Mens mange kommentatorer verden over nedtoner betydningen af de seneste aftaler mellem Israel og en række arabiske lande, er den 46-årige Micah Goodmans stemme fuld af begejstring, når han taler om emnet. Micah Goodman, en af Israels i øjeblikket førende filosoffer, forfattere og nytænkere, aner nemlig forandring og opbrud forude.
Og det ser han ikke som nogen negativ ting i en region hjemsøgt af konstante og uløste konflikter. Tværtimod. Netop derfor vil han ikke affinde sig med at beskrive aftalerne, som mange andre gør. Som Donald Trumps bestikkelse af de arabiske lande eller som en pro-israelsk præsidents totale svigt over for palæstinenserne. Sådan er de seneste fire normaliseringsaftaler mellem Israel og Sudan, Marokko, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater blevet beskrevet af palæstinenserne selv samt af en længere række politikere og meningsdannere i resten af verden.
I stedet ser Micah Goodman Mellemøstens tektoniske plader flytte sig i øjeblikket. I hans optik er aftalerne en enestående mulighed for at skabe forandring. Ikke kun mellem Israel og regionens arabiske lande, men også mellem Israel og palæstinenserne. Ja, endda mellem Israel og landets eget arabiske mindretal.
I forbindelse med 50-året for den israelske besættelse af Vestbredden udgav Micah Goodman i 2017 bogen ”Milkud 67”, oversat til engelsk ”Catch 67”, en parafrase på Joseph Hellers berømte roman ”Catch 22”. Bogen, der på få måneder blev en israelsk bestseller, debatterer, hvad Israel bør stille op med de områder, man erobrede i Seksdageskrigen i 1967.
I bogen udfordrer og provokerer Micah Goodman begge politiske fløje i Israel, og hans konklusion er, at Israel i fremtiden hverken kan leve med at bevare besættelsen, som den er i dag, eller leve med at afslutte besættelsen. Hans argument er i stedet at forbedre den nuværende situation på alle niveauer og droppe tanken om absolutte udtryk som krig eller fred. For, som han skriver i bogen, kan krige ikke vindes, og det samme gælder fred. Sådan er Mellemøsten i dag, og sådan er konflikter mange andre steder.
Men nytænkning og forandring kan derimod skabe gennembrud. Og det er Micah Goodmans første indskydelse, når samtalen berører de seneste aftaler mellem Israel og de arabiske lande. Han er lettet over at se et opgør med det årtier gamle diplomatisk dogme om, at der først og fremmest skal skabes fred mellem Israel og palæstinenserne, før andre skridt kan tages. Og selvom Donald Trump måske tog initiativ til aftalerne ud fra et ideologisk pro-israelsk synspunkt, behøver det ikke at betyde, at der ikke kan komme noget godt ud af det. Også på et regionalt plan.
”Vi står overfor to meget interessante fænomener,” siger Micah Goodman.
”I mange år har der været konsensus omkring den opfattelse, at fred med palæstinenserne er nøglen til to ting. Den ene er en forbedring af forholdet mellem Israel og dets arabiske statsborgere. Den anden er en etablering – eller en forbedring, om man vil – i forholdet mellem Israel og de arabiske lande i regionen.”
Sådan har diplomatiet talt siden 1990’erne, da fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne begyndte. Endda før det. Fra USA til EU og hele den arabiske verden har der været konsensus om først og fremmest at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt for derefter at forsøge at normalisere forholdet mellem Israel og resten af regionen. Som om denne konflikt var roden til alt ondt i Mellemøsten, og hvis det lykkedes at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, så ville denne fred sprede sig til alle regionens hjørner.
I begyndelsen af 00’erne betingede Saudi-Arabien i sit fredsudspil, at normalisering mellem Israel og de arabiske lande først kan finde sted, når Israel indgår en aftale med palæstinenserne. Under Barack Obamas regering sagde udenrigsminister John Kerry ved flere lejligheder, at fred mellem Israel og de arabiske naboer aldrig vil komme på tale, før fred med palæstinenserne er opnået.
”Trumps tiltag har sat skred i tingene, og vi er vidner til en dominoeffekt,” siger Micah Goodman.
”Da den første sprække var blevet synlig, revnede det hele pludseligt. Her mener jeg, da Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater sagde ja til normalisering med Israel, meldte andre sig næsten med det samme. Det er en kolossal forandring og et opgør med gamle idéer,” siger han og forklarer:
”I sidste ende er Israel ikke længere gidsel i sin konflikt med palæstinenserne. Det vil sige, da Emiraterne besluttede sig for at normalisere forholdet til Israel, så sendte de også et signal om, at man ikke længere vil være bundet på hænder og fødder af moralske forpligtelser over for palæstinenserne. Det samme gælder de israelske arabere. Se bare Mansour Abbas,” siger Micah Goodman.
Her hentyder den israelske filosof til den israelsk arabiske politiker Mansour Abbas, der for nylig har brudt med de andre arabiske Knesset-partier i det, der hed Den Forenede Arabiske Liste. Mansour Abbas, leder af den islamiske bevægelse i det sydlige Israel, har givet udtryk for, at han ikke vil afvise at sidde i en fremtidig regering med Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu, som aldrig har arbejdet sammen med de israelske arabere. Og ved flere lejligheder har Mansour Abbas kritiseret Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse. Sagen er, at den slags opfattes som en kniv i ryggen på palæstinenserne på samme måde, som Emiraternes fred opfattes som en kniv i ryggen. Blandt Israels arabiske politikere har den palæstinensiske sag nemlig været i centrum i årevis. Og her mener Micah Goodman, at Mansour Abbas er et israelsk arabisk eksempel på det, der også sker mellem Israel og nogle arabiske lande.
”Det er et opgør,” siger han.
”Mansour Abbas og De Forenede Arabiske Emirater er to sider af den samme sag. I årevis har palæstinenserne har en slags veto-ret over Israels forbindelser med araberne i hele Mellemøsten. Det er virkelig en magtfuld position. Og måske er sandheden, at Mansour Abbas, Emiraterne og andre er trætte af at være fastlåst i denne situation. Og det, vi bevidner i øjeblikket, er, at lande og politikere er begyndt at tage vare på egne interesser uden at lade sig diktere af situationen mellem Israel og palæstinenserne,” siger han.
Ifølge Micah Goodman er mange i regionen trætte af, at palæstinenserne ikke har brugt de arabiske landes loyalitet gennem årene til at skabe fred, eller til at forbedre palæstinenserne hverdag. Han sammenligner den politiske palæstinensiske ledelse med en aktie, der i årevis er blevet solgt til en pris langt over sin egentlige værdi. Den seneste forandring er, at prisen for “den palæstinensiske aktie” nu handles til en langt lavere pris. En, efter Goodmans mening, mere realistisk pris.
Micah Goodman ser de seneste 10 år i Mellemøsten som en afgørende faktor for den nyskabte situation. Krig i Syrien, krigen i Yemen, Irans destabilisering af regionen og krigen i Libyen, har alle været med til at overskygge palæstinensernes sag.
”Ideen om, at hele regionens problemer vil løse sig, hvis Israel og palæstinenserne slutter fred, er blevet afsløret som værende en mangeårig myte,” siger Micah Goodman.
Mens den israelske filosof generelt ser opbrud og nytænkning som en sund ting, er han godt klar over, at idéen om, at palæstinenserne nu er blevet parkeret på den regionale sidelinje, ikke er en holdbar situation på længere sigt. Ikke for Israel og de arabiske lande. Og ikke for palæstinenserne selv.
Derfor håber Micah Goodman, at Israel og palæstinenserne trods alt vil være i stand til at vende den nye udvikling i området til egen fælles fordel. I den forbindelse har Micah Goodman taget patent på et nyt udtryk. En vending, der provokerer mange, men som langsomt er ved at blive en central del af debatten i Israel. Udtrykket er hverken krig eller fred med palæstinenserne. Det er heller ikke endnu en palæstinensisk intifada mod den israelske besættelse. I stedet er det, han taler om, en delvis normaliseringsaftale. En slags mini-fred, om man vil, uden ceremonier foran Det Hvide Hus – og uden ambassader her og der.
”En delvis normaliseringsaftale er ikke en fredsaftale,” siger Micah Goodman.
Han ville foretrække en fredsaftale, men mener ikke, at det er muligt. Blandt andet fordi han ikke kan få øje på en palæstinensisk leder, der er villig til at opgive kravet om at lade de palæstinensiske flygtninge fra krigen i 1948 vende tilbage. Et krav, der de facto vil forvandle det nuværende og internationalt anerkendte Israel til en stat med palæstinensisk befolkningsflertal.
”I en delvis normaliseringsaftale vil den israelske hær stadig være til stede på dele af Vestbredden. Men palæstinenserne vil få langt større bevægelsesfrihed, de vil få mulighed for at importere og eksportere uden at involvere Israel, egen import og eksport og en række andre tiltag. Kort sagt vil levestandarden i de palæstinensiske områder blive forbedret dramatisk. Ideen er, at palæstinenserne kan opnå meget uden at give afkald på deres krav, og Israel kan give meget uden at give afkald på statens sikkerhed,” siger han.
For at realisere sådan en idé er der ifølge Micah Goodman brug for diplomatisk nytænkning. Et opgør med tanken om, at en palæstinensisk Nelson Mandela-type pludselig dukker op og indtager præsidentposten.
”Det minder om de ortodokses venten på Messias. Jeg ved snart ikke, hvad der er mest sandsynligt. Vi er nødt til at tænke på, hvad der er i vores interesse nu og her,” siger han og tilføjer, at Israel ikke kan have nogen som helst interesse i, at millioner af palæstinensiske naboer bor i et dysfunktionelt selvstyre.
Og her kobler Micah Goodman de seneste normaliseringsaftaler sammen med sin vision for et fremtidigt israelsk-palæstinensisk samarbejde.
”Optimalt set går Saudi-Arabien aktivt ind som en slags tredje part i forholdet mellem Israel og palæstinenserne,” siger han.
Og i stedet for at gentage den gamle saudiarabiske formel for fred om fuld normalisering til gengæld for en selvstændig palæstinensisk stat mener Goodman, at udspillet bør ændres til delvis palæstinensisk herredømme på Vestbredden til gengæld for delvis israelsk normalisering med Saudi-Arabien.
”Israel har ikke brug for at åbne en ambassade i Riyadh. Men Israel og Saudi-Arabien har brug for samarbejde. Og hvad er mere nærliggende end samarbejde i forbindelse med den planlagte saudiarabiske højteknologiby Neom ved Det Røde Hav,?” spørger Micah Goodman.
Til gengæld skal Israel i hans øjne forbedre forholdene for palæstinenserne på Vestbredden drastisk så hurtigt som muligt.
”Det vil være en sejr for alle parter. Palæstinenserne får bedre forhold, uden at det er en gave fra besættelsesmagten. For det er Saudi-Arabien, der er garant. Og i sidste ende er det jo også i Israels interesse, at palæstinenserne får bedre vilkår. Israel får adgang til regionalt teknologisk samarbejde, og det samme gør Saudi-Arabien. Det er i min opfattelse den mest realistiske og bedst mulige aftale, der kan opnås i øjeblikket,” siger han.