Israel bruger medicin og mad for at sikre sig velvilje hos syriske naboer

Israel har i årevis understøttet flere hundredtusinder af syrere i landsbyer på den syriske del af Golanhøjderne. Hjælpen er humanitær, men det handler også om sikkerhed nu og i fremtiden

Israelske soldater hjælper her en såret syrer i Golanhøjderne.
Israelske soldater hjælper her en såret syrer i Golanhøjderne. . Foto: Dusan Vranic/AP/ritzau.

Mere end 320 tons mad. Over 450.000 liter diesel. To fuldt udstyrede ambulancer og to sundhedsklinikker forsynet med generatorer, medicin og anæstesiapparater. Køkkengrej, vintertøj, hygiejneprodukter og tonsvis af bleer og mælkepulver er blot lidt af den humanitære hjælp som de israelske forsvarsstyrker (Israel Defense Forces, IDF) har sendt over grænsen til naboerne i Syrien i de seneste par år.

Den humanitære hjælp til Syrien har i al hemmelighed eksisteret, stort set lige siden borgerkrigen i Syrien begyndte. Først i sidste måned løftede den israelske forsvarschef, Gadi Eisenkot, sløret for operationens eksistens ved en stor sikkerhedskonference, Herzliya-konferencen:

”Det er en operation, vi kalder Operation Godt Naboskab, der har stået på i flere år, hvor vi hjælper de lokale indbyggere i landsbyerne. Jeg betragter det som en basal pligt at hjælpe dem, både som deres naboer og som jøder,” sagde Eisenkot.

Den israelske hjælp går specifikt til godt 80 lands- byer, der ligger i en cirka 40 kilometer lang bræmme op til grænsehegnet til Israel, i Quneitra-området på det syriske Golan-højdedrag. Det anslås, at der bor godt 200.000 sunni-muslimske syrere i landsbyerne. Krigen og fremrykkende Hizbollah- og regimestyrker har helt afskåret disse anti-Assad-landsbyer fra for eksempel at kunne benytte statslige hospitaler og få forsyninger.

Kun for ganske nylig har Israel offentliggjort omfanget af den hjælp, der ydes til de syriske landsbyer. Lederen af operationen, generalløjtnant A, forklarer, at den humanitære hjælp også har et sikkerhedsmæssigt aspekt:

”Over årene har vi indset, at det er i Israels interesse at yde indbyggerne i de syriske Golanhøjder humanitær hjælp. Det svarer til at skabe sikkerhed på den mest utraditionelle måde ved at hjælpe mennesker, der er i daglig nød. Derved skaber vi en positiv holdning til Israel hos disse syrere, og det vil reelt hjælpe os med at standse terror imod Israel,” siger generalløjtnanten.

Fem gange om ugen dukker 20-25 børn med deres mødre op i de tidlige morgentimer ved en låge i det stærkt bevogtede grænsehegn mellem Syrien og Israel. De israelske soldater lukker familierne gennem lågen, så de kan stå på en særlig bus, der kører dem til et af de israelske hospitaler, der behandler de syriske børn. Ingen bliver afhørt eller på anden måde undersøgt.

Sarig Kotikov er ansvarlig for Operation Godt Naboskabs dagklinik, der hidtil har behandlet over 500 syriske børn.

”De har lært hele deres liv, at vi er deres værste fjende. Men i landsbyerne forstår befolkningen langsomt, at denne onde fjende i dag er den eneste, der er villig til og kan hjælpe dem,” forklarer militærlægen og tilføjer, at hans team løser stort set alle de, ofte kroniske, problemer børnene kommer med og sender dem hjem med medicin og instrukser, så de kan klare sig med hjælp fra en lokal klinik i Syrien.

Siden syriske sårede, fødende kvinder og syge børn begyndte at komme til grænsen og blive fragtet til israelske hospitaler, er omkring 4000 patienter blevet behandlet. 900 af dem har været børn.

Sami på 10 år er en af dem, der ankom hårdt såret. Han mistede begge sine ben, da der faldt en mortergranat på familiens hus. Tre af hans søstre blev dræbt ved angrebet, og hans fætter på otte år mistede et ben. De to drenge er kommet til Israel med deres bedstemor og venter på at få benproteser.

”Der er krig i Syrien, og jeg har set alt: raketter, kampvogne, artilleri og andre våben, og jeg har set unge mennesker kæmpe imod hinanden og dræbe hinanden, og verden sidder bare stille,” siger Sami voksent fra sin børnerullestol.

”Jeg kom over grænsen til Israel med mit barn, og jeg kan ikke takke Israel nok for, hvad de har gjort for ham. Vi kan ikke takke dem nok for, hvad de gør for vores børn og sårede,” siger en ung syrisk mor, hvis navn ikke kan offentliggøres.

Uanset den store taknemmelighed skal hun og alle de andre syriske mødre, børn og sårede tilbage og leve i et land, hvor det, at de har besøgt Israel og har taget imod hjælp, kan være ilde set.

Israel fastholder, at der udelukkende er tale om humanitær hjælp, men den amerikanske avis The Wall Street Journal skrev i forsommeren, at det på begge sider af grænsen er blevet observeret, at de israelske soldater også leverer kasser med våben og ammunition til deres kontaktpersoner på den anden side af hegnet. Ingen israelske talsmænd har direkte benægtet, at det skulle være tilfældet.

Professor Uzi Rabi, der leder Dayan Centeret for Mellemøststudier på Tel Aviv Universitet, er overbevist om, at hjælpen til landsbyerne ikke kun er humanitær.

”Disse sunni-muslimske landsbyer frygter, hvad der vil ske, hvis enten Assads regime, Iran og/eller Hizbollah når frem til dem. De ledte efter en ’beskytter’ og fandt Israel. Landsbyernes interesser er sammenfaldende med Israels, for Israel vil have brug for en slags sikkerhedszone i tilfælde af, at Iran skulle tage fuld kontrol med Golanhøjderne,” siger han.

Spurgt om han ved, hvorvidt Israel ud over mad og medicin også leverer våben og ammunition til de syriske landsbyer, svarer professor Rabi:

”Jeg er ikke i tvivl om, at hjælpen også omfatter andet end humanitær hjælp.”