Prøv avisen
Interview

Israels præsident: ”Redningen af de danske jøder var ikke noget mirakel. Det var en beslutning”

På væggen bag Reuven Rivlin i præsidentkontoret i embedsboligen, Beit HaNassi, hænger der to fotos. Det ene er af David Ben-Gurion (1998-1973), Israels landsfader og første premierminister (billedet nederst). Det øverste billede viser Ze’ev Jabotinsky (1880-1940), som over ordene ”Ani Maamin” (”Jeg tror”) taler ved Verdens Zionistkongres inden staten Israels oprettelse. Jabotinsky var grundlæggeren af den såkaldte zionistiske revisionisme, som det tidlige Likud-parti tilslutted Foto: Mark Neyman/Government Press Office

Israels præsident, Reuven Rivlin, kommer i dag til Danmark for at markere 75-året for redningen af de danske jøder. I morgen skal han deltage i en mindehøjtidelighed i den nyrenoverede synagoge i København. I dette interview med Kristeligt Dagblad reflekterer han over det menneskelige valg, tusindvis af danskere traf i oktober 1943, og over dets betydning for eftertiden

Præsident Rivlin, kan du huske, hvornår du første gang hørte om redningen af de danske jøder?

”Jeg hørte første gang om redningen af de danske jøder under retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961. Jeg var jura-studerende ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, da Eichmann blev fremstillet for retten for sin rolle i tilintetgørelsen af det jødiske folk. Jeg sad flere gange på de offentlige tilhørerpladser. Det var både fascinerende og rædselsvækkende.”

”Eichmann-sagen var en af de første gange, vi i Israel blev konfronteret med det ufattelige omfang af holocaust. Vi vidste selvfølgelig allerede noget om dette historiens mørkeste kapitel. Overlevende var kommet til landet, og vi havde hørt rædselshistorier. Men omfanget af det var dengang nok for svært at forstå. Måske traumerne var for rå, for friske. Og desuden havde vi travlt med at opbygge et helt nyt samfund med immigranter fra hele verden og måtte modstå voldelige angreb fra vores naboer, hele den arabiske verden.”

”Det var en af anklagerne i retssagen, Gabriel Bach, en senere meget anerkendt højesteretsdommer, der besluttede at indkalde Werner David Melchior (i Israel bosat journalist, bror til tidligere overrabbiner Bent Melchior, red.) som vidne for anklagemyndigheden. Han ville sikre sig, at vi vidste, at de danske jøder var blevet reddet af deres landsmænd.”

Hvordan reagerede du, da du midt i de mange vidnesbyrd fra holocaust hørte om de danske jøders redning?

”Mange år senere spurgte jeg Gabriel Bach, hvorfor han havde indkaldt dette danske vidne, for det var jo reelt ikke noget, der kunne styrke sagen imod Eichmann. Højesteretsdommeren svarede mig, at han ønskede, at israelere – og verden – skulle vide, at på samme måde, som det enkelte menneske står over for valg og må tage beslutninger, står nationer også over for valg. Under den vise kong Christian X’s ledelse tog det danske folk en helt særlig, uforglemmelig, tapper og heltemodig beslutning.”

”Bibelen fortæller os, at vi mennesker står over for valget mellem liv og død, velsignelse og forbandelse. Og vi bliver påbudt: Vælg livet!”.

”Redningen af de danske jøder var ikke noget mirakel. Det var en beslutning. Tusindvis af menneskers beslutning om ikke at give efter for ondskaben. Derfor er det mig magtpåliggende at komme til Danmark nu og være med til at markere 75-året for denne enestående menneskelige handling.”

Set i tilbageblik, hvor vigtig var redningen af de danske jøder i 1943 for det jødiske folk? For den jødiske stat Israel?

”Helt personligt er redningen af jøderne i Danmark en del af mit dagligliv i Jerusalem. I årevis boede min hustru, Nechama, og jeg nær Kikar Denya (Danmarkspladsen) i Beit HaKerem-bydelen. Midt på pladsen er der en skulptur af en fiskerbåd som dem, der bragte de danske jøder i sikkerhed i Sverige. Hver dag, når jeg gik forbi skulpturen, blev jeg mindet om redningen. Under mit besøg i Danmark vil jeg sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøge Gilleleje og besøge kirken, hvor jøderne søgte ly, og vi vil sammen afsløre en mindeplade for 75-året.”

Vi lever i en verden, der konstant forandrer sig – er der stadig grund til at mindes noget, der skete for 75 år siden? Hvem er det, der skete dengang i 1943, relevant for i 2018?

”Det er vigtigt og relevant for hver eneste af os. Antisemitismen er atter ved at rejse sig i Europa. Nationalistisk, fremmedfjendsk racisme med rødder i nazismen er atter i fremdrift. Historien om redningen af de danske jøder fortæller os, at der bør være nultolerance over for antisemitisme, racisme og diskrimination i enhver form. Vi, der har betalt den, kender passivitetens frygtelige pris.”

Hvilken indflydelse har redningen af de danske jøder haft på Danmarks internationale omdømme?

”Jeg tror, at hverken det danske folk eller den danske kong Christian X gjorde, hvad de gjorde for at forbedre Danmarks omdømme. De gjorde, hvad de gjorde, fordi det var det rigtige at gøre. Efter krigen har forskerne mange steder i Europa spurgt folk, hvorfor de ikke gjorde noget for at redde deres jødiske naboer. Ofte lød svaret: ’Hvad kunne vi have gjort?’. I Danmark svarede folk: ’Hvordan kunne vi have gjort andet?’.”