Ved første øjekast ligner Marokkos ønske om at normalisere forholdet til Israel blot en noget-for-noget-politik, som gavner de to landes økonomi og sikkerhed. Men aftalen mellem de to lande markerer et opgør med den brudlinje, som har været afgørende for krige og konflikter i Mellemøsten siden staten Israels oprettelse i 1948.
Det vurderer eksperter, efter at Israel og det nordafrikanske muslimske land har erklæret sig enige om at etablere fulde diplomatiske relationer og åbne direkte flyruter mellem de to lande. Marokko er dermed det fjerde arabiske land, som i år vil normalisere forholdet til Israel. De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan indgik i efteråret aftaler om at normalisere forholdet til Israel. Forbrødringen mellem Israel og de traditionelt fjendtlige arabiske lande skyldes først og fremmest en fælles frygt for shia-stormagten Iran, lyder det fra Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studer, Diis, med speciale i Mellemøsten og Nordafrika.
”Det store nybrud er, at Israel og arabiske lande har fundet en fælles fjende i Iran. De indgåede aftaler mellem Israel og Marokko, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater er udtryk for netop dette,” siger hun.
For 20 år siden var konflikten mellem Israel og palæstinenserne hovednøglen til alt i Mellemøsten, og man sagde, at når den konflikt blev løst, kunne man løse andre konflikter, siger Helle Malmvig. Men de seneste 10-15 år er der sket et gradvist ryk, hvor det palæstinensiske spørgsmål er blevet stadig mindre vigtigt for de arabiske lande.
”Iran er blevet en meget stor trussel for mange arabiske lande, og den nye konfliktlinje står mellem Iran på den ene side og på den anden side især golfstaterne og Israel, som betragter Iran som den største trussel mod sin eksistens. Den konflikt vil tegne Mellemøsten i mange år fremover,” siger hun.
Det er grunden til, at arabiske lande nu er villige til at formalisere de relationer til Israel, som mange af landene har haft ”under radaren” i årtier, tilføjer Helle Malmvig.
Aftalen mellem Israel og Marokko er ”et massivt gennembrud for freden i Mellemøsten”, skriver USA’s præsident, Donald Trump, på Twitter.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder ligeledes aftalen for ”endnu et stort lys for fred”. Trump har i forbindelse med aftalen anerkendt Marokkos suverænitet i Vestsahara, et ørkenområde mellem Marokko og Mauretanien, hvor der i årtier har været strid mellem Marokko og Polisario-bevægelsen, som ønsker selvstændighed for Vestsahara. Det hyldes som ”historisk” fra marokkansk side, skriver nyhedsbureauet AFP.
Jared Kushner, Trumps svigersøn og Mellemøst-udsending, siger til nyhedsbureauet Reuters, at de to lande ”omgående” vil åbne forbindelseskontorer i Rabat og Tel Aviv. På sigt skal det blive til egentlige ambassader, siger Kushner. Der kan være flere aftaler på vej, for en normalisering af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien er ”uundgåelig”, siger Kushner ifølge Reuters.
Men der er ingen grund til at tale om fred i Mellemøsten, mener Helle Malmvig.
”Trump sagde, at han ville lave århundredets fredsaftale i Mellemøsten. Det slog fejl med Israel og Palæstina. Så det her er en slags erstatning på falderebet, og Trump-administrationen er dygtig til at spinne det som en fredsaftale. Men jeg mener ikke, at aftalerne er udtryk for større fred og stabilitet i Mellemøsten,” siger hun og påpeger, at aftalerne er indgået med lande, som ikke var direkte fjender af Israel.
”Nogle vil sige, at det snarere er det modsatte af en fredsaftale, fordi de nye alliancer puster til konflikten med Iran,” siger hun.
De israelsk-arabiske aftaler gør ingen forskel, mener Ali Alfoneh, som er senior fellow ved Arab Gulf States Institute i Washington.
”Aftalerne har ingen reel betydning, idet normaliseringen af diplomatiske relationer blot formaliserer et til tider årtier langt hemmeligt samarbejde mellem Israel og de arabiske stater,” siger han og påpeger, at Mellemøsten er præget af skiftende alliancer.
Under krigen mod Irak i 1980’erne skaffede Iran amerikanske våbensystemer og reservedele med den israelske stat som mellemmand.
”Fjendens fjende har alle dage været en ven, og det ved Den Islamiske Republik (Iran, red.) alt om,” siger han.
Hugh Lovatt er policy fellow med speciale i Mellemøsten og Nordafrika ved den internationale tænketank European Council on Foreign Relations. Han peger også på et nybrud i alliance-dannelserne i Mellemøsten. Aftalerne mellem Israel og de arabiske stater medfører ”reelle sikkerhedsmæssige og økonomiske fordele” for disse lande.
”Men der er en risiko for, at det vil uddybe de eksisterende regionale brudlinjer – om man er for eller imod Iran, for eller imod Tyrkiet, for eller imod politisk islam – snarere end at bidrage til en reel fred i regionen,” siger han.
To arabiske lande, der har ført flere blodige krige mod Israel, Egypten og Jordan, sluttede allerede fred med den jødiske stat i henholdsvis 1979 og 1994. Men trods aftalerne står det palæstinensiske spørgsmål stadig uløst tilbage, påpeger Hugh Lovatt.
”Som tidligere Mossad-ledere har hævdet, repræsenterer det uløste spørgsmål om palæstinenserne det største eksistentielle problem, Israel står over for,” siger han.