Euforien efter valgsejren i 2021, hvor den israelske opposition bragte tidligere premierminister Benjamin Netanyahus 12 år lange regeringstid til en ende, er for længst glemt. For selvom den nuværende israelske regeringskoalition både er blevet rost for at være hårdtarbejdende og inkludere et arabisk parti for første gang i landets historie, har den været plaget af konstant ustabilitet. Tre afhoppere, der har ladet sig overtale til at slutte sig til oppositionen, har de seneste måneder gjort regeringen handlingslammet og ude af stand til at vedtage nye lovforslag med et flertal.
Derfor opløser premierminister Naftali Bennett det israelske parlament, Knesset, på mandag og giver stafetten til nuværende udenrigsminister Yair Lapid, der som fungerende regeringschef skal varetage Israels interesser indtil nyvalget i slutningen af oktober. Det bliver det femte israelske parlamentsvalg på under fire år, og politisk set bliver det Benjamin Netanyahus store chance for at generobre premierministerposten.
Hvis valget fandt sted i dag, ville Benjamin Netanyahu, der er tiltalt i tre retssager for mandatsvig, bestikkelse og svindel, vinde knebent ifølge de seneste israelske meningsmålinger. Men fire måneder er lang tid i israelsk politik, og valget ventes at blive endnu et tæt løb mellem de partier, der støtter Netanyahus kandidatur, og dem, der ikke gør. Gamle partier vil blive opløst, mens nye vil blive dannet, og opmærksomheden rettes allerede nu især mod en række af de mindre støttepartier, som måske ikke vil være i stand til at hive sig over spærregrænsen.
Et af dem er det arabiske parti Raam, som er en del af den nuværende regering og en af hovedårsagerne til, at der udskrives valg. Under ledelse af Mansour Abbas tog Raam sidste år et modigt skridt ved at slutte sig til regeringskoalitionen. Det var første gang, at et arabisk parti sad med i en israelsk regering. Og mens beslutningen blev omtalt som en sund udvikling og en modning af Israels demokratiske proces, blev det også kritiseret af arabiske søsterpartier og den israelske højrefløj. De seneste 12 måneder har vist, at et bredt samarbejde, der både inkluderer et arabisk parti, dele af den israelske venstrefløj, centrum- og højrepartier er vanskeligere, end først antaget.
Det er især de ideologiske forskelle mellem Raam og Naftali Bennetts højreparti Yamina, der med tiden har splittet regeringen. Hver gang der har været voldelige sammenstød mellem Israel og palæstinenserne, har Raam haft yderst vanskeligt ved at støtte sin egen regerings tone. Optøjerne på Tempelpladsen, de mange militære operationer i Jenin og drabet af den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh fik medlemmerne af Raam til at udtale sig kritisk og illoyalt over for den regering, de selv sidder i.
På den anden side sad mange af medlemmerne af Yamina-partiet med en følelse af, at de konstant blev tvunget til at agere unaturligt inkluderende over for det lille arabiske parti af hensyn til regeringen. I sidste ende begrunder alle tre afhoppere fra Yamina deres beslutning med, at de ikke længere ønsker at fremme beslutninger, der skader Israels jødiske identitet. Sagt anderledes; de ønsker ikke længere at være dem, der sikrer Raam-partiets og regeringens politiske overlevelse for enhver pris.
Et af de store spørgsmål forud for det kommende valg er, om Raam overhovedet vil overleve som parti. Mansour Abbas, der fornemmer vindretningen, har allerede sagt, at han ikke vil afvise at sidde i regering med Benjamin Netanyahu. En udtalelse, der ventes at koste ham dyrt blandt vælgerne.
For Likud-lederen Netanyahu bliver det kommende valg altafgørende. Til trods for, at han jævnligt afhøres i de tre retssager, er der ingen lov, der forhindrer ham i at blive premierminister igen. Og kun som premierminister for en bred flertalsregering vil Netanyahu have håb om at kunne gennemføre lovændringer, der på sigt kan hjælpe ham med at sno sig ud af retssagerne. For nylig tog medlemmer af oppositionen initiativ til en lovgivning, der skal gøre det muligt for den siddende regering at udpege højesteretsdommere direkte. Initiativet blev nedstemt, men det varsler, hvad det er for nogle ideer, Netanyahus støtter arbejder med for at kunne redde deres politiske idol fra en mulig fængselsdom.
Set i perspektiv var den nuværende israelske regering allerede svækket fra begyndelsen, fordi den var drevet af et åbenlyst had til Netanyahu og ikke en ideologisk fællesnævner. Til oktober vil regeringspartierne igen bruge Netanyahu som det ultimative skræmme-eksempel i et forsøg på at gentage valgsejren fra 2021. Men i et land, hvor Netanyahu trods retssager har formået at bevare sin popularitet, og hvor hans eget politiske bagland i næsten blind loyalitet har gjort det til tabu at tale om alternativer til premierministerposten, bliver det vanskeligt at vinde på en hadkampagne mod Netanyahu. Især når alle synes at være enige om, at det seneste års regeringsprojekt ikke har været nogen overvældende succes.