Prøv avisen
Interview

Israelerne forstod og forstår stadig ikke, hvad det vil sige at leve under israelsk besættelse

Da Israel erobrede Østjerusalem, erobrede landet også Tempelbjerget med de muslimske helligdomme Klippemoskéen (forrest) og al-Aqsa-moskéen (hvis kuppel anes i baggrunden). Foto: GPO/Den Israelske Regerings Pressekontor

Seks dages krig i juni 1967 ændrede Mellemøsten og plager den dag i dag forholdet mellem israelere, palæstinensere og de arabiske lande. Man skulle have taget de væsentlige politiske beslutninger dengang i 1967, mener Shlomo Gazit, leder af den første israelske administration i de besatte områder

Ti minutter over syv mandag den 5. juni 1967 gik de første af i alt 200 israelske bombefly på vingerne. De fløj mod syd under radarhøjde. Deres mål var samtlige egyptiske lufthavne og militære flyvebaser. Inden for en halv time var alle egyptiske landings- baner sønderbombet, og flere hundrede egyptiske kampfly stod i brand på jorden. Angrebet indledte Seksdageskrigen.

Op til krigen var gået uger med stigende spænding i hele Mellemøsten. Egyptens daværende præsident, Gamal Abdel Nasser, havde sendt FN’s observatørtropper hjem. De havde ellers siden 1956 overvåget Sinaihalvøen som en demilitariseret bufferzone mellem Israel og Egypten. I deres sted strømmede titusindvis af egyptiske soldater ind i Sinai, samtidig med at Nasser lukkede indsejlingen til Det Røde Hav.

Syrerne havde anbragt soldater langs grænsen til Israel, og i den 19 år gamle jødiske stat udspandt der sig voldsomme diskussioner mellem regeringen og militæret om, hvordan situationen skulle tolkes, og hvad der skulle gøres. Militæret fastholdt, at et overraskelsesangreb ville kunne redde Israel fra undergang. Regeringen tøvede, indtil truslen blev overhængende, men endte med at følge militærets anbefaling.

Reservegeneral Shlomo Gazit var dengang chef for den israelske militære efterretningstjenestes forskningsafdeling. I dag er han forsker ved INSS, det israelske institut for nationale sikkerhedsstudier i Tel Aviv.

”Seksdageskrigen var muligvis en uundgåelig krig. Stemningen i regionen var anspændt i ugerne op til udbruddet, men ikke desto mindre kom krigen som en overraskelse. Hverken Egypten, Syrien eller Jordan var forberedte. Israel var som sådan heller ikke forberedt på krig. Dog havde rabbinerne forberedt Tel Avivs største parkanlæg og fodboldbaner, så der i nødstilfælde kunne begraves op til 40.000 ofre. Men Israel havde ingen planer for, hvad der skulle ske efter en eventuel krig. Ingen havde forestillet sig, at vi skulle besætte 70.000 kvadratkilometer af vores nabolande,” siger Shlomo Gazit.

Hvordan vurderede den militære efterretningstjeneste situationen?

”På krigens femte dag anbefalede vi i den militære efterretningstjenestes forskningsafdeling regeringen øjeblikkeligt med krigens ophør at fremsætte et fredsforslag: erklære os villige til at trække os tilbage til 4. juni 1967-linjerne, forsvarslinjerne fra før krigen brød ud. Vi anbefalede, at man oprettede en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, og at Jerusalem skulle være en form for selvstændig ’Vatikanstat’. Men ingen interesserede sig for vores anbefaling, for alle – regeringen og hele Israel – var i eufori over sejren.”

Var der ingen diskussion om, hvad der skulle ske med de besatte områder?

”10 dage efter Seksdageskrigens afslutning tilbød Israel Egypten at få Sinaiørkenen igen til gengæld for en fredstraktat. Det samme gjaldt Syrien med Golanhøjderne, men regeringen kunne ikke blive enig om at give Jordan et tilbud om Vestbreddens fremtid, for mange mente, at Vestbredden og især Jordandalen var af strategisk betydning for Israel.

Hverken Egypten eller Syrien reagerede på de israelske tilbud. De blev i stedet kollektivt afvist af samtlige arabiske lande ved Den Arabiske Ligas møde i Khartoum (Sudans hovedstad, red.) i september 1967 med tre klingende nej’er: Nej til fred, nej til forhandling og nej til anerkendelse af Israel.”

Du blev efter krigen udnævnt til leder af Is- raels civiladministration på Vestbredden, den militære regering, der overtog ansvaret for den civile palæstinensiske befolkning. Hvordan forløb det?

”Det var forbløffende nemt. Krigens love påbyder, at man opretter en civiladmini-stration, når man besætter befolkninger. Sinaiørkenen og Golanhøjderne havde kun få indbyggere, men i Gaza og på Vestbredden boede der omkring en million palæstinensere. Så Israel etablerede ét militært civilstyre i Gaza og et andet på Vestbredden, og hvert sted begyndte man med det samme at arbejde med de embedsmænd, der havde været der før. På Vestbredden var administrationen en del af det jordanske system, og i Gaza fulgte administrationen Egypten. Civiladministrationen fortsatte med de samme mennesker i de lokale ministerier, og samarbejdet gik fuldstændig gnidningsløst. Penge til at drive embedsværket, skoler og hospitaler, renovation, energiforsyning med mere kom direkte fra det israelske finansministerium.”

Hvad var de største problemer?

”Det var sommer, og Vestbredden var landbrugsland. Bønderne skulle høste og sælge deres høst, derfor var det vigtigt at åbne Allenbybroen (over Jordanfloden, red.) til Jordan og tillade, at de kunne sælge og handle. I begyndelsen måtte de ikke sælge deres varer i Israel. Det andet problem var at skaffe olie til de lokale el-kraftværker.

I juni 1967 var der desuden mange familier på Vestbredden, der havde en far, mand eller en bror, der arbejdede i Jordan på den anden side af Jordanfloden. De havde alle jordanske pas. Vi åbnede broerne for civile, og 200.000-250.000 mennesker, mest kvinder og børn, forlod Vestbredden for at blive forenet med deres mænd. Der var ganske få mænd, der bad om at komme tilbage til Vestbredden til deres familier.”

Hvornår opstod modstanden mod den israelske besættelse?

”Allerede i juni eller juli opfordrede Yasser Arafat, lederen af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, PLO, til modstandskamp på Vestbredden og i Gaza. 8-10 dage efter krigen annekterede Israel Øst-Jerusalem og udvidede kommunegrænsen, så Jerusalem blev 60 kvadratkilometer større. Vi, det vil sige den israelske regering, forstod ikke, hvor stor betydning det havde. Med Sinaihalvøen og Golanhøjderne havde vi i alt besat 70.000 kvadratkilometer, og at annektere 60 kvadratkilometer yderligere forekom ikke som noget stort problem.

Jeg tror ikke, at vi i regeringen dengang forstod, eller at størstedelen af Israels befolkning den dag i dag forstår, hvor vigtig Jerusalem er for milliarder af mennesker verden over, kristne og muslimer. Vi kan ikke bestemme over Jerusalem alene.

Dér begyndte uroligheder og terrorisme i Gaza, hvor de fleste indbyggere var flygtninge. Der var ikke megen terror på Vestbredden, men mange guerilla-angreb, infiltrationer fra Jordan.”

Hvad var holdningen til bosættelser i de år?

”Som den øverste militære ansvarlige instans i 1967 var vores holdning, at man ikke skulle tillade civile bosættelser på de besatte områder. Man kunne dog tillade militære bosættelser, Nahal-poster, hvor de værnepligtige både dyrkede landbrug og vogtede grænsen, og efter endt militærtjeneste eventuelt blev boende og omdannede stedet til en civil bosættelse.

I foråret 1968 lykkedes det en gruppe på omkring 40 religiøse israelere at overrumple os ved at flytte ind på et hotel i den palæstinensiske by Hebron og nægte at forlade stedet. Jeg ved stadig ikke, hvem der gav dem tilladelse til det. Men forsvarsminister Moshe Dayan tillod ikke aktivisterne at blive i Hebron. Til gengæld fik de husly i en militærbase lige uden for Hebron, der senere blev til bosættelsen Kiryat Arba. I 1977 skiftede den politiske magt i Israel fra Arbejderpartiet til Likud, og der blev bosættelser en del af regeringens politik.”

I 1987 brød den første intifada ud. Hvorfor skete det?

”Israelerne forstod og forstår stadig ikke, hvad det vil sige for palæstinenserne at leve under israelsk besættelse. Da vi begyndte at bygge bosættelser på Vestbredden og i Gaza, var de færreste israelere klar over, at det signalerede til palæstinenserne, at nu kunne de godt glemme alt om den stat, de drømte om. Det var også den blindhed, der gjorde, at det første palæstinensiske oprør, den første intifada i 1987, kom som en total overraskelse. De, der kastede med sten den gang, var født under besættelsen.”

Der er mange af dine kolleger, tidligere generaler og folk fra efterretningstjenesterne, der nu, som du selv, siger: ”det kan ikke fortsætte”, og ”besættelsen må afsluttes”. Hvad skal der gøres, for at det kan ske?

”Der skal tages væsentlige politiske beslutninger. Det skulle man have gjort i 1967, men ingen gjorde det, og ingen tør gøre det i dag. Og så længe politikerne ikke tager de beslutninger, må militær og sikkerhedstjenester forsøge at finde løsninger, der gør det muligt at leve med problemet i det daglige. Men militæret kan ikke løse det.

I 1990’erne tændte Osloprocessen et håb. I dag taler man i Israel om, at Oslo bragte os terror og katastrofe. Også palæstinenserne siger i dag, at Oslo var begyndelsen til det værste. Delingen af Vestbredden (som var en del af Osloprocessen, red.) har medført en indskrænkning af bevægelsesfriheden. Over halvdelen af palæstinenserne ved sikkert slet ikke, at der eksisterede en tid før kontrolposter og før besættelse, og af Israels 69 år har vi kun levet 19 år uden besættelsen.”

Mellemøsten har forandret sig meget siden Osloprocessen. Kan man overhovedet nå en israelsk-palæstinensisk aftale i dag?

”Desværre. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er ikke og var aldrig en partner. For at løse problemerne er der brug for en ny Yasser Arafat – en, der har anerkendelse i alle fire dele af det palæstinensiske folk: på Vestbredden, i Gaza, i diasporaen og blandt de palæstinensere, der er israelske statsborgere.

Kun, hvis den palæstinensiske leder repræsenterer alle, kan han sige til de millioner af flygtninge i diasporaen: ’Mine herrer. Der bliver ikke tale om at vende tilbage til jeres landsbyer fra før 1948’. Yasser Arafat kunne have gjort det, men gjorde det ikke. I dag er jeg ikke sikker på, at han ville have gjort det, selv hvis Rabin (Yitzhak Rabin, tidligere israelsk premierminister, red.) ikke var blevet dræbt i 1995.”

Mange palæstinensere flygtede i 1967 ad Allenby-broen over Jordan-floden. – Foto: GPO/Den Israelske Regerings Pressekontor
Israelske soldater på Oliebjerget i 1967 med udsigt over Jerusalems gamle bydel. Foto: GPO/Den Israelske Regerings Pressekontor