Tavshed er ikke normalt et ord, man vil forbinde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Men når det kommer til den amerikanske valgkamp, har det været forbløffende lidt, man har hørt fra den ellers normalt slagfærdige og åbenmundede premierminister.
Netanyahus strategi med at forholde sig tavs og neutral er en dyrekøbt lektie fra valgkampen for fire år siden. Her formåede han dårligt at skjule sin opbakning til sin gamle ven Mitt Romney, der var kandidat for Republikanerne.
Som bekendt var det dog Barack Obama, der løb med sejren og fik endnu en embedsperiode i Det Hvide Hus. Og Netanyahus støtte til konkurrenten førte til, at det i forvejen anspændte forhold mellem ham og Obama nåede et nyt lavpunkt.
USA er Israels absolut vigtigste allierede, men samarbejdet har lidt under det konfliktfyldte forhold mellem Obama og Netanyahu.
Derfor er det mest afgørende for Netanyahu ved morgendagens præsidentvalg, at det efter snart otte år med problemer fører til en bedre kontakt til den amerikanske regering. Hans førsteprioritet i dette valg er derfor at få genetableret tidligere tiders relation, uanset om Demokraterne eller Republikanerne løber med sejren.
Netanyahus tavshed kan dog også ses som udtryk for, at det ikke er entydigt, hvilken af de to amerikanske kandidater der vil være at foretrække for den israelske regering. Selvom der næppe er megen tvivl om, at Netanyahu længe har drømt om en republikansk regering i USA, bliver billedet alligevel mere broget, når det kommer til spørgsmålet om Donald Trump.
Israel og konflikten med palæstinenserne har ikke fyldt meget i den amerikanske valgkamp. Tidligere var det ellers et af de store udenrigspolitiske spørgsmål, amerikanske præsidentkandidater skulle tage stilling til. Alligevel har Trump formået at pointere, at han vil føre en hårdere kurs over for palæstinenserne end Obama, og han har sagt direkte til Netanyahu, at han vil anerkende Jerusalem som Israels udelte hovedstad.
Det bryder med palæstinensernes krav om, at Østjerusalem skal være hovedstaden i den stat, de kæmper for at få. Desuden har han som formentlig den første amerikanske præsidentkandidat ført en officiel valgkampagne blandt amerikanske statsborgere i de jødiske bosættelser på Vestbredden, som det meste af det internationale samfund ellers betragter som ulovlige. Det vidner på mange måder om en politik, der er i tæt overensstemmelse med Netanyahus egen.
Men samtidig har Trump også sagt, at han vil forholde sig neutral i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Og han har fået kritik i israelske medier for at have givet offentligt udtryk for flere nedladende stereotyper om jøder.
Dermed tegner der sig et billede af en noget uigennemskuelig og utilregnelig mellemøstpolitik fra Trumps side, hvilket ikke passer den israelske regering. I en kaotisk, mellemøstlig virkelighed er netop forudsigelighed en højt skattet egenskab.
Hillary Clinton er derimod det velkendte kort på godt og ondt. Israel ved fra hendes tid som udenrigsminister, hvad hun står for, og man kan allerede på forhånd gennemskue, hvilke kampe der skal kæmpes med hende ved roret.
Hun har på samme måde som Trump givet udtryk for en klar støtte til Israel under valgkampen. Men samtidig står det klart, at hun kommer til at videreføre sin demokratiske partifælle Obamas kritiske linje, hvor Israel bliver bebrejdet for de omfattende byggerier i bosættelser og for ikke at gøre nok for at komme en tostatsløsning nærmere. Og hun bakker op om den set med israelske øjne yderst problematiske atomaftale med Iran.
Dog har avisen Jerusalem Post bemærket, at mens Obama satsede højt ved at forsøge at få forhandlet en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, virker det ikke til, at Clinton har samme interesse i den mangeårige konflikt. Det vil bestemt passe Netanyahu godt med en mindre amerikansk opmærksomhed omkring, hvad der foregår i Israel og især i de palæstinensiske områder.