Prøv avisen
Interview

Israels præsident: ”Redningen af de danske jøder var ikke noget mirakel. Det var en beslutning”

På væggen bag Reuven Rivlin i præsidentkontoret i embedsboligen, Beit HaNassi, hænger der to fotos. Det ene er af David Ben-Gurion (1998-1973), Israels landsfader og første premierminister (billedet nederst). Det øverste billede viser Ze’ev Jabotinsky (1880-1940), som over ordene ”Ani Maamin” (”Jeg tror”) taler ved Verdens Zionistkongres inden staten Israels oprettelse. Jabotinsky var grundlæggeren af den såkaldte zionistiske revisionisme, som det tidlige Likud-parti tilslutted Foto: Mark Neyman/Government Press Office

Israels præsident, Reuven Rivlin, kommer i dag til Danmark for at markere 75-året for redningen af de danske jøder. I morgen skal han deltage i en mindehøjtidelighed i den nyrenoverede synagoge i København. I dette interview med Kristeligt Dagblad reflekterer han over det menneskelige valg, tusindvis af danskere traf i oktober 1943, og over dets betydning for eftertiden

Præsident Rivlin, kan du huske, hvornår du første gang hørte om redningen af de danske jøder?

”Jeg hørte første gang om redningen af de danske jøder under retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961. Jeg var jura-studerende ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, da Eichmann blev fremstillet for retten for sin rolle i tilintetgørelsen af det jødiske folk. Jeg sad flere gange på de offentlige tilhørerpladser. Det var både fascinerende og rædselsvækkende.”

”Eichmann-sagen var en af de første gange, vi i Israel blev konfronteret med det ufattelige omfang af holocaust. Vi vidste selvfølgelig allerede noget om dette historiens mørkeste kapitel. Overlevende var kommet til landet, og vi havde hørt rædselshistorier. Men omfanget af det var dengang nok for svært at forstå. Måske traumerne var for rå, for friske. Og desuden havde vi travlt med at opbygge et helt nyt samfund med immigranter fra hele verden og måtte modstå voldelige angreb fra vores naboer, hele den arabiske verden.”

”Det var en af anklagerne i retssagen, Gabriel Bach, en senere meget anerkendt højesteretsdommer, der besluttede at indkalde Werner David Melchior (i Israel bosat journalist, bror til tidligere overrabbiner Bent Melchior, red.) som vidne for anklagemyndigheden. Han ville sikre sig, at vi vidste, at de danske jøder var blevet reddet af deres landsmænd.”

Hvordan reagerede du, da du midt i de mange vidnesbyrd fra holocaust hørte om de danske jøders redning?

”Mange år senere spurgte jeg Gabriel Bach, hvorfor han havde indkaldt dette danske vidne, for det var jo reelt ikke noget, der kunne styrke sagen imod Eichmann. Højesteretsdommeren svarede mig, at han ønskede, at israelere – og verden – skulle vide, at på samme måde, som det enkelte menneske står over for valg og må tage beslutninger, står nationer også over for valg. Under den vise kong Christian X’s ledelse tog det danske folk en helt særlig, uforglemmelig, tapper og heltemodig beslutning.”

”Bibelen fortæller os, at vi mennesker står over for valget mellem liv og død, velsignelse og forbandelse. Og vi bliver påbudt: Vælg livet!”.

”Redningen af de danske jøder var ikke noget mirakel. Det var en beslutning. Tusindvis af menneskers beslutning om ikke at give efter for ondskaben. Derfor er det mig magtpåliggende at komme til Danmark nu og være med til at markere 75-året for denne enestående menneskelige handling.”

Set i tilbageblik, hvor vigtig var redningen af de danske jøder i 1943 for det jødiske folk? For den jødiske stat Israel?

”Helt personligt er redningen af jøderne i Danmark en del af mit dagligliv i Jerusalem. I årevis boede min hustru, Nechama, og jeg nær Kikar Denya (Danmarkspladsen) i Beit HaKerem-bydelen. Midt på pladsen er der en skulptur af en fiskerbåd som dem, der bragte de danske jøder i sikkerhed i Sverige. Hver dag, når jeg gik forbi skulpturen, blev jeg mindet om redningen. Under mit besøg i Danmark vil jeg sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøge Gilleleje og besøge kirken, hvor jøderne søgte ly, og vi vil sammen afsløre en mindeplade for 75-året.”

Vi lever i en verden, der konstant forandrer sig – er der stadig grund til at mindes noget, der skete for 75 år siden? Hvem er det, der skete dengang i 1943, relevant for i 2018?

”Det er vigtigt og relevant for hver eneste af os. Antisemitismen er atter ved at rejse sig i Europa. Nationalistisk, fremmedfjendsk racisme med rødder i nazismen er atter i fremdrift. Historien om redningen af de danske jøder fortæller os, at der bør være nultolerance over for antisemitisme, racisme og diskrimination i enhver form. Vi, der har betalt den, kender passivitetens frygtelige pris.”

Hvilken indflydelse har redningen af de danske jøder haft på Danmarks internationale omdømme?

”Jeg tror, at hverken det danske folk eller den danske kong Christian X gjorde, hvad de gjorde for at forbedre Danmarks omdømme. De gjorde, hvad de gjorde, fordi det var det rigtige at gøre. Efter krigen har forskerne mange steder i Europa spurgt folk, hvorfor de ikke gjorde noget for at redde deres jødiske naboer. Ofte lød svaret: ’Hvad kunne vi have gjort?’. I Danmark svarede folk: ’Hvordan kunne vi have gjort andet?’.”

”Jeg mener, alle stod over for et valg – også selvom den risiko, man løb, var frygtelig. Jeg ville ønske, at andre havde haft det samme mod, havde vist samme tapperhed. Det, det danske folk gjorde for deres landsmænd, er et enkelt, klart, menneskeligt og moralsk lys i et hav af mørke.”

Danmark og Israel er to små lande, der engang var nært forbundne gennem deres socialdemokratiske (regerings)partier, som siden i begge lande har mistet indflydelse. Har det gamle venskab stadig indflydelse på forholdet mellem vore lande?

”Titusinder af danskere har gennem årene været volontører i Israels kibbutzer. De kom, fordi de og Israel delte værdier og fremtidsvisioner. De danskere og israelere, der mødtes dengang, er stadig en del af de stærke bånd, der er mellem vore lande.”

”I dag sker der noget lignende, men ikke i kibbutzerne. I dag kommer folk for at se, hvad vi gør i hightech og innovation og for at dele vores vision. Jeg er glad for, at Danmark har åbnet Det Danske Innovationscenter i Tel Aviv, der hjælper med at bygge bro mellem vores verdensklasse- økosystem af entreprenører, venture- kapitalister, universiteter og industrier og deres modparter i Danmark.”

Hvad er i 2018 de væsentligste faktorer i forholdet mellem Israel og Danmark?

”Vi har en lang række fælles interesser. Da udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) besøgte Israel sidste år, nævnte jeg, at vi allerede samarbejder om antiterrorisme, cybersikkerhed, indenlandsk sikkerhed, forskning og udvikling, og der er stadig et stort uudnyttet potentiale.”

”Vi deler også opfattelsen af de regionale spillere. Begge vore lande ved, at den voksende iranske indflydelse er en trussel ikke kun imod vores region, men imod den globale sikkerhed. Vi må sikre os, at vi forhindrer, at Iran rykker tættere på at få atomvåben.”

”Allervigtigst er, at vi deler værdier som demokrati, diversitet og ytringsfrihed. Værdier, der er den egentlige drivkraft bag innovationen, og som giver økonomisk og social fremdrift.”

Forrige år fastslog du, at det israelske samfund består af fire nærmest adskilte ”stammer”, de sekulære, de ortodokse, araberne og de nationalreligiøse. Hvis det er tilfældet, hvad er ”israelskhed” så, og hvad holder samfundet sammen?

”Staten Israel er det jødiske folks nationalstat, her kommer vi til udtryk som folk. Men det israelske samfund er også meget komplekst og består af forskellige grupper og etniciteter. Jeg har talt om de forskellige ’stammer’ i det moderne Israel – sekulære, arabere, nationalreligiøse og ultraortodokse. Vi er ikke længere et samfund med flertal og mindretal. Vi har ikke altid forstået denne diversitet som en kilde til styrke, men det tror jeg på, at det er. Vores israelskhed bør måles på, hvor meget alle sektorerne ønsker et sundt Israel, en succesrig stat i vækst, og på, hvor meget vi anerkender hinandens kultur og mål som vore egne. Vi har allerede et fundament for et sådant samfund, men vi fortsætter vores fælles indsats for at forme de fælles mål.”

Hvordan ser du det nu 70 år gamle Israels fremtid?

”Min familie kom til Jerusalem fra Vilnius i 1809. De kom, fordi det årstal på hebraisk kunne oversættes som ’at trompetere’, og det opfattede mine forfædre som en mindelse om de bibelske profetier om, at Messias’ komme ville blive markeret med trompeter. Messias kunne jo ikke komme, uden at Rivlin-familien var der for at modtage ham. Så de rejste til Jerusalem.”

”Det er klart, vi venter jo stadig, men vi har gjort en masse i ventetiden.”

”Da jeg voksede op i 1940’ernes Jerusalem, var det en lille by. Der var i det hele taget kun 200.000 jøder i landet (det daværende britiske Palæstina-mandat, red.). Alle mennesker mente, at en ung mand som jeg burde ønske sig at blive officer i hæren. Det forekom let at blive, man skulle bare arbejde hårdt for det. Tæt på vores hjem boede Knessets formand, og det fik mig til at overveje, om jeg måske hellere ville være en offentlig leder. Men det var ikke rigtigt noget, jeg opfattede som en drøm, for min store drøm var, at vi ville være to millioner i landet i år 2000.”

”Man mente, jeg var skør. Men nu er vi over otte millioner, seks millioner af dem jøder. Jeg tror på de store drømme, på at sætte os store mål. Israels mål som en jødisk stat, en demokratisk stat, et sted, der hjælper sine indbyggere med at opnå deres drømme, er ikke så langt væk, men vi må stadig arbejde på at komme tættere på målet.”

Under dit besøg vil du takke Danmark for redningen af de danske jøder for 75 år siden, er der noget, du – som Israels præsident – i dag vil bede Danmark om?

”I århundreder har Danmark være rollemodel for forholdet mellem et land og dets jødiske samfund. Det er stadig sådan. Danmark er et land, hvor mænd, kvinder og børn kan være lige så stolte af deres jødiske identitet, som de er af at være danske. Det er et land, hvor tolerancen har dybe rødder, og det er et stærkt fundament for et moderne demokrati.”

”Det er vigtigt, at religiøs tolerance ikke kun betyder frihed fra religiøs tvang, men at det også betyder frihed til, at enhver kan praktisere sin egen religion. Under mit besøg vil jeg deltage i genindvielsen af den store synagoge i Københavns hjerte sammen med Kronprinsen, statsministeren og overrabbineren. Det er et vidunderligt symbol på forholdet mellem Kongeriget Danmark og det jødiske samfund i Danmark.”

”Danmark har altid beskyttet vores ret til at praktisere vores religion, og vi håber, at det fortsat vil være tilfældet.”

På grund af præsidentens travle kalender er interviewet foregået skriftligt.

De gjorde, hvad de gjorde, fordi det var det rigtige at gøre,” siger Israels præsident, Reuven Rivlin, om den menneskelige beslutning, tusinder af danskere traf, da de for 75 år siden hjalp deres jødiske medborgere på flugt. Foto: Mark Neyman/Government Press Office.