredag aften. Foto: Ammar Awad/Reuters.

Israels militær styrker sin tilstedeværelse på Vestbredden i kølvandet på angrebet mod en gruppe civile israelere fredag aften ved en synagoge i bydelen Neve Yaakov i det østlige Jerusalem.

Det oplyser en talsperson for militæret ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet kostede syv personer livet, mens tre blev såret. Det skete på aftenen for jødernes sabbat nær en synagoge i Neve Yaakov, der er en jødisk bosættelse i Østjerusalem.

Nyhedsbureauet AFP og den israelske avis Haaretz skriver, at 42 personer er blevet anholdt efter angrebet. Det fremgår af en udtalelse fra israelsk politi.

Blandt de anholdte er den formodede gerningsmands familiemedlemmer og beboere fra det kvarter i Østjerusalem, hvor han var bosat.

Gerningsmanden blev skudt og dræbt under sin flugt fra stedet. Der er tale om en 21-årig mand.

Ifølge politiet ankom han til synagogen fredag klokken 20.15 lokal tid. Herefter ventede han uden for bygningen, inden han begyndte at skyde mod fodgængere på gaden samt civile, der forlod synagogen, skriver Haaretz.

Der er ifølge den israelske avis tale om det dødeligste angreb begået af en palæstinenser i Jerusalem-området i 15 år.

Lørdag morgen rapporterer Reuters, at den militante bevægelse Hizbollah, der holder til i Libanon, udtrykker sin støtte til angrebet.

Drabene fandt sted, dagen efter at israelske soldater skød og dræbte ti palæstinensere i byen Jenin i den nordlige del af Vestbredden.

Ifølge den israelske regering tilhørte de ti dræbte palæstinensere den radikale islamistiske organisation Islamisk Jihad.

Østjerusalem, hvor fredagens skudangreb fandt sted, blev annekteret af Israel efter seksdageskrigen i 1967.

Ved samme lejlighed blev Vestbredden besat af Israel.

Østjerusalem anses officielt af Israel for sammen med Vestjerusalem at udgøre landets hovedstad.

Det internationale samfund har imidlertid aldrig anerkendt Østjerusalem for at være en del af Israel. Jødiske kvarterer i Østjerusalem, såsom Neve Yaakov, betegnes derfor som "bosættelser".

Frem til seksdageskrigen var Østjerusalem såvel som Vestbredden under jordansk kontrol.

/ritzau/